Skibssmede - del 2

1940-1950

B. Andersen

1950 - 1960

Janus Jensen

R. Sandstrøm

1960-1970

S. Nielsen

H. Larsen

1970-1980

J. Stokbæk

1980-1990

B. Fjellerad

L. Navarro 

 1990'erne

H. Kylbo

Klokken er kun blevet 6.30 den 9. april 1940, da den danske regering træffer beslutningen om at kapitulere. I gentagne udtalelser opfordrer regeringen til at undlade enhver modstand mod tyskerne; at udvise "ro og orden" samt "korrekt og værdig optræden". Hvad der starter som en "forhandlingspolitik" udvikler sig snart til en egentlig "samarbejdspolitik". Eftertiden husker endnu de helt unødigt underdanige udtalelser fra udenrigsminister Erik Scavenius: "Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa."(8. juli 1940).

For danske arbejdere består den nye tid bl.a. i ophævelse af pristalsreguleringen, tvungen voldgift, indførelse af en særlig lønskat, arbejdskort, tvangsarbejde for unge m.m.

På afdelingens arbejdspladser mærkes krigen i første omgang i form af et krav om mørkelægning, hvilket fører til en indskrænkning af arbejdstiden med løntab til følge. B&W besættes direkte med et fast vagthold af værnemagtssoldater ude i "Sibirien". Senere under krigen opstår der mange problemer med betalingen for forvarsel ved luftangreb og varsel til arbejderne, når ledelsen får meddelelse om "telefonbomber". Lokale konflikter, som ikke blot involverer organisationerne, men flere gange regering og ministre.

1943 er året, hvor modstandsaktiviteterne for alvor vokser frem. Det er året, hvor englænderne bomber B&W-Motor, og hvor fællestillidsmændene på de 4 B&W-arbejdspladser finder sammen i et tættere samarbejde. Det er året med de store folkestrejker i provinsen (auguststrejkerne), som direkte fører til samarbejdspolitikkens fald den 29. august.

Flere af afdelingens medlemmer går aktivt ind i modstandskampen. Andre, som Janus Jensen, pålægges at blive på deres poster. Det er i særlig grad en bestemt skibsbygger på B&W, som får en helt afgørende indflydelse på opbygningen af den organiserede sabotage: Eigil Peter Theodor Larsen - kendt i modstandskampen som "Hesten".

Sammen med flere hundrede andre kommunister bliver Eigil Larsen taget af det danske politi den 22. juni 1941. Ud på efteråret overføres Eigil til Horserød-lejren. Her lykkes det Eigil i fællesskab med andre af de internerede at grave en tunnel ud under lejrens pigtråd. Den 10. juni 1942 flygter Eigil fra lejren gennem tunnellen - og på trods af en intensiv jagt på denne mere end grandvoksne skibsbygger, lykkes det Eigil at være på fri fod krigen igennem. I politiets akter omtales Eigil Larsen som "meget aggressiv og hensynsløs", men også som "en fremragende taler". På et tidspunkt er der udlovet en dusør på 50.000 kr. for oplysninger, der kan føre til Eigil Larsens anholdelse.

Undsluppet fra Horserød begynder Eigil Larsen straks at opbygge en effektiv sabotageorganisation (BOPA) med bl.a. tidligere spaniensfrivillige, og allerede i november 1942 afsporer BOPA et tysk ammunitionstog ved Espergærde. Krigen gør også Eigil Larsen til forfatter, idet han udarbejder en lærebog i fremstilling af hjemmelavede bomber med tidsindstilling - populært kaldet "Kogebogen".

Eigil Larsens organisatoriske talenter var ubestridelige og efter krigen er han tilbage på B&W, hvor han er primus motor bag at gøre denne arbejdsplads til én af kommunisternes højborge. Eigil Larsen er også en aktiv debattør på afdelingens generalforsamlinger.

Men inden befrielsen i sommeren 1944 udbryder der en folkestrejke i København, hvor det for Fællesklubben på B&W lykkes - som der står i Øens folk - at hitte på en "opfindelse", som "var lige så spontan, som den var genial". Som svar på et udgangsforbud fra kl. 20.00 fra tysk side, sender Fællesklubben Dr. Best et brev, hvori det meddeles, at hensynet til 8 timers fritid under de givne forhold nødvendiggør, at arbejderne går hjem hver dag kl. 12.00 "for at kunne passe sine kolonihaver".

Pudsigt nok bliver denne "spontane" aktion omhyggeligt planlagt i B&W-tillidsmanden Gilbert Carstensens kolonihavehus på Amager sammen med en række andre ikke helt tilfældige personer. Bl.a. B&W-tillidsmanden Henry Nebelong (senere Fællestillidsmand), skibsbygger Harry Svensson, medlem af afdelingsbestyrelsen og ledende i DKP's illegale arbejde på værftet, Hans Hansen (Stammehans), efter krigen mangeårig formand for Metal afdeling 4, Svend Nielsen, leder af DKP's illegale arbejde, leder af BOPA, senere MF'er.

Politisk bevirker folkestrejkerne, at Frihedsrådets autoritet bliver styrket, hvilket er med til at redde Danmarks ære ved befrielsen. Men bag det folkelige oprør gemte der sig en organisatorisk kraft og en politisk modstandsvilje med rødder på landets arbejdspladser. Det er i disse år, at der på landets arbejdspladser opstår et nyt begreb, som de københavn­ske skibssmede kan være stolte af: "Hvad siger man på B&W?"

Afdelingens formand under krigen, den tidligere stemmer på B&W Malta Hass, skriver mod krigens afslutning. "Når det nuværende opgør mellem alverdens folkeslag er blevet historie (...), så vil der blive brug for mange skibssmede, om end der vil ske nogle forandringer med arbejdsmetoden, hvor sagkundskaben formentlig vil arbejde hen mod, at elektrosvejsning skal støde det gamle hæderkronede nitterarbejde fra tronen; dog synes det, selv om det ønskes af nogle eksperter, ikke at være rådeligt at anvende 100 procents svejsning ved fremstilling af nye skibe eller at lade dette arbejde udføre af ufaglærte". Det er jo især svært at spå om fremtiden, og Malta Hass skulle ikke få ret i sine profetier.

Tilbage til top

Bent Andersen, født 1925 på Amager i en toværelses med lokum i gården, kommer i lære som kedelsmed på B&W i 1940. Faderen er uddannet skomager med lejlighedsvis fast arbejde på B&W som navlevarmer. Efter endt læretid er Bent Andersen aktiv i modstandsbevægelsen. I 1945/46 er BA soldat, derefter afprøves lykken et par år i Sverige; er igen tilbage på B&W, senere igen Nordhavnsværftet samt andre københavnske arbejdspladser. Bent, bedre kendt som Bananen, slutter dog med 26 år på B&W, hvor han som bestyrelsesmedlem i klub 1 gør en stor indsats for arbejdsmiljøet. Bent går på efterløn i 1988 og nyder i dag i en alder af 70 år sit otium med en række aktive gøremål - heriblandt renoveringen af det gamle kulfyrede passagerdamper "S/S Skjelskør".

