Den materialistiske dialektik

Om det tilfældige og nødvendige hos Karl Marx

Kommentar til Carlo H. Hansens mekaniske materialisme ved dennes elev Jørgen Mortensen. Upubliceret, november 1998.

Blandt Marx's ideologiske arvtagere er der langt mellem dem, som reelt har forstået karakteren af den materialisme, som Marx udvikler på dialektikkens grundlag og i modsætning til den tidlige borgerlige materialisme.

Det kommer mere end noget andet sted til udtryk i en mangelfuld forståelse af forholdet mellem kausalitet og lovmæssighed. Hvori adskiller Marx's dialektiske determinismeopfattelse sig fra 1700-tallets mekaniske determinismeopfattelse?

Det centrale korrelative begrebspar til indkredsning af denne problemstilling er begreberne tilfældighed og nødvendighed.

1.

Et sikkert kendetegn på, at man er konfronteret med 1700-tallets mekaniske materialisme forklædt som marxisme er et udsagn som - "på grund af loven, derfor...". I dette udsagn træder det lovmæssige ind på kausalitetens plads. Efterårets æbler falder således ifølge denne determinisme til Jorden på grund af tyngdeloven. Men endnu har ingen lov udrettet noget som helst på denne planet.

Stalins skrifter er herlig læsning, hvis konkrete eksempler skal frem i lyset. I stedet for at foretage en konkret analyse af en konkret situation, består videnskabeligt arbejde i Stalins teoretiske univers i at "anvende" en given lov på virkeligheden, dvs Stalin forvandler enhver lov til et abstrakt princip, til en vulgær frase, som derefter bringes i anvendelse på empirien.

I Dialektisk og historisk materialisme skriver Stalin eksempelvis.

"Såfremt overgangen fra langsomme kvantitative ændringer til hurtige og pludselige kvalitative ændringer er en lov for udviklingen, så er det klart, at de revolutionære omvæltninger, som udføres af de undertrykte klasser, er en helt naturlig og uundgåelig foreteelse. Derfor [!] kan overgangen fra kapitalismen til socialismen og arbejderklassens befrielse fra den kapitalistiske undertrykkelse ikke finde sted gennem langsomme forandringer, ikke ved hjælp af reformer, men kun gennem en kvalitativ forandring af det kapitalistiske system, ved hjælp af revolution. Derfor [!] bør man, for ikke at begå fejl i politikken, være revolutionær og ikke reformist".[1]

Det lykkes her for Stalin at forvandle en fin fransk ret, hvor hver ting ligger for sig på tallerkenen, til en sammenkogt russisk gryderet, hvor ingredienserne er ubestemmelige.

To gange anvender Stalin sammenhængen: "på grund af loven - derfor". Dette "derfor" har den materialistiske dialektik i kamp mod den mekaniske materialisme altid bekæmpet. Hos Stalin er den universelle lov årsag til begivenhedernes gang.

Oversat til folkesprog siger Stalin. Eftersom vand ved en bestemt grænse pludseligt krystalliseres til is, kan socialismen ikke indføres gennem reformer, og derfor er det en politisk fejl at være reformist i stedet for at være revolutionær. Ganske uafhængig af problemstillingens indhold er argumentationen en barnagtighed af vrøvl.

Og i samme skrift skriver Stalin.

"Det er let at forstå, hvor umådelig vigtig overførelsen (!) af den filosofiske materialismes principper (!) på studiet af samfundslivet, af samfundshistorien, er, og hvor umådelig vigtig disse princippers (!) anvendelse (!) på samfundshistorien og på det proletariske partis praktiske virksomhed er.

Dersom (!) sammenhængen mellem naturens foreteelser og deres gensidige betingethed er en lov for naturens udvikling, så (!) følger heraf, at sammenhængen og den gensidige betingethed i samfundslivets foreteelser ikke er noget tilfældigt (!), men en lov for samfundets udvikling.

Følgelig (!) ophører samfundslivet, samfundshistorien, at være en ophobning af 'tilfældigheder' (!), thi samfundets historie bliver nu den lovmæssige udvikling af samfundet, og studiet af samfundshistorien forvandles til en videnskab".[2]

Oversat til folkesprog indleder Stalin i denne passage på idealismens himmelske plateau med at påpege vigtigheden af at anvende "sandheden på virkeligheden". I hele marxismens lidelseshistorie er sandhedens virkelighed dog altid - og ofte på smerteligste måde - blevet indhentet af virkelighedens sandhed.

