|
At stille spørgsmålet ”Hvad er socialisme?” 150
år efter den socialistiske bevægelses opkomst, er vel en provokation i
sig selv. Men provokationen er berettiget.
I årene efter ”Den store
socialistiske Oktoberrevolution” i 1917 vandt den selvforståelse
udbredelse, at man på socialismens ”videnskabelige grundlag” nu
havde påbegyndt opbygningen af socialistiske samfundsforhold i
Sovjetunionen. Og så en dag brød fanden løs. Nærmere betegnet i
begyndelsen af 50’erne – 35 år efter revolutionen! En sovjetisk
”Spørge-Jørgen” kunne ha’ bidt tungen af sig selv. Men spørgsmålet
var formuleret. Hvori bestod egentlig det ”videnskabelige” i den
videnskabelige opbygning af socialismen?
Spørgsmålet førte i 1954 til
udgivelsen af den første sovjetiske lærebog i ”Socialismens
politiske økonomi”. Hvad kendetegner egentlig socialistiske
produktionsforhold? Antager produkterne varekarakter under socialismen?
Hvori består forskellen mellem ejendomsform og produktionsforhold. I de
efterfølgende 35 år blev budene på ”den videnskabelige sandhed”
omkring sådanne spørgsmål løbende revideret – indtil håndklædet
blev kastet i ringen i 1989. ”Sandhedens virkeliggørelse” blev
indhentet af ”virkelighedens sandhed”.
”Hvad er socialisme?” er et gammelt spørgsmål,
men Murens fald har aktualiseret spørgsmålet. Og gjort mange mere
tvivlende på svaret. Her følger 10 provokationer til spørgsmålet.
Provokation
nr. 1.
SF er
et socialistisk parti uden socialistiske mål.
Herved adskiller SF sig ikke afgørende fra den danske venstrefløj i øvrigt.
Bevæggrundene for den ene ud af ti til femten danskere, som ved valgene
stemmer folkesocialistisk, bunder ikke i socialistiske endemålsmotiver.
Så fraværet af et socialistisk mål udløser nødvendigvis ikke nogen
vælgerkrise. Men skal socialisterne strategisk komme i omgangshøjde
med den virkelige udvikling, er det ikke desto mindre afgørende, at de
afklarer sig på en række socialistiske grundspørgsmål.
Provokation
nr. 2.
Med
Murens fald døde endegyldigt ”den nationale socialisme”.
Som økonomisk projekt har socialismen aldrig været afprøvet som andet
end et nationalt projekt – og dårlig nok været tænkt som andet end
et nationalt projekt. Politisk bestemt protektionisme har været økonomisk
læresætning nr. 1 for alverdens socialister. Og resultatet blev en mur
og indespærring af demokratiske rettigheder. En pris som i tiltagende
omfang må anses for at være uforenelig med et socialistisk projekt.
Den virkelige socialistiske bevægelse kan kun eksistere og udvikle sig
som en integreret del af verdensmarkedet. Det indså Gorbatjov – om
end for sent – da han skrev. ”Verdensøkonomien er ved at udvikle
sig til én enkelt organisme. Intet land kan udvikle sig normalt uden
for denne organisme uanset sit sociale system eller sin økonomiske
status”.
Provokation
nr. 3.
”Og Internationale slår bro fra kyst til kyst”.
Og så virkeligheden. Internationalismen har aldrig slået rod i
arbejderbevægelsen. Internationalismen som politisk våben
og politisk strategi, der kunne udgøre selve forskellen i arbejderbevægelsens
kamp, troede socialisterne på frem til Første Verdenskrig. Men
internationalismen blev eftertrykkeligt aflivet, da socialisterne stemte
ja til de krigsbevillinger, som skulle sikre deres egen nation
broderparten af kagen fra imperialisternes kamp om rovet. Efter Første
Verdenskrig har internationalismen reelt ikke eksisteret som politisk
strategi for nogen socialistisk bevægelse – 3. Internationale
inklusive. Socialisternes højt besungne internationalisme
adskiller sig ikke afgørende fra almindelig borgerlig velgørenhed,
hvor man hjælper mennesker i nød og engageret udviser interesse for
andre folkeslag og kulturer. Underkendes må det heller ikke,
at internationalisme kan være en ædel legitimation for en tiltrængt
(ferie)rejse til udlandet finansieret af andre. Som politisk strategi
eksisterer internationalismen i sin virkelighed alene som ”kapitalens
princip”; som den indbyggede logik i selve (verdens)markedet. Og her
har internationalismen vist sig som en enorm magtfuld kraft, som i form
af transnationale selskaber, økonomisk globalisering, og verdensomspændende
mediemonopoler er de fleste fagbevægelser, politiske partier og
nationalstater langt overlegen.