Rygtet siger, at du er ud af en "rød" familie!

Ja, meget rød. Far var skomager, godt nok, men han har aldrig arbejdet som skomager. I 1919 kom han ud på B&W og arbejdede som navlevarmer. I 1931 bliver han fyret efter en del politisk aktivitet. Så går han arbejdsløs helt frem til 1937. Det var hårdt. I '37 bliver han dømt som arbejdsmodvillig, idet han nægter at tage arbejde på Odense Stålskibsværft. Det var en uskreven regel, at man til provinsen kun sendte ugifte. Men de ville af med ham. Han agiterede jo blandt de arbejdsløse. Det var efter den episode, at far kravler helt op i Rådhustårnet og hejser det røde flag. Ja, det var vel for at skabe lidt opmærksomhed omkring de arbejdsløses kår. Faktisk bevirkede aktionen, at far igen fik arbejde på B&W. Men så kommer krigen, hvor fatter bliver taget sammen med de andre kommunister i '41. Og han kommer til at tage hele turen med. Først Horserød og så ryger han til Tyskland, hvor han sidder i Stutthof. Så under krigen, i mine læreår på B&W er jeg alene med min mor og min søster. Det var svært. Det kan jeg godt sige dig. Det var godt nok svært. Jo, far var rød, og det blev jeg også.

Hvordan oplevede du den tyske besættelse af værftet?

Nu skal jeg fortælle dig om en episode. Kedelsmedene havde dengang omklædningsrum i en gammel hestestald, ja, det var "fine" forhold. Lige ved siden af var der en villa, hvor tyskerne holdt til. Så en dag mod krigens slutning stod der en flok kedelsmede i hestestalden og fik sig nogle bajere. Mange af tyskerne på det tidspunkt var ganske unge; de var vel knap nok fyldt 18 år, de gik i store uniformer, som de slet ikke kunne fylde ud. Så kom der sådan en knægt hen til kedelsmedene og spurgte, om han kunne købe noget "Bier". "Bier", råbte én af kedelsmedene, "I skal ha' mælk i smårollinger", og så luskede han slukøret af igen.

Men ellers var forholdet til tyskerne mange gange spændt. Arbejdsmoralen var jo den, at der skulle laves så lidt som muligt, og det blev faktisk accepteret af værkstedsledelsen. Men derudover foregik der også en regulær sabotage på værftet, som en skibsbygger på afslagningsloftet, Harry Svensson var én af hovedmændene bag. Men når snakken gik på tyskerne, så blev vi lærlinge holdt udenfor.

Var der noget, der hed velfærdsforhold under krigen?

Lad mig fortælle dig om toiletforholdene. Ved indgangen til toiletterne, sad der en lokumsvagt. Til ham opgav man sit arbejdsnummer, og så stemplede han sedlen i uret. Så fik man 5 stykker papir. Toiletbesøg var tilladt to gange om dagen i et bestemt antal minutter. Blev tiden overskredet blev der trukket et kvarter for svendene og en time for lærlingene. Men vi havde jo nogle strenge vintre under krigen og folk havde en forfærdelig masse klude på. Der var jo ingen varme i værkstederne. Så inden man passerede lokumsvagten tog folk det meste af tøjet af uden for - for ellers kunne det være svært af overholde tiden. Det var en værre gang afklædning og påklædning. En i virkeligheden besynderlig forestilling. I de strenge vintre var der folk, der nærmest græd af kulde. De var ikke mennesker igen, før de om aftenen havde ligget et par timer i sengen.

Hvordan var lærlingenes forhold til svendene?

Ja omgangsformen - det var med at tage kasketten af om morgenen, og hvis man glemte det, så fik man en øretæve. Og så sagde man jo De til svendene, alle svendene, også dem, der lige var blevet udlærte, og som man umiddelbart forinden havde lavet unoder sammen med. At kalde svendene ved deres øgenavne var også strengt forbudt for os lærlinge. Engang kom jeg uforvarende til at omtale en svend ved navnet Esbjerg, da jeg troede han hed Esbjerg, ligesom en anden hed Kolding og en tredje Stockholm. Så fik jeg en øretæve, så jeg røg i gulvet. Manden hed nemlig Jensen, men det havde jeg aldrig hørt. Ellers bestod en stor del af læretiden i, at man slog kørneprikker og hentede øl til svendene.

Hvor hentede I øl henne?

Ser du, kedelsmeden hørte under Christianshavn, så vi havde direkte leverancer fra Stjernen. Hver dag kom der friske forsyninger fra Stjernen - de kørte direkte ind i hestestalden, hvor vi havde et ølskur. Ryge måtte vi ikke - men drikke! Ja, i dag når man tænker tilbage, så kan man jo godt sidde og grine af meget af det. Men det var en kedelig tid - faktisk en meget kedelig tid.

Tilbage til top

Ved indgangen til 50'erne har afdelingen faglige klubber på fem arbejdspladser: B&W, Orlogsværftet, Nordhavnsværftet, Svanemølleværftet og Københavns Havnevæsen. Ud fra de enkelte punkter på dagsordenen til afdelingens månedlige bestyrelsesmøder træder der en tydelig forskel frem, hvad angår de fem arbejdspladser.

Københavns Havnevæsen er arbejdspladsen, hvor problemerne løses lokalt. Derfor er Havnen i reglen kun på dagsordenen, når der skal forhandles en ny to-årig overenskomst. Orlogsværftet kommer også ind under denne "pæne" kategori. Nordhavnsværftet og det fra juli 1949 ejede Svanemølleværft er tilbagevendende på dagsordenen på grund af dårlige lønforhold, som afstedkommer mange mæglingsmøder.

Klubberne på B&W er en klar topscorer, når det gælder om at komme på afdelingsbestyrelsens dagsorden. Problemerne er mangeartede.

I 1950 indføres der for første gang opsigelsesvarsler i overenskomsten. 2 års anciennitet giver 7 dages varsel. Traditionen tro tager det ledelsen på B&W flere år at vende sig til denne nyordning. Derfor forekommer der mange klager grundet afskedigelser uden overenskomstmæssig varsel.

Det er dog ikke kun ledelsen, der laver brud på overenskomsten, men også de faglige klubber. Således afholder klub 6, værktøjssmedene i november 1950 klubmøde i arbejdstiden. Det lykkes dog Forbundet at "snakke sig" fra ledelsens krav om bod og erstatning. Andre B&W-sager er krav om udlevering af arbejdstøj, afskaffelse af karakterløn til lærlinge, bedre smudsreglement, organisationsproblemer i forhold til Specialarbejderforbundet.