Derefter går Stalin over til logisk eller videnskabeligt at bevise en bestemt sammenhæng. Stalin fremfører. Dersom alle verdens sammenhænge er betingede, dvs kausale, hvormed vi anerkender, at der ingen virkninger findes i den objektive realitet, som ingen objektive årsager har (i vekselvirkningen er tingene; vekselvirkningen er tingenes eksistens, som allerede erkendt af Hegel), så er samfundets foreteelser ikke tilfældige men nødvendige. Men dette er igen en barnagtighed af vrøvl, som ikke kunne siges bedre af de franske materialister fra 1700-tallet (f.eks Paul Holbach). Hvis vi anerkender, at alting har en årsag, så kan tingene ikke være tilfældige. Sådan tænker den mekaniske materialisme (også dem i marxistisk forklædning) og ikke mindst den sunde fornuft - men ikke Karl Marx.

Den danske materialist Carlo H. Hansen, som også er solidt forankret i 1700-tallets mekaniske materialisme, og som ydermere på dette grundlag kritiserer det 20. århundredes naturvidenskab for ikke at være loyal over for 1700-tallets tidlige borgerlige materialisme, kritiserer også Stalin i ovennævnte passage, men da såvel Carlo H. Hansen som Stalin er enige hvad angår materialismeopfattelse, antager kritikken en ganske ejendommelig karakter.

Carlo H. Hansen skriver

"Dersom det er sådan, indleder Stalin sin argumentation, men den moderne, anerkendte naturvidenskab siger netop, at det ikke er sådan, og med udgangspunkt i denne videnskab (...) falder Stalins argumentation til jorden og forvandles til tom snak. Den moderne naturvidenskab anerkender ikke, at en kausal, årsagsmæssig sammenhæng mellem naturens foreteelser er en naturlov, og Stalins begrundelse for, at samfundshistorien ikke skulle være en ophobning af 'tilfældigheder', mister således gyldighed".[3]

Carlo H. Hansen fremfører her, at den moderne naturvidenskab  (og her tænker Carlo H. Hansen ganske givet først og fremmest på kvantemekanikken) ikke anerkender verdens kausalitet (!), hvorfor Stalin ikke kan bruge det 20. århundredes idealistiske naturvidenskab som begrundelse for at få udryddet "tilfældigheden" i samfundshistorien. Kritikken, som er helt urimelig over for det 20. århundredes naturvidenskab, må ikke skjule, at Carlo H. Hansen helt på linie med Stalin er ude i et ærende, hvor der skal samles naturvidenskabeligt belæg for, at "tilfældigheden" er en ubudent gæst i marxismen.

Min gode ven Georg Highland alias Jørgen Mortensen føjer yderligere denne kommentar til Carlo H. Hansen særegne "kritik" af Stalin.

"Stalin tager den moderne videnskab for gode varer, og det gør Carlo H. Hansen og undertegnede ikke. Vi er ikke enige med Stalin. Igen er vi i en situation, hvor vi må konstatere: Her går skellet! (Hvor står vi?) Sammen med Stalin, Einstein og relativitetsteoriens mediumsløse bølger? Eller sammen med Carlo og undertegnede".[4]

Mit eget svar er ganske klart. Jeg står sammen med Marx og den moderne naturvidenskab vel vidende, at sidstnævnte først i det 20. århundrede er begyndt af overvinde dén mekaniske materialismeopfattelse, som i århundredet før dog allerede blev filosofisk overvundet af Marx. Den klassiske fysiks verdensbillede (Newton m.fl) var i hovedsagen mekanisk, ikke-dialektisk. Det 20. århundredes naturvidenskab har imidlertid været tvunget til at tage skridt i retning af en dialektisk forståelse af verden.

Først i dette århundrede har relativitetsteorierne, kvantemekanikken og ikke mindst den nye ikke-liniære termodynamik samt de forskellige "selvorganisationsteorier" erkendt, at de ikke kan forklare naturens sammenhænge uden en materialisme som er dialektisk; uden et videnskabsteoretisk grundlag, som formår at forene det tilfældige med det nødvendige, det mulige med det virkelige, det enkelte med det almene. På samme tid har den moderne naturvidenskab måtte erkende, at fremtiden er absolut determineret og relativ uforusigelig. Dette er en modsætning i den mekaniske materialismes verden men ikke i marxismens verden.

