Danmarks Radio P1. "Ugen på spidsen" med Claus Hagen Petersen (16.2.07)

Farfar lagde grunden, far byggede op og sønnen lukkede og slukkede. Så kort og kontant beskriver brancheformand i Metal Hovedstaden, Anders Laubjerg, Danmarks industrialisering.
Han har samlet og udgivet 31 livsberetninger fra dengang, smedene i blåt arbejdstøj var rygraden på store københavnske industriarbejdspladser som B&W. Laubjerg fortæller om bogen og den særlige arbejderkultur, der nu er forsvundet.

http://www.dr.dk/P1/ugenpaaspidsen/Udsendelser/2007/0216140040.htm 

TV2Lorry - Brunch 14. november 2007

"Den Store Bølge - Erindringsbilleder fra Københavnske Industriarbejdspladser", sådan lyder titlen på en ny bog af Anders Laubjerg. Sammen med ham er tidligere klejnsmed hos B&W Skibsværfts Bent Andersen i studiet og fortæller om arbejdsforholdene dengang, hvor tissepauser var udregnet i minutter, og hvor det ikke var usandsynligt, at de ansatte fik et spark bagi.

http://www.tv2lorry.dk/Programmer/Brunch/Brunch2006/800we.htm

BogGuide - af Jannik Lunn, 14. november 2006

Smedenes århundrede

En mesterlig og underholdende beretning om dansk industris storhedstid i 1900-tallet fortalt af 31 smede. Om opvækst, arbejdsliv, fagligt og politisk engagement. Fyldt med skægge anekdoter. Læs om alle de stolte arbejdspladser, der i dag enten er lukkede eller flyttet til Østeuropa eller Fjernøsten, hvor der er billig arbejdskraft.

http://www.bogguide.dk/meninger.asp?ID=31685

Weekendavisen 2. - 8. februar 2007 - af Pernille Stensgaard.

Industri. Det tog kun tre generationer for den danske arbejder at indtage hovedstaden, forvandle den og forlade den igen.

Meget af Bjarne Jensens verden er forsvundet. Brogade ved Knippelsbro, hvor han blev født i 1922, eksisterer ikke længere. Og Danmarks Kommunistiske Parti, som han voksede op i, er en skygge af sig selv. Sit lange arbejdsliv har han tilbragt som skibsbygger på B&W. Det findes heller ikke i dag. Han rejste i Sovjetunionen og DDR, som værftet »udvekslede« venner med. De lande er også væk. De mest selvfølgelige ting findes ikke mere, ballet er forbi. Industriens epoke er i virkeligheden chokerende kort. Den varede omkring hundrede år. Eller tre generationer. Lige nok til far, sønner og sønnesønner. For eksempel Skovsøen, som en kraftig mand på værftet blev kaldt. Hans spinklere søn blev straks navngivet Vandhullet, da han blev ansat, og derefter fulgte Pytten og dennes søn Dråben. En anden værftsfamilie - Gøttrupperne - kunne stille et håndboldhold på syv mand, og familien Rahr arbejdede der i hundrede år. Så var det slut med industrien, der trak Danmark ud af forarmelsen og ind i moderne tider.
»Hvad farfar var med til at grundlægge, er barnebarnet med til at lukke ned,« som Anders Laubjerg skriver i sin bog Den store bølge om københavnske industriarbejdspladser. »Vi blev en munter og sorgløs arbejderkultur fattigere.« 2007 er udnævnt til industrikulturens år, og dermed er arbejderen museumsmoden.
Denne kulturs mænd, koner og børn indtog hovedstaden i det socialdemokratiske århundrede, satte deres kraftige præg på den og forsvandt igen nærmest uden at efterlade sig spor. Det er ikke den samme by i dag, den er beboet af nogle helt andre mennesker. Enorme arbejdspladser, hvor tusind mænd kunne bespises på en halv time, er jævnet med jorden. Dér bygger byens nye herskere. Stederne forvandler sig til lejligheder med altaner. Noget af det forladte er blevet til opera, andet til shoppingcenter, men Refshaleøen, som bare hed Øen blandt værftets folk, ligger hen som forurenet Klondike med tidsler og vandpytter og en håndfuld stilfulde tegnestuer, der gerne vil være rå og betale lav husleje i samme greb.
Gennem et langt liv stod Bjarne Jensen op klokken 5.30 hver dag for at møde 6.45 ude på Øen, hvor de kaldte ham Sølvræven. Nu sover han længe, og Weekendavisen banker først på klokken 13 i stuelejligheden på Nørrebro. I de første mange år boede han oppe på fjerde med udsigt over søerne, men stakåndethed har tvunget ham længere ned. Han overtog lejligheden efter DKPs store pro-sovjetiske ideolog Ib Nørlund. Det var før, Bjarne Jensen blev ekskluderet af partiet, før hans og de andres arbejde forsvandt til Østeuropa og Fjernøsten, og før hans omgivelser skiftede navn til det post-industrielle videnssamfund.