Afdelingens daglige virke er således optaget af de nære faglige problemer. Et forhold som imidlertid ikke i udpræget grad afspejler sig i diskussionerne på de tre årlige generalforsamlinger. I protokollen fra generalforsamlingen i april '49 kan man læse. "Sarup kaldte det for sørgeligt, at det faglige optog få minutter af generalforsamlingens tid, medens resten gik med politiske diskussioner".

Afdelingens formand er 50'erne igennem Janus Jensen. Som så mange andre fagligt aktive personer bliver Janus Jensen kommunist under krigen. Men i 1947 udmelder Janus Jensen sig af Det kommunistiske Parti og indmelder sig i Socialdemokratiet. Det afføder en del bitterhed blandt afdelingens kommunistiske medlemmer, som på generalforsamlingerne nu begynder at gå efter personen og ikke blot sagen. Janus Jensen kritiseres for ikke at have nedlagt sit hverv som vurderingsmand efter sin udtræden af Borgerrepræsentationen. Fra bl.a. Eigil Larsens side sættes der tal på det betydelige beløb, som dette erhverv skulle have indbragt Janus Jensen. Tal som Janus Jensen på et efterfølgende bestyrelsesmøde kan dokumentere som værende urigtige.

Men Janus kritiseres også for at sætte hensynet til Forbundsledelsen højere end hensynet til medlemmernes faktiske meninger. Et elendigt mæglingsforslag i 1950 får således Janus' anbefaling med denne noget anstrengte argumentation. "Formanden gennemgik forslaget (fra forligsmanden) punkt for punkt (...) og sluttede med at anbefale at stemme for forslaget ud fra den forudsætning, at det ville få politiske konsekvenser, da der, såfremt der udbrød strejke, på Rigsdagen sikkert ville blive stillet forslag om tvungen voldgift, der måske ville have til følge, at der ville blive udskrevet folketingsvalg, hvad ingen i øjeblikket er interesseret i".

På bestyrelsens vegne anbefaler Janus Jensen forslaget på den ekstraordinære generalforsamling i marts 1950, selv om "det er noget skidt, vi er blevet stillet overfor". Men over for den kommunistisk anførte opposition lider bestyrelsens anbefaling nederlag. I lidt kryptiske vendinger står der i protokollen, at den af oppositionen stillede udtalelse blev "sat under afstemning og af den ringe forsamling vedtaget med alle stemmer mod 3". Dagen efter skriver Land og Folk på forsiden, at bestyrelsen har fået et "mistillidsvotum", hvilket dog ikke anfægter bestyrelsen, da de fleste var gået hjem, da afstemningen fandt sted. Ved den efterfølgende urafstemning er der i afdelingen et klart nej-flertal (341 nej-stemmer mod 149 ja-stemmer). Det samme er tilfældet i Forbundet som sådan, men ved de kompetente forsamlingers hjælp lykkes det at forvandle flertallet imod til et flertal for.

Efter storkonflikten i 1956 kommer der igen kommunister i Afdelings 5's bestyrelse. Fællestillidsmand Svend Nielsen bliver dette år konstitueret som næstformand. Tillidsmand for værktøjssmedene Palle Andersen bliver sekretær - frem til 1960, hvor Palle Andersen flytter til Moskva og bliver Land & Folks mangeårige korrespondent her. At venstrefløjen endelig bliver repræsenteret i bestyrelsen fører ikke til nye konflikter - tværtimod. Hvor generalforsamlinger i 50'erne kunne byde på kampafstemninger på op til 6 forskellige udtalelser; kampafstemninger omkring enhver bestyrelsespost, der sænker den politiske borgfred sig over generalforsamlingerne efter 1956. Socialdemokrater og kommunister opstiller på enhedslister til bestyrelsen. For første gang nogen sinde kan Janus Jensen aflægge beretning uden at en eneste tager ordet hertil. Udtalelseskrigen stilles for en periode i bero.

Dette faglige enhedsarbejde får dog allerede fra 1959, hvor Socialistisk Folkeparti stiftes, nye udfordringer. På generalforsamlingen i oktober 1959 vender tillidsmanden Palle Andersen "sig mod de kræfter i afdelingen, der forsøger med forskellige midler, at ødelægge det gode enhedsarbejde, der er en realitet i dag". Bemærkningen er bl.a. vendt mod B&W-borerklubbens tillidsmand, Arne Jørgensen, der som den første erklærede SF'er stiller op til bestyrelsen.

Med valget af Svend Nielsen til afdelingsformand i april 1961 får afdelingen endelig en politisk sammensætning, som afspejler forholdene på landets "røde arbejdsplads" - B&W. Men med dette valg ophører afdelingen også med at være repræsenteret i Forbundets hovedbestyrelse.

Indgangen til "de glade 60'ere" er præget af den gode beskæftigelsessituation. På generalforsamlingen i oktober 1960 kan Janus Jensen konstatere: "Vi har indenfor smedeforbundet lokalt opnået gode resultater; årsagen hertil er vel den gode beskæftigelse og mangelen på arbejdskraft, samt i høj grad arbejdsgivernes skræk for strejker". I sandhed nye toner.

I 1965 er den registrerede arbejdsløshed blandt de københavnske smede 0.9%. I denne gunstige situation og som et resultat af det første arbejderflertal sker der i 1967 en stor revision af A-kasseloven. Man overgår fra understøttelsesprincippet, som udover understøttelsen for ledighed også omfatter brændselshjælp, børnetillæg m.m., til princippet om tabt arbejdsfortjeneste. Denne reform bringer erstatningsprocenten op på 52 % i 1969. De tilsvarende procenter for 1955, 1960 og 1965 er henholdsvis 36%, 43% og 39%.

Samtidig er det staten, som betaler broderparten af udgifterne til dagpenge. I 1969 "koster" et års A-kassekontingent kun 2 dages dagpenge. Det tilsvarende beløb er i 1995 steget til 2 ugers dagpenge.

Afdelingens generalforsamlinger er i 60'erne relativt rolige. Selv afdelingens 60 års stiftelsesfest i 1965 bliver afviklet i større ro end ønsket var. Protokollen omtaler, at festen blev "hæmmet af ølstrejken". På generalforsamlingerne er første mand på talerstolen fra denne tid altid den rabiate Mads Madsen fra Nordhavnsværftet. Som talsmand for den direkte aktion efterlyser han i indlæg efter indlæg, at "vi skal tage magten på arbejdspladserne". Men generalforsamlingerne vælger dog altid at slutte op omkring den politisk bredt sammensatte bestyrelse med kommunisten Svend Nielsen som formand, socialdemokraten Leo Larsen (Orlogsværftet) som næstformand, socialdemokraten Kai Vinge Petersen som kasserer, som bestyrelsesmedlemmer bl.a. tillidsmanden for klub 214 i Københavns Havn Olaf Ytting (Ytting når at sidde 25 år som tillidsmand), tillidsmand for den store skibsbyggerklub på B&W, Reno Sandstrøm, tillidsmand for kleinsmedene på B&W, Bent Fjellerad.