2.

"Tilfældigheden" er således ikke nogen ubudent gæst i den materialisme, som udvikles af Marx i modsætning til den mekaniske materialisme.

Ingen har bedre end de franske materialister formuleret den mekaniske materialismes videnskabsideal. I Paul d'Holbachs bog om Naturens system er klapjagten på tilfældigheden ophøjet til videnskabens sande bekendelse og lidenskab. Ikke sådan at forstå, at tilfældighedens eksistens anerkendes. Tilfældigheden udtrykker alene en subjektiv mangel på indsigt i de nødvendige sammenhænge. Det tilsyneladende tilfældige er blot det endnu ikke teoretisk bestemte. Videnskabens opgave er derfor at forfølge den tilsyneladende tilfældighed tilbage i rækken af uendelige kausalitetsforhold af årsager og virkninger, og herved afsløre den tilsyneladende tilfældighed som nødvendighed, bestemme den som nødvendighed. Denne opgave støder kun på kausalitetsmæssige problemer, idet nødvendigheden er det, som er determineret. Holbach skriver.

"Ingen virkning opstår af sig selv eller i naturen af tilfældigheden; et ord, som vi allerede har vist, overhovedet ingen mening har"(p.164). Og Holbach fortsætter. "Naturen virker med nødvendighed i alle sine fremtrædelser og i overensstemmelse med sit væsen, med sit særlige væsen; gennem bevægelsen står helheden i relation til sine dele, ligesom delene igen står i relation til helheden; på denne måde er alt i universet forbundet med hinanden; universet er selv kun en uendelig kæde af årsager og virkninger, som uophørligt hidrører fra hinanden. Allerede efter den mindste overvejelse må vi erkende, at alt, hvad vi ser, er nødvendigt, at intet kan være på nogen anden måde, end som det er..."(p.46). [5]

Kausaliteten i denne verden er ikke blot karakteriseret ved en årsag, som virker blindt og på en ydre måde. Den mekaniske materialismes kausalitet er karakteriseret ved, at årsagen virker med en nødvendighed, der har elimineret tilfældigheden. Den mekaniske determinisme skelner ikke mellem årsager, der udtrykker væsentlige eller uvæsentlige, nødvendige eller tilfældige sammenhænge. Alle årsager er væsentlige og nødvendige og leder dermed direkte frem til de lovmæssige sammenhænge. Nødvendigheden virker ubetinget i den betydning, at nødvendigheden aldrig forefinder betingelser, som fører til et andet resultat end beskrevet i loven for den pågældende proces.

I denne forsimplede verden udgør ethvert fænomen, som ikke straks lader sig bestemme som nødvendighed, en fundamental trussel. Ikke fordi det besværliggør en bestemmelse af loven, men fordi det i mekanikkens verden er identisk med tabet af determinisme. Finder den mekaniske materialisme sammenhænge, som ikke ubetinget udtrykker det nødvendige i sagen, er der tale om indeterminisme.

Virker nødvendigheden først uafhængig og ubetinget, bliver tilfældigheden i virkeligheden forvandlet til nødvendighed, dvs tilfældigheden bliver elimineret. I denne verden kan enhver begivenhed beskrives af loven. Loven selv er deterministisk. Den mekaniske materialisme stiller ikke spørgsmålet "hvorfor", men ender alligevel op med at svare: "på grund af loven, derfor"!

Kausaliteten i den mekaniske materialisme er lineær, en simpel og direkte kausalnødvendighed, hvor årsag og virkning har karakter af impulsoverføring mellem selvstændige enkeltdele. Den lineære kausalitet fører aldrig til et andet resultat end beskrevet i loven for den pågældende proces, hvorfor fremtiden er principiel forudsigelig og i praksis forudsigelig i den udstrækning, som loven og en af systemets instantane tilstande er kendte. Dualismen mellem loven og dennes begyndelsesbetingelser er den mekaniske materialismes videnskabsgrundlag. Den mekaniske determinisme fremholder en forudsigelig verden, hvor alt det, der kan bestemmes som objektivt muligt, også nødvendigvis virkeliggøres.