Den nye københavner

Nu er der ikke noget, der hedder en arbejder længere. Ikke engang i fagforeningerne vil de kendes ved ordet. Måske en industritekniker, en it-supporter eller en rejsemontør, men ikke bare en arbejder. Den forhenværende proletar får nu løn »som en anden skolelærer eller præst,« skriver Laubjerg vemodigt i Den store bølge, hvor en lang række gamle smede fortæller om den forsvundne storhedstid. Forfatteren er formand for de københavnske smedes afdeling 1 i Dansk Metal.
Engang blev deres egne børn passet i deres egne børnehaver og senere meldt ind i ungdomsafdelingerne hos socialdemokraterne eller kommunisterne. De sang i smedesangkoret Vulkan, handlede i Brugsen, hentede brændsel i Arbejdernes Brændselsforening, købte kød og pålæg i Arbejdernes Kødforsyning. På arbejde og hjemme drak de øl fra Stjernen eller mælk fra Enigheden. Inden bryllup på Rådhuset ekviperede de sig hos Tilskærerne og blev klippet i den kooperative salon Figaro. Man tog på ferie med Dansk Folkeferie, satte sparepengene i Arbejdernes Landsbank, så teater med Arte, gik på aftenskole hos AOF og skaffede sig en lejlighed i de nye forstæder sydpå gennem de kooperative boligselskaber. Og til sidst satte Arbejdernes Ligkistemagasin ild til kisten.
Der er næsten ikke noget tilbage, og den typiske københavner 2007 kan ikke være mere fremmed og anderledes.
Han er student og har ikke meget andet til fælles med fortidens arbejdere end at være imod regeringen. Til gengæld er han for metroen, cykelstier, en stormoske, miljøvenlige produkter og klassiske koncerter. Han har ikke børn, læser Politiken og/eller Weekendavisen, foretrækker DR for TV2, dyrker motion og ryger ikke. I forhold til de arbejdere, der sad på byen i det meste af 1900-tallet, da kvinder var gravide, når man giftede sig med dem, er han en tør pind.

Fire minutter og fire stykker toiletpapir

Bjarne Jensens mor kunne ikke finde ud af at tage sig af et barn, derfor boede han hos sin bedstemor på Nørrebro. Med en barnevogn uden kaleche kørte han på lossepladsen og fandt kønne konservesdåser med billeder af jordbær eller ærter eller tomater. De blev stillet på række på en hylde i lejligheden. »Det var vores billeder,« siger han. En sommer, da han som mange andre magre og snottede københavnerbørn var på feriekoloni i Jylland, kom en landmandsfamilie og så indgående på børnene. »Ham dér ser sød ud,« sagde de og pegede på Bjarne Jensen. »Ham vil vi gerne have.« Forstanderen svarede, at det kunne fint lade sig gøre, for hans bedstemor var alligevel døende. Det kom bag på drengen, han vidste ikke engang, at hun var syg, men han kom ikke tilbage til København, og hun døde ganske rigtigt, inden sommeren var ovre. Så boede han pludselig på en gård uden for Esbjerg og arbejdede i marken.
Det korte af det lange er, at sådan fortsatte hans liv. Da det viste sig, at konen i familien alligevel kunne få børn, blev Bjarne Jensen sendt af sted. Han flygtede fra det ene børnehjem efter det andet, skiftede værger, skiftede plejefamilier, skiftede lærlingehjem. I en periode logerede han hos en fornem kvinde på Østerbro, der altid præsenterede sig som »enkefrue efter afdøde overbetjent Fredsøe«. I 1938 fik han 16 år gammel en læreplads på B&W, der i forvejen havde mange børnehjemsbørn, og fandt stabilitet, hierarki og en slags familie i kammeratskabet der. Der så ikke ud som på en arbejdsplads i dag. Dengang var toiletbesøg gennemorganiserede. Folk klædte sig af udenfor i vinterkulden for at udnytte tiden. Der var ingen døre på toiletterne, så man sad og betragtede hinanden. Det var ikke andet end et langt bræt med en skrånende rende nedad. Nogle sjove mænd i den høje ende satte af og til ild til en avis og sendte den ned ad renden, så dem længere nede sprang bandende op fra sædet.
»På værftet gik man igennem en tæller, og en mand gav dig fire stykker hårdt lokumspapir og fire minutter. Havde man dårlig mave, skulle man først have mesters tilladelse til at sidde længere,« siger Bjarne Jensen. »Kampen gik for at få bedre toiletter. Først opnåede vi at få sat halvdøre på, men der gik længe inden, vi fik rigtige toiletter og den tid, vi ville.«