I 1967 er det faglige arbejde koncentreret om B&W-krisen. I april måned meddeler ledelsen, at man ønsker at lukke nybygningsafdelingen. Helt frem til årets afslutning går alle ansatte på B&W med usikkerheden om arbejdspladsens fortsatte eksistens. Aprilgeneralforsamlingen udtaler: "Vi vil ikke lægge skjul på, at vor erindring går tilbage til virksomhedens krise i 30'erne, hvor en uduelig ledelse kørte virksomheden i sænk, hvorefter en ny og driftig ledelse genrejste virksomheden".

På trods af de ledelsesmæssige problemer bliver den faglige struktur også trukket frem som et problem. Der fremkommer krav om at reducere klubantallet fra 37 til 4. Efter meget besvær bliver tillidsmændene enige om at reducere klubantallet til 12, hvilket vedtages med 70 % af stemmerne for. Først omkring årsskiftet, dvs efter 9-10 måneders lukningstrussel - står det klart, at værftet vil blive ført videre.

Efter nyvalget af tillidsmænd opstår der et nyt organisatorisk problem. For klubberne 1 og 2 vælges som tillidsmænd svejserne Sv. Åge Jacobsen og Olaf Kruse. Begge er medlemmer af Afdeling 4. Tre Metal­afdelinger har medlemmer på B&W. Efter langvarige forhandlinger bliver de tre afdelinger (4, 5 og 12) enige om, at følge princippet "én arbejdsplads - én afdeling". Ved en urafstemning stemmer et stort flertal for afdeling 5, hvorefter afdeling 4 overflytter deres kedelsmede og svejsere (i alt 290 medlemmer). Klubberne i afdeling 12 springer i målet, og forbliver i afdeling 12. Ved samme lejlighed overflyttes afdeling 5's medlemmer på Holmen til afdeling 10.

Tilbage til top

Helge Larsen er født 1945 på Frederiksberg og opvokset i Hellerup, hvor faderen er montør. Efter endt skolegang er Helge i et år arbejdsdreng forskellige steder - bl.a. hos en slagter og på en cigarkassefabrik, men det er dog på B&W, at det i 1960 lykkes at få en læreplads som kleinsmed. Efter endt militærtjeneste er Helge tilbage på B&W. Da fodboldkarrieren er overstået begynder den faglige i begyndelsen af 70'erne. Og den starter fra bunden af som revisorsuppleant og fanebærer. Senere bliver Helge sikkerhedsrepræsentant, bonusfører og klubbestyrelsesmedlem. I 1980 indvælges HL i B&W's aktieselskabsbestyrelse og er i dag den i bestyrelsen med den længste anciennitet. Siden 1978 har Helge Larsen været tillidsmand for klub 1 og er i dag tillige næstformand i Fællesklubben og i afdeling 5.

60'erne har eftertiden kaldt "de glade 60'ere". Hvorfor var I så glade dengang?

Generelt set var det en god tid. For os på B&W kan man sige, at det var en god tid frem til 1967, hvor værftet kommer ind i en alvorlig krise. Men 60'erne var også årtiet med de store ungdomsårgange. Derfor var det ikke "bare lige" at få en læreplads. For mig gik der et års tid, hvor jeg var arbejdsdreng, før det lykkedes at få en læreplads på B&W. Lærlingeskolen på B&W var netop blevet bygget. Her startede man på fileskolen, senere lærte man at svejse m.m. Selv om B&W tog 30-40 lærlinge ind hver 4. måned, så skulle man alligevel helst kende nogen for at få en læreplads.

Hvordan var det at være lærling i 60'erne?

For lærlingene er det en opbrudstid. Nogle svende accepterede, at man sagde du til dem. Andre gjorde det ikke, og kom man så alligevel til at sige du til sådan en svend, så var det bedst at holde sikkerhedsafstanden. Men det var de færreste. I midten af 60'erne siges der du over hele linien - altså til svendene, ikke til mestrene. Lærlingenes grå arbejdstøj bliver også udskiftet til samme farve som svendenes.

Krisen i '67 fører til store klubsammenlægninger, hvor de første "områdeklubber" ser dagens lys. Var man begejstrede for det dengang?

Nu kan det jo godt være, at man i dag ser tilbage på det med lidt andre øjne. Men de gutter, som jeg gik sammen med i den Gl. Svejsehal, syntes at det var en god ting. Svejsere, skibsbyggere, nittere og stemmere i området blev samlet i den samme klub. Nogle reddede sig jo også lidt lønforhøjelse ved den lejlighed. Folkene tog det ret afslappet, selv om der selvfølgelig var kampafstemning til mange af de nye tillidsposter.

Sommerhus og bil kom inden for rækkevidde for almindelige lønmodtagere i 60'erne. Hvordan oplevede du det?

Det var jo en tid med den store selvbyggerdille. I begyndelsen af 70'erne byggede jeg selv sommerhus i Nordsjælland, men det var der faktisk flere kolleger, der gjorde. Jeg kan tydeligt huske, da vi skulle optage vores første lån: 17.000 kr. Det var en stor beslutning. Men tænker jeg tilbage på dengang, hvor man ikke var andet end en snottet knægt i begyndelsen af 60'erne, så havde jeg aldrig drømt om både at få bil og sommerhus. Og så sker det hele alligevel inden for ca. ti år. Ja, drømt om det havde man vel nok. Når man som knægt skrev bilnumre ned ude på Strandvejen, så drømte man vel nok om det. Men at opnå det, forbandt man med den store tipsgevinst. Ikke at det skulle være muligt at arbejde sig til så store forbrugsgoder som bil og sommerhus. På den måde har der jo været tale om en fantastisk ændring af forholdene.

I 60'erne går man også over til 14-dages løn!

Socialdemokratiets valgparole fra 60'ernes begyndelse hed Gør gode tider bedre. Ved indgangen til 70'erne skal tiderne også gøres anderledes. Det er årtiet, hvor LO's politiske hovedkrav er økonomisk demokrati. LO-formanden Thomas Nielsen vil "flytte hegnspæle". 60'ernes "gode tider" skaber dog også råderum for andre kræfter i fagbevægelsen. Kræfter, som vil radikalisere den faglige kamp med bl.a. nye aktionsformer og nye kampmål. I 70'erne kulminerer denne radikalisering. Det er "de vilde strejkers" årti.

Igen er de 4 B&W-arbejdspladser med til at slå tonen an. Et lønkrav om "1 krone mere i timen" udvikler sig efterhånden til en politisk bevægelse vendt mod den borgerlige regering og det fagretlige system med Arbejdsretten, som den centrale skydeskive. Den 22. januar 1970 nedlægger 3.000 mand på B&W's Skibsværft arbejdet. Dagen efter går man i samlet flok til Jernssammenslutningen i Nørrevold - og måske meget kendetegnende for Øens folk går man videre til Smedeforbundet, hvor demonstrationen forsøger at afæske Hans Rasmussen forbundets stilling til kronekravet.