Gennem år og dag er jeg faldet over mange nutidige materialister, som videnskabsteoretisk endnu ikke har forladt 1700-tallet. Én af dem hedder Simo Køppe, som i i 1990 skrev et digert værk om Virkelighedens niveauer. Helt i overenstemmelse med Holbach ser Køppe det som videnskabens opgave, at få fjernet det tilsyneladende tilfældige, hvilket netop kan ske ved at afdække den bagvedliggende række af kausalforhold. Køppe illustrerer kampen mod tilfældigheden med et banalt eksempel.

"Hvis en mønt kastes op i luften, kan den lande med en af to sider opad. Hvilken af siderne den lander på, er umiddelbart tilfældigt, og da der kun er to muligheder, er sandsyndligheden for hvert udfald 1/2". Men - påpeger Køppe i Holbachs ånd. "Tilfældigheden er imidlertid kun praktisk, idet man i princippet ville kunne beregne udfaldet, hvis man kunne bestemme udgangsbetingelsen tilstrækkeligt præcis. Denne bestemmelse ville bl.a. indebære en ekstrem nøjagtig beskrivelse af mønten, af selv de mindste unøjagtigheder i dens overflade, af den kraft som mønten påvirkes af, når den kastes, af de faktorer, som har betydning for friktionen o.m.a. På denne måde ville man kunne fastlægge årsagerne til et givet udfald og opnå en deterministisk beskrivelse..."[6].

Og Køppe tilføjer, at tilfældigheden i ovennænvte eksempel derfor i sidste instans alene udtrykker en erkendelsesmæssig begrænsning. Ontologisk eksisterer tilfældigheden ikke.

Den klassiske fysik har som sit filosofiske grundlag bekendt sig til ovenstående determinisme. Men virkeligheden har ikke ville indpasse sig under denne nødvendighed, som har bortelimineret tilfældigheden. Og heldigvis for det. Heldigvis er virkeligheden langt mere kreativ, skabende og revolutionerende end den blinde nødvendighed, som kun lader det ske, som har stået indskrevet i universet siden den aller tidligste morgenrøde. I sidste kausalitetsled ender de mekaniske materialister, som allerede Engels har hånet dem for, op med et idealistisk standpunkt. Uret skal sættes igang, og det må ske "udefra". "I begyndelsen var ordet" er skriftstedet over indgangsportalen til den mekaniske materialisme.

3.

Naturvidenskaben har selv ført kniven mod den tidlige borgerlige materialisme i mere end 100 år og under fire store slag. Første dødssted blev anrettet af den statistiske termodynamik i slutningen af 1800-tallet. I denne videnskab knyttes kausalitet og sandsynlighed sammen. Andet dødsstød anrettes af relativitetsteorierne, idet Einstein bringer et subjekt ind i videnskabens objektive beskrivelser. Tredje dødsstød anrettets af kvantemekanikken og ikke mindst af dens ubestemthedsrelation, som bringer begreberne mulighed og virkelighed ind i videnskaben, og yderligere uddyber forholdet mellem kausalitet og sandsynlighed. Fjerde dødsstød sætter ind i slutningen af det 20. århundrede med udviklingen af den ikke-liniære dynamik, som opererer med deterministisk kaos eller determineret uforudsigelighed. Med den ikke-liniære dynamik går den determinerede tilfældighed sin endegyldige sejrsgang ind på mekanikkens egen slagmark. Med tilfældighedens sejr i den eksakte naturvidenskab har Marx og Engels det ganske godt.

Retfærdigvis bør der i forlængelse af disse fire pragtfulde dødsstød mod mekanikkens "bevægelse på stedet" også nævnes Darwins bidrag til at bringe biologien ind under udviklingens begreb.

Darwins udgangspunkt er livets grænseløse mutabilitet - både i form af arternes næsten uendelige mangfoldighed og i form af den næsten uendelige variabilitet, som findes inden for de enkelte arter. I arternes tilfældige variabilitet eksisterer muligheden for udviklinger i utallige retninger.

Darwins epokegørende opdagelse er imidlertid, at virkeliggørelsen af disse utallige muligheder ikke finder sted betingelsesfrit, men er underlagt en naturlig selektion, en retningsbestemt udvælgelse karakteriseret ved, at de variabiliteter, som opfylder organismens funktioner kvalitativt bedst, har de største chancer for at blive nedarvet. Darwin siger i virkeligheden, at virkeliggørelsen af tilfældigheden er determineret, at tilfældigheden eksisterer i et bestemt forhold til nødvendigheden, til den naturlige selektions lovmæssige eksistens. Darwin bragte netop videnskaben ind i biologien, da det lykkedes for Darwin med sin udviklingslære at anskueliggøre, at tilfældigheden er determineret.