En anden lærling på samme tidspunkt fortæller i Den store bølge om en dag, da en af de 17 lærlinge i kedelsmedjen på B&W pjækkede. Næste dag blev alle 17 kaldt op på mesters kontor og fik en rungende skideballe. »På vej ud af kontoret fik vi alle en øretæve samt et spark i røven. Sådan var det,« siger Bent Andersen, født 1925. Der vankede også øretæver fra svendene, hvis man ikke sagde De og fik kasketten af, når der blev sagt godmorgen. Alle havde øgenavne, men lærlingene måtte ikke bruge dem. »En gang kom jeg uforvarende til at omtale en svend ved navn Esbjerg - lige som en anden hed Kolding og en tredje Stockholm. Så fik jeg en øretæve, så jeg røg i gulvet. Manden hed nemlig Jensen, men det havde jeg aldrig hørt.«

Klippet i arbejdstiden

De så på begrebet arbejde på en måde, der er utænkelig i dag. En af lærlingenes største opgaver var at hente øl til svendene (kun Stjerneøl, Hof og Tuborg var bandlyst), og naturligvis blev folk klippet i arbejdstiden, for håret groede jo i arbejdstiden (funktionærerne brugte frokostpausen af hensyn til deres arbejdsmoral, som var helt anderledes), og de røg smøger og besøgte hinanden en bajers tid under en eller anden skibsdel, hvor de kunne være i fred. Støberierne rundt omkring i byen var åbne haller, og det væltede ind med lirekassemænd, rejsende svende, sabelslugere og bogsælgere: »Køb nogle bøger, eller vil I dø uvidende?« sagde en af dem. Folk arbejdede samme sted i fyrre eller halvtreds år.
Med tiden blev Bjarne Jensen en stor mand på værftet og fællestillidsmand. Hvis han vidste, at nogle af hans folk kørte taxa i fritiden, bad han dem holde op med det samme. De havde allerede ét job og skulle ikke tage brødet ud af munden på andre. Når folk arbejdede over, bad han dem af samme grund om at tage fri i stedet for at få pengene udbetalt. Gå hjem med dig, måtte han sige.
»Vi har en regering, som fører en meget højreorienteret politik, men de forstår at give indtryk af at være socialt bevidste. Dér er de smarte, især arbejdsministeren. Så har vi privathospitaler og alt muligt ved siden af, og der er vi alle sammen mere eller mindre griset til. Det betaler sig at være sig selv nærmest, mere end nogensinde. Andelsbevægelsen er bygget op for, at man kan få billige lejligheder, men nu bliver det udhulet, fordi der kommer vurderingsmænd udefra og siger: »Den andelskrone er alt for lavt sat, få den dog i vejret.« Folk kan ikke få nok, de vil tjene på andelsboliger, som der ikke skal tjenes på. Så er der lægerne, der må drive deres private klinikker på offentlige hospitaler, og der er svimlende summer til erhvervslivets direktører. Det smitter da af, når Dyremose får 34 millioner. Folk bliver grådige.«
Han er fra en tid, da bademestrene på badeanstalterne skrubbede folk på ryggen med træuld, hvor konerne stod uden for fabrikkerne om torsdagen for at kradse mandens løn ind, og da der var ti butikker i Wesselsgade, hvor han bor. Nu er der ikke en. Først og fremmest var der mange flere mennesker på gaderne, meget mere liv, flere forretninger, flere børn. Byens indbyggertal toppede i 1950 med 768.000 mennesker og bundede i 1992 med 464.000. Det er gået lidt op igen, men der mangler stadig flere hundrede tusinde. Ikke alene har København ændret sig fysisk om ørerne på Bjarne Jensen, men også mentalt. Han sidder og venter på, at det hele ramler. »Og så er der en masse, der går på røven, men før bliver det ikke anderledes. Så kan det være, man igen begynder at tage hensyn til hinanden.«