I slutningen af januar ruller "kronestrejkerne" ud over hele landet. Arbejdsgiverne svarer igen med at fyre en række tillidsfolk på værfterne. I midten af februar falder der igen ro over gemytterne. Tillidsmandsfyringerne trækkes tilbage, og på B&W opnås et resultat på 60-70 øre mere i timen samt en skærpet bod i den af afdeling 5 boykottede Arbejdsret.

I 1972 skal afdelingens medlemmer stemme om en ny formand og kasserer - samt om Danmarks evt. indmeldelse i De europæiske Fællesskaber. Det sidste volder ikke den store uenighed, idet EF's eneste fortalere i afdelingen - overraskende nok - er repræsenteret ved nogle få medlemmer af den lille maoistiske organisation KAK. Større uenighed volder det at finde en ny formand efter Svend Nielsen, som afgår p.g.a. alder.

Blandt de kedelsmede, som Afdeling 4 i 1968 overflytter til Afdeling 5, er den fremtrædende SF'er Bjarne Jensen. På Øen har Bjarne Jensen opbygget landets største SF-arbejdspladsklub, men i formandsafstemningen taber Bjarne Jensen alligevel til SF'eren Bent Fjellerad med stemmerne 85 mod 97. Denne kampafstemning afspejler, at Afdeling 5 efterhånden er blevet domineret af SF'ere, men at kommunisterne fortsat kan afgøre, hvilken SF'er, som skal være formand. Ny kasserer bliver formanden for Øens Marketenderi, Helmer Hansen som afløser Kai Vinge Petersen, der på det tidspunkt har været afdelingens kasserer i 33 år.

I 1975 får afdelingen så sin egen "vilde strejke". Forhandlingerne om timetallet på en ny bonusaftale i Bent Fjellerads gamle klub på Øen, klub 4, går i en hårdknude, som det er næsten umuligt at få løsnet op for. Under denne konflikt bliver alle klaviaturets tangenter taget i brug. Klubben laver blokade af værftet; hundredvis af kolleger hjemsendes; der nedsættes et "strejkeudvalg" med deltagelse af fremtrædende såkaldte "kinesere"; afdelingen idømmes en bod på 75.000 kr. for medansvar (hvilket var flere penge, end afdelingen havde); B&W-ledelsen truer med fritstilling af arbejdet; Metalarbejderforbundet truer de strejkende med eksklusion af Forbundet, og endelig oplever Paulus Andersen den tort på et møde med de strejkende at blive "frosset ud" af lokalet, idet ingen af klub 4's medlemmer siger et eneste ord på mødet.

Konflikten ender med, at klub 4 får tilbudt et tilfredsstillende timetal. Strejkens værdi var ikke den konkrete "10-øre", men den frygt og respekt, som konflikten efterlod hos B&W-ledelsen.

Resultatet af den store aktivitet på lønkampens område i 70'erne kan ses af, at Afdeling 5 blandt alle de københavnske metalafdelinger konstant ligger på en 1. eller 2. plads helt frem til 1977. Dette resultat er vel ekstra flot, når det tages i betragtning, at afdelingen efterhånden har mange tillærte medlemmer (op imod 30 %) samt mange udenlandske medlemmer (ca. 20 %).

Den lønførende position opbremses i 1977, hvor ledigheden "eksploderer" i afdelingen. Fra en arbejdsløshedsprocent på 9.5% i 1976 topper ledigheden i september 1977, hvor 41.3% af afdelingens medlemmer går ledige. Værftskrisen har gjort sit indtog. Lønmæssigt sender denne krise afdelingen ned på en næstsidsteplads i lønstatistikken i 1980.

Jens W. Stokbæk, født 1943 er sønderjyde fra Ribe­egnen, faderen var landmand. Efter at have arbejdet nogle år som svejser, kommer JS i 1964 i lære som skibsbygger på Helsingør Skibsværft. I læretiden bliver Jens valgt som lærlingerepræsentant og sidder i en periode i afdelingsbestyrelsen sammen med SF'eren Georg Poulsen. Den faglige uddannelse følges op med 2 1/2 år på Københavns Teknikum. JS fuldender dog ikke teknikumuddannelsen, men får arbejde som skibsbygger på B&W, hvor Jens har været lige siden med undtagelse af årene 1985-1989, hvor JS forsøger at drive "den fædrende gård" videre. På B&W opnår Jens tillidsposter som sikkerhedsrepræsentant, bonusfører og som redaktør af ét af de første klubblade på arbejdspladsen.

70'erne huskes bl.a. for en række langvarige strejker: Uniprint, Nilfisk, Storno, Plattedamerne, Skråen m.fl. Og med i den pulje hører jo også klub 4-strejken på B&W.

Ja, i klub 4 valgte man i forbindelse med en bonusforhandling at stå fast på kravene. Men det egentlige nye ved mange af de strejker, du henviser til er, at der bliver taget helt nye aktionsformer i brug. For klub 4's vedkommende lukkede man for gas- og ilttilførslen til værftet. Et skilt blev sat op ved hovedporten med ordlyden. "Vi har lukket for gassen, til de åbner for kassen". Blokaden af værftet resulterede hurtigt i, at en masse folk blev sendt hjem. Jeg var selv én af de hjemsendte. Men der blev så også svaret igen med nye midler. Klub 4 blev truet med, at arbejdet ville blive fritstillet, og det var én af de første gange, vi så det. Og så blev de af Metalarbejderforbundet truet med at blive ekskluderet af Forbundet. Så situationen var yderst tilspidset.

Der blev dengang talt meget om, at strejken var styret af "kinesere".

Jamen, det kan man ikke sige. Under klub 4's strejke sad jeg selv som medlem af afdelingsbestyrelsen sammen med Peter Arctander fra klub 4. Og Peter gik faktisk ind for, at man på én eller anden måde skulle finde en forhandlingsløsning. Men medlemmerne var blevet godt sure.

I foråret 1975 bliver du valgt ind i afdelingsbestyrelsen på en lidt urolig generalforsamling. Hvad var baggrunden herfor?

Samme dag, som der er generalforsamling i afdelingen, er et forslag til ny lønaftale blevet forkastet på et arbejdermøde. Et flertal af tillidsmændene med fællestillidsmanden Erik Hansen i spidsen gik ind for aftalen, som indebar lønnedgang. Så der var varmet godt op - uden at der var mobiliseret til noget overhovedet. Bare almindelig surhed og utilfredshed. Så efter et par brandtaler fra bl.a. Kildevang og Jørgen Mortensen var der lagt op til udskiftning af de 3 personer, der var på valg. På den måde kom Peter Arctander, Palle Hansen og jeg selv ind i bestyrelsen, hvor vi sad i én valgperiode. Så blev der mobiliseret, og vi røg ud igen.

I blev alle 3 kaldt "kinesere". Var du "kineser"?