Mutationer virkeliggør system-indre tilfældigheder, som kan optræde såvel system-integrerende som system-ændrende, og dermed udtrykke henholdsvis uvæsentlige og væsentlige tilfældigheder. Netop denne afgørende distinktion for en bestemmelse af tilfældighedens rolle fremhæver Engels i en kommentar til Darwins "epokegørende værk". Darwin har vist, hvorledes "tilfældigheden omstyrter nødvendigheden, som den hidtil var blevet opfattet. Den hidtidige forestilling om nødvendigheden svigter". Og i en randbemærkning til denne kommentar skriver Engels yderligere. "Det materiale om tilfældigheden, som i mellemtiden har hobet sig op, har knust og gennembrudt den gamle forestilling om nødvendighed"[7], dvs den mekaniske materialismes forestilling om nødvendigheden.

4 .

Fra den mekaniske materialisme har den dialektiske determinisme overtaget det rationelle indhold i dennes bestemmelse af det enkelte, som værende det alt eksisterende bygger på. Det er i det enkeltes bevægelse, at verdens almene sammenhænge konstitueres. Det enkelte er i sin bevægelse og i sin vekselvirkning med andre enkelte frembringer af det almene. Kausaliteten er allerede tilstede i denne universelle vekselvirkning, idet den opdeler vekselvirkningen frembragt af det enkelte i årsager og virkninger. Engels skriver herom.

"Først fra den universelle vekselvirkning kommer vi til det virkelige kausalitetsforhold. For at forstå de enkelte fremtrædelser må vi rive dem ud af deres almene sammenhæng, betragte dem isoleret, og da fremtræder de vekslende bevægelser, den ene som årsag, den anden som virkning. For den, som benægter kausalitet, er enhver naturlov en hypotese...".[8]

Eftersøgningen af de kausale sammenhænge udtrykker dog kun videnskabens vej frem til en bestemmelse af de lovmæssige sammenhænge. Grundformen for de objektive sammenhænge er de kausale sammenhænge. Kausaliteten udtrykker enheden af årsag og virkning. Uafhængig af sammenhængenes specifikke karakter, dvs af deres bestemmelse som tilfældige eller nødvendige, væsentlige eller uvæsentlige, enkelte eller almene, så refererer kausaliteten til den umiddelbare og direkte formidling af sammenhænge, hvorved en hændelse (som årsag) frembringer en anden hændelse (som virkning). Kausaliteten i enhver sammenhæng refererer med andre ord til, at alle sammenhænge er betingede sammenhænge. Intet sker ubetinget, da alt sker som en vekselvirkning. Og i denne vekselvirkning eksisterer den objektive realitet som causa sui. Disse synspunkter er allerede udviklet af Hegel.[9]

Videnskabens grundlag og udgangspunkt er de kausale sammenhænge. Og i denne sammenhæng er videnskaben som forskningsmetode reduktionistisk, idet den opløser helheden i dens enkelte dele for netop i det enkeltes bevægelse at finde grundformen for de objektive sammenhænge - som er de kausale sammenhænge. Men hermed er videnskabens opgave på ingen måde løst - den er først indledt. Videnskabens primære genstandsfelt er de lovmæssige sammenhænge.

I polemik mod den mekaniske determinisme skriver Engels, at den videnskab, som ser det som sin opgave, at afdække kausalkæden bag tilblivelsen af ethvert individuelt særpræg, for herved at bestemme det pågældende særpræg som nødvendighed(!), ikke i kraft af et sådant forskningsprojekt reducerer tilfældigheden til nødvendighed, men alene videnskaben selv til at være "en ren barnagtighed".[10]

Om "den determinisme, som fra den franske materialisme er gået over i naturvidenskaben, og som søger at blive af med tilfældigheden ved overhovedet at benægte den", skriver Engels videre.