I håndstand på rådhusspiret

Arbejdet kunne være monotont, beskidt og hårdt, men alligevel siger den 99 år gamle Otto Pedersen i Den store bølge, at hver dag var en festdag, fordi der var plads til skæve eksistenser og morsomme indslag og tid til at fortælle de samme lange, detaljerige historier om hinanden igen og igen. Med årene blev de slebet til - og faktisk bedre og bedre. Bjarne Jensen var selv til stede på Rådhuspladsen den sommerdag i 1937, da en stor historie blev født. Han så Bent Banans far stå i håndstand og lave akrobatiske øvelser øverst på rådhustårnets spir, og »han havde endda klumpfod«. Manden var tidligt om morgenen kravlet hele vejen op langs lynaflederen og ind ad en lem i tårnet, hvor han hvilede sig før det sidste stykke mod toppen. Han ville være sikker på, at der var et publikum til stede nede på pladsen. Helt oppe foldede han en rød klud ud, hvor han havde malet for arbejde, brød og frihed. Protesten var personlig og desperat. Esben Andersen havde været arbejdsløs siden 1931 og ville bare have et job. Som højtråbende kommunist var han sortlistet på B&W og byens andre store arbejdspladser. Aktionen lykkedes. En eller anden trak i trådene bagefter, og han kom ud på B&W igen, hvor mester modtog ham med et: »Ja, jeg skal jo tage dig, men nu ikke noget med politik!«
»Det sidste kan jeg ikke garantere dig,« sagde Esben Andersen.
»Dit frække svin,« lød svaret.
Danmarks første strejke fandt sted i 1871, selvfølgelig på B&W. Det år trådte den danske arbejder i karakter og blev derefter et begreb. Den københavnske politidirektør Crone skrev i sin årsrapport for 1871, at »en ny art forbrydelse« var dukket op på arenaen, socialismen. Mester Wivel på B&W fyrede i 1885 to mænd, fordi de meldte sig ind i Smede- og Maskinarbejdernes Forbund. Tolv år senere måtte han fyre én, fordi han ikke var medlem. Proletaren blev til arbejder med stort A, hvis store tid i byen begyndte at slutte i 1960erne og 70erne. Og hvorfor?
Fordi velstanden var en trussel mod alt dette. Et parcelhus i Herlev var et anslag mod arbejderkulturen i byen. Et tv var, en bil var. Charterferier var. Arbejderfamilierne forlod brokvartererne til fordel for rummelige lejligheder i de nye forstæder og efterlod byen til pensionister, tabere og nogle få af deres egne, der holdt stand. Som Sølvræven Bjarne Jensen.

Fra byen til Ballerup

Maskinarbejder Jørgen Johansen er et meget mere klassisk eksempel på, hvad der skete med den københavnske arbejder. Han forsvandt fra Vesterbro, fordi han ikke kunne finde et ordentligt sted at bo. Lejligheden lå oven på et værtshus med det passende navn Hos Jørgen, selv om det ikke var hans. Han og konen og deres tre små børn hørte den samme plade 48 gange om dagen op igennem loftet, og der stank af værtshus i alle rum. En dag i begyndelsen af 1960erne besøgte hun en spejderveninde i Ballerup, en ny socialdemokratisk by på en flad mark. »Gå dog op på kommunen og bliv skrevet op til en lejlighed!« sagde veninden. Få måneder senere flyttede de ind i den fire-værelses, han bor i i dag over fyrre år senere. Huslejen steg fra 100 til 400 kroner om måneden, og konen tog arbejde som morgenrengøring på den nye skole ved siden af, hvor de fleste andre koner også supplerede mandens løn. Nu er skolen blevet nedlagt, og husmødre er en uddød race. Siden er bebyggelsen renoveret og fikset op med nogle lyserøde plader, børnene er flyttet hjemmefra, Jørgen Johansen er blevet skilt og gift igen, og han har fået kolonihave ti minutter derfra.
De 300.000 mennesker, der forsvandt fra København mellem 1950 og 1990, bor i forstæderne lige som han. I dag kan han ikke genkende Absalonsgade, hvor han blev født i 1940 og boede de næste 23 år. »Der er ingen spor efter os hverken i gaden eller i byen,« siger Jørgen Johansen. »Alle gadedøre og porte er aflåste og gadens forretninger væk.«
Ismejeriet, de to bagere, grønthandleren, isenkræmmeren. Det virker også, som om børnene er væk. I årene efter krigen var der i gaden og baggårdene tonsvis af børn. Jørgen Johansens far havde en kammerat på B&W, der boede i stuelejligheden i en af de bageste baggårde i nummer 37. Der var så mørkt, at han måtte bruge elektrisk lys hele dagen. Prostituerede boede der også, »den ene af dem beundrede vi sgu. Selvom hun fik aldersrente, faldt der af og til en forretning af, når hun var ude at lufte hunden,« siger han.
Omkring ham boede folk som han selv. En skrædder nedenunder, en værktøjsmager, en murer, en elektriker. Om hjørnet i en af de store lejligheder på Halmtorvet boede en enkelt grosserer, dog kun i legetøj. Værtshusene hed Parkeringen, Cafe Centrum og tilsvarende navne lige ud ad landevejen. Alle var ens, alle var arbejdere. Man læste Socialdemokraten eller Land & Folk. Fædrene sad en del på værtshusene, børnene legede aldrig i lejlighederne, men på gaden, i gården, i Kødbyen om søndagen og i Skydebaneparken. Konerne lånte kaffe og æg af hinanden og stole, når der skulle være fest. Nørrebro og Vesterbro var røde bydele. Østerbro og Frederiksberg vorherrebevares. »De ville have, man brugte bagtrappen, når man gik med varer.«
Da den unge børnefamilie flyttede til Ballerup, græd den ældste søn i ugevis. Det var kedeligt! Ballerup var én stor jordbunke, men den tog langsomt form af en forstad, og i dag bor begge sønner lige om hjørnet. I begyndelsen arbejdede Jørgen Johansen på køleskabsfabrikken Atlas i Baldersgade på Nørrebro, men i 1966 flyttede produktionen ud til Ballerup (og byens andre fabrikker til Herlev, Gladsaxe, Bagsværd, Glostrup), og Jørgen Johansen fik ti minutter til arbejde. Det var den klassiske mellemstation for industrien, inden den flyttede til Fjernøsten eller Østeuropa eller krakkede helt. I dag er hans gamle arbejdsplads jævnet med jorden - ingen ville købe bygningerne.
»Der virker så kedeligt på arbejdspladserne i dag. Kedeligt og stresset. Man må hverken det ene eller det andet. Du må ikke drikke en bajer, ikke ryge. Jeg oplevede det de sidste par år. Vores chef undersøgte, hvor mange procenter der var i de lyse øl! Jeg synes absolut ikke, man skal stå og være beruset, men alligevel. Se min kone. Hun har fri i dag, alligevel sidder hun ved computeren og læser mails. Nogle arbejdsgivere tror sgu, det er en hobby man har. Det eneste, der mangler, er at man drikker te sammen om lørdagen.«