Nej, overhovedet ikke. Jeg var med til at stifte VS, men alle aktive til venstre for SF og DKP blev dengang kaldt "kinesere", og på den konto blev jeg to gange truet med fyring af Øens fællestillidsmand Erik Hansen.

Hvori bestod din "forbrydelse"?

Dengang blev der uddelt et hav af løbesedler på bordene. Venstrefløjen kæmpede for at få indført urafstemningsprincippet. Kommunisterne strittede imod. Men mange løbesedler var ikke navngivne, og det blev så forbudt. DKP'erne havde deres Dok og Bedding med en vis Jens Larsen som ansvarshavende. Han har dog aldrig eksisteret. De aktive på venstrefløjen havde også deres blade, og på et tidspunkt blev man i denne kreds af meget forskellige politiske personer enige om, at jeg skulle stå som ansvarlig for de løbesedler, de udsendte. Så skytset blev rettet mod mig.

To gange blev jeg kaldt over til Erik Hansen, hvor han ville have mig fyret, fordi disse løbesedler spredte "falske rygter på arbejdspladsen". Men min egen tillidsmand Svend Åge Jacobsen forhindrede det. Med Svend Åge havde jeg et godt samarbejde omkring sikkerhed og arbejdsmiljø. Det var jo Svend Åge, der var primus motor bag svejserapporten (Rapport fra et Skibsværft), som jo gjorde at vi fik lokaludsugning ved svejsning. Jeg arbejdede selv i profilværkstedet, og her tog det 10 år at få indført punktudsugning ved profilbrænding. På miljøområdet var punktudsugning ved svejsning vel årtiets vigtigste landvinding.

Du fortæller, at du nær var blevet fyret af "dine egne". Men du har så også oplevet den modsatte situation!

I 1982 kaster Anker Jørgensen håndklædet i ringen og overlader regeringsmagten til Poul Schlüter. For en kort parentes - troede de fleste. Men Schlüter bliver siddende på statsministerposten i over ti år.

Allerede i begyndelsen af 1983 kastes afdelingens medlemmer på B&W ud i en bitter konflikt som en direkte følge af den borgerlige regerings politik. Ét af regeringens første initiativer på arbejdsmarkedsområdet er en forringelse af understøttelsesreglerne ved vejrlig. Havnearbejderne tager kampen op og laver bl.a. blokade på B&W ved losning af stålplader. Det fører til, at B&W's ledelse sender politi ind på arbejdspladsen, hvilket for B&W-arbejderne rejser det principielle spørgsmål, om man vil arbejde "under politibeskyttelse". Det vil man ikke, og derefter opstår der gentagne gange den situation, at hver gang politiet går ind gennem porten til arbejdspladsen, så går B&W-arbejderne ud. Det får direktør Sverdrup til at mene, at arbejdspladsen er blevet forvandlet til "et schweizisk kukur" - så en dag, hvor arbejderne er ude, bliver porten ikke åbnet igen. I en uge er B&W-arbejderne lockoutet, men Arbejdsretten fastslår senere, at de har strejket i sympati med havnearbejderne. Boden kan betales ved kasse 1. Havnearbejderne bliver isoleret og taber kampen.

Det store stormløb mod Schlüter-regeringen finder sted i påsken 1985, hvor regeringen efter 4 dages "lovlig" overenskomstkonflikt ophæver forligsmandens mæglingsskitse til lov. Det fører til stribevis af arbejdsnedlæggelser rundt om i landet - naturligvis også på B&W. Den 10. april oplever vi den største demonstration på Slotspladsen siden storkonflik­ten i 1956. Over 200.000 demonstrerer.

 Men Schlüter overlever stormangrebet, og i de efterfølgende år får demonstrationerne på Slotspladsen ved Folketingets åbning færre og færre deltagere.

Meget stor vrede i afdeling 5's medlemsskare vækker det, at Metals cheføkonom i 1984 i stort opsatte avisartikler udtaler sig rosende om Schlüter-regeringen. Mange protesterer, men på én eller anden måde kommer afdelingens formand, Bent Fjellerad til at stå som hovedeksponent for kritikken. Hårdt presset må Georg Poulsen i december 1984 skille sig af med cheføkonomen.

Blandt afdelingens aktiviteter fra dette årti skal nævnes oplysningsarbejdet. Af protokollen fremgår det, at afdelingens studiekreds i løbet af 60'erne fører en mere og mere hensygnende tilværelse. Denne udvikling får afdelingens oplysningssekretær, Bjarne Jensen vendt i 70'erne og 80'erne. Studiekredsen udvikler sig efterhånden til et tilløbsstykke, som hver vinter samler 60-70 deltagere til ugentlige debatmøder. Det kammeratlige højdepunkt er afslutningsturen, som i disse år går til "den virkeliggjorte socialisme" hinsides Jerntæppet.

Fra midten af 80'erne begynder de københavnske skibssmede at udvikle et nyt image. De faglige kræfter bliver mere virksomhedsnære. På klub- og tillidsmandsniveau begynder det faglige apparat at være en konstruktiv medspiller til virksomhedens udvikling, til arbejdets udvikling. Nye samarbejdsformer opstår; varetagelsen af medlemmernes faglige og almene uddannelse fylder mere i det faglige arbejde. De medarbejdervalgtes arbejde i A/S-bestyrelserne bliver mere aktivt. Det gode arbejde bliver en ny parole. Kort sagt begynder den faglige kamp at fylde mere i hverdagen - i den enkeltes hverdag på virksomheden.

På B&W føres denne udvikling frem under John Hansens nu 18 årige ledelse af Fællesklubben. I tæt parløb med John Hansen finder vi afdelingens næstformand Helge Larsen. Og på den modsatte side, på arbejdsgiversiden bidrager også "Mister B&W", direktør Cato Sverdrup til denne udvikling. På trods af et uforståeligt norsk formår denne nordmand alligevel at tale et sprog, som B&W-tillidsmændene forstår.

Med denne udvikling af det faglige arbejde har de københavnske skibssmede ikke "stukket piben ind". De har blot endnu engang vist, at de aktivt forholder sig til morgendagens dagsorden og ikke til gårdsdagens.

Tilbage til top

Luis Navarro er født i 1954 i Chiles hovedstad, Santiago. Luis opvokser som enebarn hos sin moder. Efter 9 års skolegang kommer LN i lære som dieselmekaniker på skibsværftet i Valparaiso, og bliver her udlært i foråret 1973 - samme år som Pinochet leder militærets kup mod Chiles lovligt valgte socialistiske regering. Året efter rejser LN til Argentina, og er der i 9 måneder. Efter et kort ophold tilbage i Chile prøver LN lykken som sømand, hvilket i 1976 bringer Luis Navarro til Ålborg, hvor han året efter bliver dansk gift. I 1983 bliver LN ansat som svejser på B&W. I dag er Luis Navarro medlem af bestyrelsen for klub 1 samt formand for dykkerklubben på værftet.