"Ifølge denne opfattelse hersker i naturen kun den simple, direkte nødvendighed. At denne ærtebælg indeholder fem ærter og ikke fire eller seks, at denne hunds hale er fem tommer lang og ikke en linie længere eller kortere, at den ene kløverblomst i år blev befrugtet af en bi og den anden ikke og blev befrugtet af denne bestemte bi og på dette bestemte tidspunkt, at dette bestemte vindblæste løvetandsfrø er spiret frem og det andet ikke, at en loppe forleden nat bed mig klokken fire om morgenen og ikke klokken tre eller fem og det på højre skulder og ikke på venstre læg, alt det er kendsgerninger, som er frembragt af en urokkelig kæde af årsag og virkning, af en ufravigelig nødvendighed, således at endog allerede den gasbold, hvoraf solsystemet opstod, var indrettet på en sådan måde, at disse begivenheder måtte foregå sådan og ikke anderledes. Med en nødvendighed af denne art kommer vi heller ikke ud af den teologiske naturopfattelse".[11]

Den mekaniske determinisme troede, at den kunne eliminere tilfældigheden ved blot at erkende dens tilblivelse. Når denne bestemte hunds hale er 31 cm lang og ikke 30 eller 32 cm, skyldes det naturligvis en kompleksitet af kausalforhold. Men selv om det måtte lykkes for en tålmodig videnskabsmand at afdække samtlige årsagsforhold, dvs hele årsagskæden som har ført til de 31 cm som længden på hundens hale, så er denne bestemte længde fortsat ikke udtryk for nogen nødvendighed.

På samme måde er det møntkast, som ender med "krone" ikke udtryk for nogen nødvendighed, da næste kast, uafhængig af det første, har lige store chancer for at ende i enten "krone" eller plat". Det enkelte kast udtrykker netop det tilfældige, men netop tilfældigheden i dette banale eksempel leder os uden den store videnskab frem til det nødvendige i sammenhængen, som er, at sandsynligheden for at slå såvel "plat" som "krone" er 50%.

Troen på, at det er kausaliteten i sig selv, som gør det nødvendige nødvendigt, er den mekaniske determinismes hovedfejl. I kausal sammenhæng er det tilfældige og det nødvendige af samme orden. Den objektive realitets differentiering i tilfældige og nødvendige sammenhænge finder ikke sted i forhold til verdens kausalitet men i forhold til verdens lovmæssighed.

Lovmæssige sammenhænge har som kausale sammenhænge hele den objektive realitet som genstandsområde. Forskellen mellem kausalitet og lovmæssighed ligger ikke i sammenhængenes genstandsområde men i karakteren af de pågældende sammenhænge. Kausale og lovmæssige sammenhænge eksisterer ikke ved siden af hinanden, derimod eksisterer de lovmæssige sammenhænge i de kausale sammenhænge uden at være identiske med disse.

Alt i verden er kausalt betinget, men den kausale betingethed udtrykker ikke direkte og umiddelbart de lovmæssige sammenhænge. De kausale sammenhænge er grundlaget for det lovmæssiges eksistens, hvorfor enhver kausal sammenhæng bringer et moment ved det lovmæssige til udtryk. Men hvor kausaliteten eksisterer som sammenhængenes grundform, eksisterer det lovmæssige alene som sammenhængenes væsentlige og almen-nødvendige form. Alle lovmæssige sammenhænge sætter sig igennem som kausale sammenhænge, men deres eksistens og bestemmelse som lovmæssige sammenhænge opnår de ikke i kraft af deres kausalitet, men i kraft af at de eksisterer og lader sig bestemme som almene og nødvendige sammenhænge af væsentlig betydning for det system, som er genstand for bestemmelsen.

Dén kvalitetsmæssige indsnævring, som de lovmæssige sammenhænge udtrykker i forhold til totaliteten af sammenhænge, har på denne baggrund reference til, at i dialektikken mellem det almene og enkelte, det nødvendige og tilfældige, det væsentlige og fremtrædende fokuserer det lovmæssige alene på den ene pol i disse modsætningsforhold. 

Som kausale sammenhænge er sammenhængene hverken tilfældige eller nødvendige. Den kausale relation opdeler alene den universelle vekselvirkning i samhørende årsager og virkninger, idet enhver årsag først er som virkelighed i virkninger og dermed som årsag. På den anden side fremtræder alle sammenhænge - uafhængig af om de er bestemt som tilfældige eller nødvendige sammenhænge - i deres umiddelbare form som kausale sammenhænge. Distinktionen er afgørende. Enhver tale om "væsentlige årsager", "tilfældige årsager" osv udtrykker en sammenblanding af kausalitet og lovmæssighed. "Væsentlige årsager" eksisterer ikke som sådan, derimod eksisterer der væsentlige sammenhænge, som udtrykker sig kausalt.