Politiken den 6. januar 2007 - af Jes Fabricius Møller

Fra dengang man blev klippet i arbejdstiden 

Stoltheden over veludført metalarbejde fylder til gengæld ikke meget i disse fortællinger. Faktisk ser det i erindringerne ud til, at en arbejdsplads som B&W nærmest gik ud på at undgå at arbejde.

Erindringsbilleder Denne bog består af 30 interview, især med ældre faglærte arbejdere, smede, nittere, formere, maskinarbejdere fra B&W og enkelte andre store industriarbejdspladser. Anders Laubjerg er selv formand for de københavnske smedes afdeling 1 inden for Dansk Metal.
Han har nedfældet folks fortællinger om hverdag, kammeratskab, arbejdsliv og konflikter. Det er en prisværdig indsats af en privatmand, for historikerne og især museumsverdenen er kommet sent i gang med at registrere og bevare minderne, fra dengang København var en industriby. Det var en epoke, der begyndte i 1870'erne og randt ud godt 100 år senere.
Bogen oser langt væk af den selvbevidsthed og patos, som arbejderbevægelsen tidligere kunne mobilisere.
Det var disse mænd, der skabte det moderne Danmark, hvis de selv skulle sige det, og det er ikke en følelse, der kaster megen selvironi af sig. Stoltheden over veludført metalarbejde fylder til gengæld ikke meget i fortællingerne. Faktisk ser det i erindringerne ud til, at en arbejdsplads som B&W nærmest gik ud på at undgå at arbejde. Hvis håret vokser i arbejdstiden, har man også krav på at få det klippet i arbejdstiden, var ræsonnementet.
Der krævedes heller ingen særlig lejlighed for at drikke en bajer andet end bajeren selv. Den var selvfølgelig helst fra arbejderbevægelsens eget bryggeri Stjernen. »Hvor mange arbejder på B&W« spurgte man, og københavnerviddet svarede: »Åh, omtrent halvdelen«.
B&W var i mange år både et særtilfælde og et kernestykke i de københavnske arbejdsmarkedskonflikter. Værftet var særligt, fordi det var en af kommunisternes få højborge i byens storindustri, og det var centralt, fordi arbejdspladsen var så stor og toneangivende. »Hvad siger man på B&W«, var standardspørgsmålet, når vindretningen skulle pejles ved overenskomstforhandlingerne.
Efter krigen leverede værftet skibe til Sovjetunionen, og det har ganske givet ikke svækket de kommunistiske fagforeningsfolk på Refshaleøen. De havde mange håndtag at rykke i, når de talte med ledelsen.
Erindringen om fagbevægelsen domineres af det ret markante modsætningsforhold mellem socialdemokrater og kommunister. Partierne sloges indbyrdes om magten i fagforeningerne. I praksis betød partibogen ikke altid helt så meget, fordi tillidsmændenes personlige kvaliteter var afgørende for, om de faktisk nød kollegernes tillid.
Der er vidnesbyrd om, at socialdemokrater har talt pænt om en kollega, »selv om han er kommunist«. Der gives på den anden side også tilfælde af medlemmer af DKP, der blev mobbet ud af en socialdemokratisk domineret arbejdsplads.
Efter splittelsen af DKP og dannelsen af Socialistisk Folkeparti i 1959 kom der også SF'ere ind i fagbevægelsen, og de fik senere selskab af maoister og andre stiklinger fra venstrefløjens botaniske mangfoldighed.
Søren Søndergaard fra Enhedslisten, der også har givet et interessant interview til bogen, repræsenterede i sin tid som skibsbygger på Refshaleøen de meget fåtallige trotskister.
Det måske vigtigste interview i bogen er med former Jens Nielsen. Det bliver for alvor interessant, når man erfarer, at Jens' bror hed Thomas (1917-92), den tidligere formand for LO. Her får man per stedfortræder historien bag denne samtidige til Anker Jørgensen, og man forstår, hvilket spring Thomas Nielsen måtte tage, da han i 1982 erkendte, at fagbevægelsen havde sejret ad h... til.