Og på et mere teoretisk plan følger nu fire nye
provokationer.
Provokation
nr. 4.
Marx har efterladt sig en
revolutionsteori - samt en formationsteori. Indtil videre har historien
givet revolutionsteorien uret og formationsteorien ret. Det uheldige i
dette forhold består i følgende. Marx’s
socialistiske arvtagere har i hovedsagen tilegnet sig revolutionsteorien
men aldrig hørt om endsige forstået formationsteorien.
Revolutionsteorien indeholder i korthed tre bud. Det
er den socialistiske bevægelses ophøjede pligt at: 1) erobre den
politiske magt (og endeløse diskussioner over erobringsmåden har
optaget og kan optage enhver socialistisk forsamling), 2) ophæve
privatejendommen og omdanne den til samfundsejendom og 3) regulere
produktionen og distributionen planmæssigt.
Såvel den kommunistiske som den socialdemokratiske
arbejderbevægelse har denne revolutionsteori som fælles arv – magtspørgsmålet
på trods.
Svagheden ved denne revolutionsteori er, at den
socialistiske bevægelses ophøjede pligter – formuleret som overfor
– er løsrevet fra den teknologiske udvikling, arbejdets udvikling,
produktivkræfternes udvikling og den dertil svarende samfundsmæssige
formationsproces. Revolutionsteorien har forledt Marx’s socialistiske
arvtagere til aldrig at stille
følgende to essentielle spørgsmål:
Ø
Hvilke
formationsopgaver tilhører den borgerlige revolutionsepoke.
Ø
Hvilke
produktivkræfter efterspørger reelt socialistiske produktionsforhold.
Provokation
nr. 5.
I det øjeblik,
revolutionsteorien løsrives fra formationsteorien, fremstår
socialismens nødvendighed som et spørgsmål om viljen hertil.
Kapitalens skranke ender hos arvtagerne til den politiske Marx op med
alene at blive bestemt ved den forhåndenværende politiske vilje, dvs.
ved den socialistiske bevægelses vilje til magten.
Socialismen
bliver de gode viljers samfund. Socialismen
bliver et voluntaristisk projekt. Det hele er egentlig blot
et spørgsmål om, at tilstrækkeligt mange tilstrækkeligt meget vil en
socialistisk udvikling. Problemet hidtil har blot bestået i, at det har
tilstrækkeligt mange (dvs. flertallet) ikke villet.
Voluntarismen som politisk princip når et højdepunkt
under Stalin. Således kan man i tidsskriftet Bolsjevik i 1937 læse, at
under socialismen fastlægges de samfundsmæssige love af … Partiet
– med andre ord: under socialismen eksisterer der ikke objektive økonomiske
love.
Voluntarismens uundgåelige følgesvend hedder
persondyrkelse, som hos SF’s gamle venner i Nordkorea - hvor viljen
til at stole på egne kræfter er formuleret i ”Juche”-princippet
– indtil videre har kørt Nordkorea baglæns ud af historien.
Provokation
nr. 6.
Marx har primært i sine økonomiske skrifter
efterladt sig en formationsteori, som indholdsbestemmer den borgerlige revolutionsepokes
formationsopgaver til følgende to store opgaver:
Ø
verdensmarkedets
etablering og udvikling til én sammenhængende økonomi, som alle er
afhængige af,
Ø
arbejdets
videnskabeliggørelse.
Disse to til den borgerlige revolutionsepoke tilhørende
formationsopgaver er endnu ikke indfriet. Med andre ord har kapitalen økonomisk
set endnu ikke nået sine skranker. Kapitalen rummer endnu kolossale
potentialer i sig. Den kan endnu udvikle produktivkræfterne til uanede
højder – om end i en modsætningsfyldt form, der som tendens
akkumulerer rigdom ved den ene pol og fattigdom ved den anden.
Provokation
nr. 7.
Så længe den borgerlige revolutionsepokes
formationsopgaver ikke er indfriet, kan
arbejderklassen/den socialistiske bevægelse alene ændre på formen for
indløsningen af denne epokes formationsopgaver. Men formen
er så sandelig heller ikke uden betydning for verdens gang og den
arbejdende befolknings levevilkår.
Historisk er formationsindholdet i den borgerlige
revolutionsepoke blevet forsøgt indløst under følgende tre revolutionstyper.
Ø
Borgerlig demokratisk - klassisk islæt.