Konstaterer vi, at en flok børn spiller bold i gården, og ved denne leg sparker et vindue itu, så er boldens slag mod vinduet den direkte årsag til det ituslåede vindue. Bolden rammer vinduet og denne hændelse har som umiddelbar virkning, at vinduet går itu. Kausalitetsforholdet - som enheden af årsag og virkning - er i dette hændelsesforløb afklaret. Det lovmæssige i hændelsesforløbet er ikke berørt. Tilfældigheden eller nødvendigheden i hændelsesforløbet er ikke bestemt. Den statistiske sandsynlighed for, at vinduet ville blive sparket itu mangler fortsat at blive bestemt, selv om kausalitetsforholdet i hændelsesforløbet er fastlagt. Over for den mekaniske materialisme, Stalin m.fl. er det dog nødvendigt at fastslå, at der findes ingen love, som kan slå vinduer itu. 

Marx og Engels har ofte polemiseret mod den mekanicistiske opfattelse, at "loven er årsag" til dette eller hint. I skriftet mod Proudhon refererer Marx til en passage i dennes skrift om Elendighedens filosofi, hvor der om konkurrencen som en "økonomisk fase" fremføres, at denne er "det nødvendige resultat af teorien om sænkningen af produktionsomkostningerne". Marx's korte kommentar skærer nådesløst og i et hug ind til benet i Proudhon og den borgerlige materialismes sammenblanding af kausalitet og lovmæssighed. "For hr. Proudhon synes blodets kredsløb at være en konsekvens af Harveys teori"[12]. Sådan! Tænk hvis Stalin havde levet på Marx's tid, og sidstnævnte var blevet bekendt med førstnævntes udredninger om, at eftersom vand fryser til is ved en bestemt grænse, så kan det kapitalistiske samfund ikke reformeres, men alene revolutioneres. Stalin var blevet hugget ned i én sætning, hvorfra ingen igen rejser sig.

Også Engels må irettesætte Dühring, når denne som Marx's standpunkt fremfører, at en bestemt værdisum, så snart den når en vis grænse, må forvandles til kapital på grund af den Hegel'ske lov om kvantitetens omslag i kvalitet og omvendt. Ifølge Engels er Marx's standpunkt det stik modsatte. "Marx siger: Den kendsgerning, at en værdisum først kan forvandles til kapital, når den har nået en vis minimumstørrelse, der er forskellig alt efter omstændighederne, men bestemt i hvert enkelt tilfælde - denne kendsgerning er et bevis for rigtigheden af den hegelske lov. Hr. Dühring lader ham sige: Fordi ifølge den hegelske lov kvantiteten slår om i kvalitet, 'derfor' bliver 'et udlæg, når det har nået en vis grænse (...) til kapital'. Altså det stik modsatte".[13]

Vi kan nu også som et andet eksempel fastslå - og i klar modstrid med den sunde fornufts indlysende og dog bedrageriske forestillinger - at Newtons berømte æble ikke falder til Jorden på grund af tyngdeloven, men fordi stilken brækker over. At æbler ikke blot falder til Jorden en gang imellem men altid og i hvert enkelt tilfælde, og at måden, hvorpå æbler falder til Jorden, har sammenlignelige træk, udgør det kausale grundlag for formuleringen af den almen-nødvendige sammenhæng af væsentlig betydning, som kommer til udtryk i Galileis faldlov: s = 1/2 g . t². I denne dynamiske lov indgår den jordiske accelerationskonstans g, hvilket allerede fremhæver, at Galileis faldlov kun har gyldighed under bestemte betingelser. Konstanten g refererer til en ganske bestemt planet - nemlig Jorden samt til en bestemt gennemsnitsværdi for Jordens tyngdeacceleration og ydermere til den ideelle situation, hvor luftmodstanden nærmer sig vakuumtilstanden.

Er alle disse betingelser tilstede, bestemmer Galileis faldlov en almen-nødvendig sammenhæng for legemers frie fald, der som sådan foreskriver en mulighed, der også i hvert enkelt tilfælde virkeliggøres. At muligheden under de givne betingelser virkeliggøres i hvert enkelt tilfælde, og ikke blot virkeliggøres som helhed, som et statistisk gennemsnit, udgør forskellen mellem dynamiske og statistiske love.