Man forstår også den bitterhed, der knytter sig til denne erkendelse, ikke så meget over tabet af prestige eller magt, men over, at verden har forandret sig så meget, at fagbevægelsen sejler uhjælpeligt ud af kurs, fordi dens bane blev udstukket under helt andre historiske betingelser. Det er en god bog om de faktiske forhold i jernindustrien, for så vidt Anders Laubjerg forekommer at være et samvittighedsfuldt menneske, der har ønsket at lade ellers uhørte røster komme til orde. Der er en god historie i alle mennesker. Det handler blot om at lytte.
Her vil mange fra generationen født 1920-40 genkende sig selv i en tid, der ikke er så lydhør over for netop dem. I sine egne kommentarer havde Laubjerg ikke behøvet at stryge sine meddelere så meget med hårene. Fagforeningsmanden savner lidt kritisk distance til stoffet.
Et navneregister ville have gjort underværker for strølæseren, der til gengæld kan fryde sig over en meget fin billedredaktion.

Nordjyske Stiftstidende den 6. februar 2007 - af Per Pilekjær

Den stærke smed. Det kunne være prototypen på enhver smed, men i Danmark i 1950'erne, 60'erne og 70'erne blev det betegnelsen på formanden for smedenes fagforbund, det der nu hedder "Dansk Metal". Hans Rasmussen, Paulus Andersen, Georg Poulsen var stærke. De spillede lige op - næsten - med "Jernet"s arbejdsgivere.
Formændene, der alle var socialdemokrater, var stærke, fordi smedene ude på arbejdspladserne var stærke, omend de fordelte sig på flere politiske partier. På de store københavnske virksomheder var der mange kommunister og, da Socialistisk Folkeparti kom til i 1958, også mange SFere. Fra dagspressen vil mange huske markante fagforeningsfolk som Bjarne Jensen, Bent Fjellerad og John Hansen, alle SFere, Ivan Hansen, Johnny Laugesen, DKPere. De havde deres basis på B&W og andre, f. eks. Valby Maskinfabrik inden for FLS-koncernen, Titan, Vølund, Dansk Riffel-Syndikat og Laurits Knudsen.
Anders Laubjerg er formand for en af Metals afdelinger, SFer og optaget af at bevare erindringen om industrikulturen. Han har derfor interviewet en lang række kolleger, dvs i den jargon: kammerater, og de fortæller med arbejderånd og -sjæl, med stolthed og selvværd, med grovheder og humor om familie- og arbejdsliv i industriens århundrede. Anders Laubjerg har bl. a. skrevet et indledende afsnit betitlet "Arbejdernes århundrede". Med andre ord hvad vi allerede ved: industrialderen er slut. Den beskidte arbejder er væk, den sorte skjorteflip er passé. Smeden er blevet servicemontør, afløst på fabrikken af robotter og CNC-maskiner. Tidligere var international (evt. med stort I og -e til slut) slagordet - nu er vi globale.
Kammeratskab og kampe er altid godt læsestof. Denne bog er ingen undtagelse. Kampene mellem de politiske fraktioner er naturligvis selve fundamentet, og kritik er en selvfølge. Derfor er det heller ikke overraskende, at der fortælles om f. eks. antisemitiske elementer i DKP og om en katolsk (og socialistisk) fagforeningsmands nærgående spørgsmål til den pavelige nuntius.
Industrikulturens døende minutter illustreres af B&Ws endeligt. Kaj Samuelsen var aller-allersidste mand på skansen. Han kom med på en afskedstur til Cuba, betalt af diverse kaffe- og lignende kasser. 40 mand drog af sted, men allerede under mellemlandingen i Madrid døde "Mumle". Han havde haft hjerteproblemer, men ville med på den sidste rejse med gutterne. "Neger" havde det også lidt dårligt, så på Trinidad gik han i koma for ikke siden at vågne. De tragiske historier fortælles med en humor, der udtrykker solidaritet og ikke skjuler alvoren. "Neger" var i øvrigt den ovenfor nævnte John Hansen.
Nogle dejlige historier, som Forlaget Sohns udgivelser plejer at være.