I afdeling 5 hedder medlemmerne ikke alene Nielsen, Hansen og Jensen. De kan også hedde Liban, Jovanovic, Zumberi og Osmani. Et medlem hedder Luis Navarro. Hvordan er du havnet på Refshaleøen?

Det startede på den anden side af jordkloden - i Santiago, Chile. I februar 1973 bliver jeg udlært som dieselmekaniker fra værftet i Valparaiso. Dette værft har både en civil og en militær afdeling. Så en dag - og det er allerede før kuppet mod Allende den 11. september 1973 - bliver jeg kaldt ind til min chef, som siger, at jeg skal passe på. Han giver mig en masse oplysninger om mig selv og min mor samt en række familiemedlemmer, som er stærkt engagerede i det politiske liv på socialisternes side. Jeg bliver udspurgt om en masse mærkelige ting.

Var du selv politisk engageret?

Dengang havde jeg ingen interesse i politik. Som alle andre havde jeg mine holdninger, men jeg var ikke indblandet i politik. Alligevel skulle jeg passe på, og af min mor fik jeg at vide, at jeg nok skulle tage det alvorligt. Efter denne samtale med min chef begyndte det hele at gå forkert for mig. Jeg mistede interessen for værftet, så nogle måneder efter kuppet fik jeg orlov, hvorefter jeg rejste til Argentina. Jeg havde hørt, at der var nogle muligheder der. Det var nu så som så. Jeg fik arbejde ind imellem som tallerkenvasker. Men i Argentina mødte jeg en masse politiske flygtninge fra Chile, som fortalte mig, at situationen i Chile nu var helt anderledes. Alligevel rejser jeg tilbage til Chile i 1975, og opdager så selv, at der ingen muligheder er tilbage der. Og selv om jeg ingenting havde gjort, var jeg faktisk bange. Jeg fortæller så min mor, at jeg har besluttet mig for at forlade Chile. Og det lykkes også. Jeg kommer igen til Argentina, senere til Brasilien, og herfra kommer jeg ud at sejle. Bl.a. får jeg i Brasilien kontakt til det danske rederi Kosangas. Gennem Kosangas får jeg nogle venner fra Ålborg, og hertil kommer jeg selv første gang i 1976. Året efter går jeg i land, bliver gift med en dansk pige. Chile ser jeg først igen i 1987, hvor jeg besøger landet i 5 uger.

Da du kommer til B&W i 1983 mødte du da andre landsmænd på værftet?

Ja, men ikke så mange. Dengang var der 7-8 kolleger fra Chile. I dag er vi kun 3 tilbage. Men faktisk var det svært for mig at få kontakt til de andre chilenere på værftet. Og det skyldes igen politik. Når man som jeg kom og præsenterede mig som sømand, så blev de andre, som var politiske flygtninge, i begyndelsen lidt bange. De troede, at jeg måske var udsendt "derfra", og var kommet for at sende oplysninger tilbage. Men efterhånden forsvandt mistroen.

Hvordan har det været at falde til på en dansk og så alligevel international arbejdsplads som B&W?

Faktisk har det været sværest at få kontakt med udlændingene. Der er ofte en sprogbarriere, og så er udlændingene jo en meget sammensat flok. Jeg har haft meget lettere ved at få kontakt med danskerne. Når jeg sagde, at jeg kom fra Chile, så var der mange, der kendte til situationen i Chile, og på den baggrund mødte jeg megen sympati. Så er der også det, at B&W adskiller sig fra alle de andre arbejdspladser, jeg har været på, ved det sammenhold, der er her.  Man kan ikke lade være med at være med, blive engageret. Selv kom jeg f.eks. med i dykkerklubben, hvor jeg fik mange venner. Jeg havde nogle idéer til, hvordan vi kunne få mere interesse for klubben, hvordan vi kunne få en bedre uddannelse osv. Så en dag sagde jeg ja til at blive formand for klubben. Vi har i dag omkring 30 medlemmer. Arbejdet med dykkerklubben har givet mig et skub fremad til i det hele taget at være mere aktiv.

Var det så baggrunden for, at du lod dig opstille til klubbestyrelsen?

Det kan man godt sige. Men jeg må ærligt sige, at klubarbejdet har skuffet mig på den måde, at det her er svært at engagere folk. Jeg mener, at så mange som muligt skal være med, hvis vi skal gå den rigtige vej. Men det er svært at få kollegerne med i det faglige. Jeg synes, at det er en skam, at flertallet blot lader andre tage beslutningerne for sig.

Nu har du været i Danmark i snart 20 år. Er du blevet "en rigtig dansker"?

  1990'erne    - nye udfordringer til "den sorte smed"

De københavnske skibssmedes historie vil naturligvis bære præg af en bestemt arbejdsplads - B&W Skibsværft. Således også i dette jubilæumsskrift. Men med i afdelingen har altid været et få antal andre arbejdspladser. I jubilæumsåret har afdelingen to klubber inden for Københavns Havnevæsen samt en række sejlmagere og bådebyggere i små virksomheder fra Skovshoved i nord til Kastrup i syd. Samtidig har afdelingen haft medlemmer på en række virksomheder, som i dag er lukkede. Sidst gik det ud over Nordhavnsværftet i 1976.

Men skibssmedene har også i årenes løb fået selskab af andre fag samt af mange tillærte. I 1957 optages det daværende Specialarbejderforbundet i DS&MF (navlevarmere, boremænd m.fl.). Den 1. april 1976 sammenlægges Dansk Skibstømrer-, Rigger- og Sejlmagerforbund med Metalarbejderforbundet. Herved får afdelingen omkring 300 nye medlemmer. I 1992 retter de tre specialarbejderklubber på B&W henvendelse til afdelingen med henblik på optagelse. I dette tilfælde bliver der dog ikke tale om nogen sammenlægning, idet det møder modstand på topplan i SiD.

 I jubilæumsårtiet har afdelingen også fået ny formand. Efter 21 år på posten går Bent Fjellerad i april 1993 på efterløn. Uden modkandidater - men ikke uden en vis kritik - vælges næstformanden for klub 1 på B&W Anders Laubjerg til ny formand. Valget foregår et par uger før den danske EF-afstemning om Edinburghaftalen. Den SF-dominerede afdelingsbestyrelse er splittet på spørgsmålet - med formandskandidaten som tilhænger af en ny linie i Europapolitikken. På generalforsamlingen afviser et stort flertal Edinburghaftalen, men Anders Laubjerg vælges alligevel som ny formand med 115 stemmer for og 38 imod.

 I jubilæumsårtiet står afdelingen - sammen med de andre københavnske smedeafdelinger - med det strukturproblem, at antallet af "sorte smede" i Hovedstaden falder år efter år. De nuværende ca. 20.000 smede i Metal København reduceres med næsten 300 om året. En sammenlægning af metalafdelinger eller en helt ny struktur synes derfor uomgængelig. Men i fagbevægelsen har man aldrig været verdensmestre i at ændre på den eksisterende struktur. Der tegner sig to udviklingsmuligheder. At de københavnske smedeafdelinger bliver enige om en ny struktur og derefter handler, medens de endnu kan handle. Eller at den nødvendige strukturtilpasning overlades til "den blinde udvikling". Der vil i så fald ske afdelingssammenlægninger, når økonomien i de enkelte afdelinger ikke længere kan hænge sammen.