Hvis det kausale udtrykker tingenes og processernes betingethed og det lovmæssige deres bestemmelse, så er forholdet mellem kausalitet og lovmæssighed i denne sammenhæng karakteriseret ved, at enhver lovmæssig bestemmelse er betinget. Loven virker under bestemte betingelser. Enhver lov foreskriver alene er mulighed, som skal virkeliggøres under bestemte betingelser.

Forholdet mellem mulighed og virkelighed udspiller sig inden for tingenes og processernes kausalsammenhænge, hvilket igen blot afspejler, at enhver lovmæssig sammenhæng altid udtrykker sig kausalt. Men to virkninger kan neutralisere hinanden, således at den mulighed, som loven foreskriver, ikke bliver til virkelighed. Tyngdeloven bestemmer, at vand skal løbe "nedad", men i en bys vandforsyning er alle bekendte med, at vand lige så gerne løber opad, fordi hele systemet befinder sig under et tryk, der modvirker den virkning, tyngdeloven foreskriver som mulighed. At vi som det naturligste i verden også aftapper vand på 7. etage og ikke blot i kælderen ophæver ikke tyngdeloven men understreger, at enhver lov udtrykker sig kausalt inden for dialektikken mellem mulighed og virkelighed. Enhver lov virker kun som tendens.

5.

Ovennævnte marxistiske kritik af den mekaniske materialisme, (og videnskabsteoretisk adskiller Stalins "marxisme" sig ikke fra den mekaniske materialisme), kan Carlo H. Hansen ikke fremføre, da han ikke selv har overvundet 1700-tallets materialisme.

Carlo H. Hansen har problemer med dialektikken i materialismen, og derfor genfremfører CHH da også gladeligt den kritik af især kvantemekanikken, som sovjetiske fysikere under indtryk af 30'ernes og 40'ernes personkult fremførte, men som de senere opgav i 60'erne. CHH har kaldt "kvantet" "en anti-dialektisk, metafysisk forestilling". Og den elektromagnetiske strålings partikel/bølge-karakter (både partikel og bølge) er intet mindre end "en af de forrykte idealistiske griller, som hører et sygt og døende samfundssystem til".[14]

Når de sovjetiske fysikere forlængst har forladt lignende synspunkter, skyldes det givetvis, at kvantemekanikken "virker"; den og den alene kan forklare, at Solen faktisk skinner (hvilket den ikke må ifølge den klassiske fysik); den og den alene ligger som videnskab til grund for et utal af moderne hverdagsgoder - fra CD-afspilleren til stregkodeapparatet i Brugsen. Kvantemekanikken er blevet et godt værktøj i industrien - teorien virker.

Men på det mere teoretiske plan kan andre jo filosofere over det fænomen, som fysikeren Richard Feynman har kaldt kvatemekanikkens "eneste mysterium", og som anskueliggør partikel/bølge dualismens realitet. Jeg tænker på det såkaldte "dobbelt-spalte-forsøg", som går ud på at sende elektroner mod tre skærme i række efter hinanden, hvor der i den første skærm findes én spalte og i den midterste skærm to spalter. Når elektronerne har passeret spalteåbningerne i de to skærme, udviser de på den tredje skærm et tydeligt interferensmønster, som understreger elektronernes bølgekarakter samtidig med at elektronerne "klikker" som enkelte partikler, når de rammer skærmen. Dette kan måske forekomme besynderligt, men sådan er elektronens partikel/bølge karakter. Den virkelige gåde, kvantemekanikkens "eneste mysterium" ifølge Richard Feynman, fremstår dog først i det øjeblik, hvor elektronudsendelsens intensitet er så lille, at der kun kommer én elektron ad gangen gennem den første skærms spalte. Når denne elektron har passeret én af de to åbne spalter i den midterste skærm, danner den fortsat et interferensmønster på den tredje skærm, dvs elektronen har dannet interferens med sig selv. Lukkes den ene spalte i den midterste skærm, ophører interferensmønstret straks. Med to spalter åbne må elektronen i en vis forstand, dvs i klassisk tankegang, gå gennem begge huller, så den kan danne interferens med sig selv. Men hvordan kan elektronen "vide" - kan man naivt spørge -  om det andet hul er åbent eller lukket, når den som partikel går gennem den ene spalte?

Det er et ganske godt spørgsmål, hvis man filosofisk hører til tiden før Karl Marx.[15]