Ringkøbing Amts Dagblad den 9. november - af Annette Holm
(samt øvrige Berg'ske aviser)

"Den store Bølge" fik premiere i Lem

Anders Laubjerg præsenterede først sin bog "Den store bølge" på Lem Messen

LEM: Anders Laubjerg har kaldt sin bog med erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser for "Den store bølge". For det var en stor, men kort bølge.
Mange af de 31 smede, der fortæller deres ofte rørende historie, havde en farfar, der var med til at grundlægge en af de store virksomheder, deres far arbejdede der i dens storhedstid, og de selv er med til at nedlægge den.
- Jeg har brugt fem år på bogen, for den er lavet ved siden af mit arbejde. Jeg gik ud med mikrofonen, fik beretningerne renskrevet og sendt ud til hver enkelt til godkendelse, fortæller Anders Laubjerg.
Bogen er hans bidrag til at fastholde den arbejderkultur, der har rod i de store industriarbejdspladser, men også en skildring af arbejdernes sociale fremgang.

Studenten blev fanget ind af B&W  

Anders Laubjerg blev som ung student indfanget af B & W Skibsværft, og nu er han formand for de københavnske smede

LEM: - Jeg regnede med, at det skulle være noget midlertidigt, men jeg blev indfanget af B & W.
- Jeg har aldrig fortrudt den historie, siger Anders Laubjerg - den jyske student,. der blev formand for de københavnske smede.
Da han som ung skibsbygger fortalte, at han kom fra en by, der hed Lem, og i tre år rejste med tog til Tarm for at blive student, lå hans kolleger flade af grin. Større jysk bonderøv havde de ikke hørt om. Nu har han boet i København i 34 år, så når han kommer til møder rundt om i landet, bliver han betragtet som en københavnsk blærerøv, men han mener, det er en fordel, at han kender begge gruppers mentalitet.
- Københavnerne snakker ad helvede til hurtigt, og alt er fantastisk, uanset, hvordan tingene er. Jyden er driftig, sej og vedholdende. For mig er det absolut ikke en ulempe at have en jysk baggrund, siger Anders Laubjerg.
Han er i det vestjyske for at præsentere sin bog og se til sin mor, så et besøg i Ringkøbing vækker minder.
Begyndte som avisbud
- Som alle andre begyndte jeg min karriere som avisdreng. Jeg gik med Dagbladet, og jeg boede derovre, siger han og peger på Børnenes Hus, der i hans drengedage var Indre Missions og hed Borgen. Der var hans forældre bestyrerpar.
Siden flyttede familien til Lem, og efter studentereksamen arbejdede han en periode på Lem Pumpefabrik for at tjene penge til at rejse Øst- og Vesteuropa rund på tommeltotten.
Så kom tiden på B & W, som var en spændende arbejdsplads, og med de faglige aktiviteter fulgte både besøg hos Lec Valesa på Lenin-skibsværftet i de dage, da Solidaritet kæmpede, og udvekslinger af børn og familier før jerntæppets fald, så almindelige mennesker kunne møde hinanden.
Han forlod værftet, tre år, før det lukkede, men var som fagforeningsformand med til at afvikle det og mange af de andre store industriarbejdspladser, som er beskrevet i hans bog.
Anders Laubjerg har for længst gjort op med sig selv, at han har det bedst som lobbyist. Han fravalgte partipolitik, fordi han synes, at tolerancen er større i de faglige kredse, hvor han bedre kan sige sin mening, fordi han ikke har behov for at være populær hos alle.