Afdeling 5 finder ikke sidstnævnte udviklingsperspektiv ønskelig. Medlemsmæssigt repræsenterer afdelingen "den sorte smed" inden for kategorien af store arbejdspladser. Det er der imidlertid også andre smedeafdelinger, der gør, så selv om antallet af københavnske smedeafdelinger i dette årti vil blive reduceret, så vil der stadigvæk i år 2000 være plads til en afdeling for "sorte smede" - omfattende smede- og maskinarbejdere på større københavnske arbejdspladser.

Pessimister og grædekoner er der nok af. Som advokater for "den blinde udvikling" har disse folk utallige gange dømt den københavnske skibssmed til en fremtid på Arbejdermuseet i Rømersgade. Men det er ikke gået som pessimisterne har spået. Den københavnske skibssmed holder fortsat mellem to og tre tusinde arbejdspladser i gang i Hovedstaden. Og selv om nye arbejdspladser ikke netop opstår inden for "den sorte smeds" traditionelle arbejdsområde, så vil skibssmedene gøre deres til at bevare og udvikle de eksisterende smedearbejdspladser.

Også i denne udvikling vil der være brug for en stærk fagbevægelse. En fagbevægelse der vedkender sig de rødder, som bevægelsen er rundet af og som bl.a. kommer til udtryk i parolen på skibssmedenes første fane fra 1895. Ubrødeligt sammenhold være vort løsen. Men der vil også være brug for en fagbevægelse, som klart erkender, at sammenholdet i fremtiden skal bruges til at skabe fælllesskabsformer, hvor den enkelte i større grad kan udvikle sig, stille krav og blive serviceret af sin faglige organisation.

Tilbage til top

Helmer Kylbo er født i 1926 på Østerbro. Faderen er tømrer. Efter de obligatoriske 7 år i skolen kommer Helmer i en alder af 14 år (tre uger efter besættelsens start) i lære som skibsbygger på B&W. Som skibsbygger dengang lærer man bl.a. at nitte, stemme og svejse. Sommeren 1946 forlader Helmer B&W og efter et års tid på Svanemølleværftet prøver Helmer lykken på forskellige københavnske arbejdspladser de næste fem år. I 1952 får Helmer Kylbo arbejde på Lynettepladsen inden for Københavns Havn, og er her uafbrudt de næste 34 år. Helmer bliver hurtigt medlem af bestyrelsen i smedenes klub 214 med posten som sekretær. Som Helmer siger: "Når man ikke kan holde sin kæft, så bliver man hurtigt valgt og gjort til sekretær". I 1967 vælges Helmer til tillidsmand og bliver samtidig medlem af afdelingsbestyrelsen - på begge poster frem til 1977. De sidste 7 år som tillidsmand er Helmer Kylbo også havnens fællestillidsmand. Helmer går på efterløn i 1986 og er i dag formand for seniorklubben i Københavns Havn.

I de "gode gamle dage" må Københavns Havn ha' været enhver fagforeningsformands drøm. I klarede alle problemer selv. Hvad var baggrunden herfor?

Det er rigtigt. Vi løste problemerne selv. I de 10 år, hvor jeg var tillidsmand, tror jeg, at vi havde Bent Fjellerad ude én gang i forbindelse med en faglig konflikt. Som tillidsmand ønskede jeg, at vi løste problemerne selv. Det lå der en styrke i. At få afdeling og forbund indblandet var sjældent en fordel. For det var jo sådan, at mange af vore forhold i havnen var afgørende bedre end det, Forbundet normalt blev kaldt ud til. Så det var en fordel for os, når tillidsmændene kunne køre det alene.

Forholdene i Havnen var bedre, siger du. Skyldes det dygtige tillidsmænd eller en svag ledelse?

Nej, nej. Jeg vil sige det på den måde, at der i Havnen eksisterede noget i retning af et familieforhold. Vi følte, at havnevæsenet var noget særligt - og havnevæsenet, det var os. Ledelsen betragtede os som repræsentanter for havnevæsenet. Det gav grobund for et godt samarbejde. Som tillidsmand var der altid én eller anden indenfor havneledelsen, som man kunne gå til og få løst sit problem.

Flere af klub 214's tillidsmænd har samtidig været formænd. Jeg tænker på Flemming Becker, Kurt Christoffersen, Olaf Ytting. Fandt klubbens medlemmer det helt naturligt, at deres tillidsmand samtidig var deres arbejdsleder?

Det lyder måske mærkeligt. Men det fungerede meget fint. Som tillidsmand var jeg også selv ind imellem formand. Men det var ikke altid, at jeg fik lov. Det var for dyrt for havnevæsenet. Jeg husker en episode, hvor vi havde en mand ude på Slusen. Jeg skrev så hans dagssedler. Da ugen var gået, hev han fat i mig og sagde. "Hvad i alverden er det, du har skrevet. Jeg har jo fået meget mere i løn, end jeg plejer". Så måtte jeg sige til ham. "Hør her, du har fået lige nøjagtig, hvad du skal ha'. Hverken mere eller mindre". Som tillidsmand kendte jeg jo overenskomsten i detaljer. Samt alle andre lokalaftaler. Vi havde jo selv forhandlet overenskomsten sammen med repræsentanter for de involverede fagforeninger. Så folkene fik alt det i løn og tillæg, som tilkom dem. Også når der skulle udskrives værktøj, var det en fordel, at formanden var tillidsmanden.

Og der lød aldrig kritik fra kollegernes side, at nu var du for meget formand og for lidt tillidsmand?

En sådan kritik har jeg aldrig hørt. Der er overhovedet ingen tvivl om, at det var os, der havde fordel af denne ordning.

Det har du nok ret i. Jeg kan fortælle dig, at ordningen i dag er ophørt efter krav fra havneledelsen. I bestræbelserne på, at gøre Københavns Havn til en "moderne" virksomhed, er de familiære forhold på retur. Noget andet jeg gerne vil spørge dig om er, hvordan det har været som "den lille arbejdsplads" at være med i en afdeling, som helt blev domineret af en stor arbejdsplads, nemlig B&W?

Vi er altid blevet behandlet pænt - også meget pænt. Jeg har altid oplevet det på den måde, at B&W-folkene har været positive over for mig. Men nu har min egen faglige og politiske overbevisning også passet fint ind i "B&W-ånden". Jeg har altid råbt op og haft det godt med det. Traditionen med at de små arbejdspladser er repræsenteret i afdelingsbestyrelsen har været god.

Hvordan var Havnen som arbejdsplads?

Tilbage til top

Danmarks mest fotograferede fabriksport: Øens folk på vej til frokost.