(England 1640, 1688, 1832, Frankrig 1789, 1830, 1848, Tyskland 1848, USA
1775, 1861),
Ø
Radikal-borgerligt – anti-imperialistisk islæt.
(Latinamerika 1819, 1821, Kina 1926, Indien 1947, Afrika i 1960’erne
og
Ø
Uafbrudt revolution - proletarisk islæt.
(Rusland
1917, Kina 1949, Cuba 1959).
Provokation
nr. 8.
Den
borgerlige revolution kender ingen form, som per excellence er formen
for den borgerlige revolution. Oktoberrevolutionen udviklede
sig til i egen selvforståelse at være en socialistisk revolution. Heri
bestod dens store bedrag over for sig selv og sine bærere. Stillet over
for et borgerskab, som demokratisk rådnede op i levende live, blev det
den russiske arbejderbevægelses historiske opgave at lede Ruslands bønder
frem til den borgerlige demokratiske revolution. En historiske chance
som Ruslands socialister korrekt forfulgte. Men formationsmæssigt stod
Oktoberrevolutionens bærere ikke over for andre opgaver end den
vestlige verdens bourgeoisi. Alligevel blev befolkningerne i Østeuropa
spist af med socialistiske fraser, som fuldt ud er sammenlignelige med
Engels bemærkninger til den uheldige bondeleder for et ekstremt parti
(bondekrigene i Tyskland 1525), om hvem Engels skriver. Han ”er
tvunget til at overtage regeringsmagten på et tidspunkt, hvor bevægelsen
endnu ikke er moden til den klasses herredømme, som han repræsenterer
(…) I bevægelsens egen interesse er han tvunget til at gennemføre en
fremmed klasses interesser, og afspise sin egen klasse med fraser og løfter,
ja med den påstand, at denne fremmede klasses interesser er deres egne
interesser”.
Provokation
nr. 9.
Socialismen
som samfundsformation ligger 50-100 år ude i fremtiden.
Hinsides økonomiens totale globalisering og hinsides arbejdets
videnskabeliggørelse. Hinsides ikke blot industrisamfundet men hinsides
informationssamfundet.
”Det
er lige så sikkert, at individerne ikke kan gøre sig til herre over
deres egne samfundsmæssige sammenhænge, før de har skabt dem”
(Marx).
Socialismen
som samfundsformation udtrykker et universelt samkvem mellem mennesker;
en umiddelbar verdenshistorisk eksistens af individer inden for rammerne
af én sammenhængende økonomi, hvor individernes tidligere lænkebinding
under arbejdsdelingen er blevet afløst af en produktionsproces, som
efterspørger en alsidig udvikling af individerne selv som den første
forudsætning for sin reproduktion.
Provokation
nr. 10.
I den nuværende fase af borgerskabets æra er det først
og fremmest socialisterne
opgave at konfrontere en økonomisk orden uden grænser med et demokrati
og en social orden uden grænser. Det
er socialisternes opgave at opbygge et politisk og socialt rum for
verdensborgere.
Hvor dette faktisk finder sted, forefindes ”den
virkelige bevægelse” – den bevægelse som reelt er i gang med at
revolutionere verden. ”Den
virkelige bevægelse” finder vi først og fremmest på de områder,
hvor nationalstaten som
politisk slagmark reelt ikke udgør et svar på socialisternes politik.
Vi finder den inden for væksten af NGO’er. Vi finder den inden
opbygningen af det transnationale koncernsamarbejde blandt tillidsmænd,
som bl.a. EU har sat skub i med oprettelsen af ESU’er. Vi finder den
meget inden for økologiske bevægelser, men nu også (måske) inden for
økonomisk-politiske bevægelser som Attac.
”Den
virkelige bevægelse” finder vi der, hvor borgerne oplever, at de er
blevet globalt afhængige af hinanden, og denne afhængighed har de sat
sig for at ”forvandle til deres egen fri virksomhed”. Det vil næppe kræve en overvindelse af et
vareproducerende samfund inklusiv et verdensmarked, men det vil kræve
en overvindelse af et kapitalistisk varemarked, hvor økonomi og politik
ved en demokrati-kløft tilhører adskilte samfundssfærer.
På nogle områder tilhører og bidrager SF til
”den virkelige bevægelse”. På andre områder modarbejder SF ”den
virkelige bevægelse”. Herved adskiller SF sig ikke fra den øvrige
socialistiske bevægelse i Europa.
Litteratur:
Anders Laubjerg: Nyt politisk rum. Kronik i Politikken den 28. februar
2002.
Anders Laubjerg: Tilblivelsen dialektik. En undersøgelse af den
marxistiske udviklingsidés aktualitet. Privatforlaget, København 2002.
|