Arbejderen den 23. november 2006 - af Johnny Laugesen

I kampen for ordentlige forhold

De fleste af Københavns store arbejdspladser eksisterer ikke mere, så det er godt for eftertiden, at der er kommet en bog, der kontant fortæller om den periode.

Ingen tvivl om at Anders Laubjerg med den nye bog Den store bølge har samlet et godt erindringsbillede af 1900-tallet udvikling på de store industriarbejdspladser hvor 31 interviews på en god måde fortæller om den faglige kamp, der blev ført for at skaffe ordentlige tilstande for arbejderne.

Naturligvis fylder B&W-arbejdspladserne meget i bogen, men også de andre store arbejdspladser i København er med i erindringsbilledet, så de faglige kampe er dækket godt ind.

De fleste af arbejdspladserne eksisterer ikke mere, så det er godt for eftertiden, at der er kommet en bog, der kontant fortæller om den periode.

Som en af de interviewede - der selv har været med gennem 55 år og som derfor har et godt kendskab til mange af de interviewede - er jeg nok lidt forudindtaget, men mere om dét lidt senere.

Indsats

Det kan være svært at fremhæve enkelte af de mange samtaler, for hver især repræsenterer de udviklingen godt. De mange tillidsmænd har på hver sin måde gjort en kæmpe indsats for deres medlemmer. Der er kampen for at få ordentlige forhold på toiletterne, hvor arbejderne rent ud sagt skulle skide på tid. Der er kampen for at få arbejde igen, når man var sortlistet for faglige eller politiske aktiviteter. Stille og roligt bliver der fortalt. Men man fornemmer ganske godt dramaet og viljen til at skabe forbedringer for arbejderne bag samtalerne.

Gøtterup`er, familien Rahr. Bent Andersen, ja mange af de gamle fortæller ganske godt og stærkt, hvorfor B&W ikke kun var en arbejdsplads men en vigtig del af deres liv. Vi hører også om øgenavnenes historie, der viser, at der var logik bag navnene. Det er de pæne øgenavne, der er fortalt. Andre kunne være ganske barske.

Splid

Bogen fortæller også om de politiske kampe, der stod mellem socialdemokraterne og Kommunisterne på arbejdspladserne. Der fortælles også om de meget hårde kampe, der efter 1957 opstod mellem SF`erne og Kommunisterne ikke mindst på B&Ws Skibsværft. Kampe, der helt klart svækkede den faglige kamp.

Pålideligheden i et interview er selvfølgelig op til den interviewede, og bogens forfatter siger da også, at der er tale om erindringsbilleder - billeder på en tid, fortalt kort og godt.

Nu skal du høre! Og det er ikke engang løgn!

Men det må være det politiske tilhørsforhold mellem forfatteren og Bjarne Jensen, der er årsag til at Bjarne Jensens interview bringes så ukritisk. Det er aldrig rart, når man bruger en række nu afdøde kommunisters udtalelser som begrundelse for sin egen stærke antikommunistiske udvikling.

Upålideligheden kommer tydelig frem. Har disse samtaler virkelig fundet sted. Påstanden er gratis, så det bliver aldrig opklaret. Men mit kendskab til de omtalte personer gør, at jeg ikke tror på samtalerne. Jeg kommer sådan til at tænke på historieforfalsker Bent Jensen, som er lige så upålidelig.

Men køb bogen. Den er værd at læse.

Undervisere.dk - af Ole Pedersen

Der er noget "Krøniken" over bogen, hvis tidsperspektiv er omkring 100 år fra 1880'erne og frem, og som består af 31 smedes og maskinarbejderes erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser. Store virksomheder i Københavns hjerte flytter i slutningen af 1900-tallet ud til forstæderne, flytter produktionen til udlandet eller lukker. Det drejer sig om virksomheder som B&W, Valby Maskinfabrik, Titan, Atlas, Lauritz Knudsen, Dansk Industrisyndikat og Vølund. Bogen er først og fremmest en beskrivelse af arbejderkulturen og dennes udvikling og afvikling. Solidariteten og fællesskabsfølelsen var stærk blandt arbejderne i 1900-tallets første fem årtier. En maskinarbejder (født 1926) udtrykker det således: "Vi oprettede Arbejdernes Læseselskab, Arbejdernes Oplysningsforbund, arbejderhøjskoler, kooperativer, andels- og socialt boligbyggeri. Vi handlede i Brugsen, Arbejdernes Brændselsforretning, Arbejdernes Kødforsyning. Og når det hele var slut, sørgede Arbejdernes Ligkistemagasin for den sidste færd".

Mange af erindringsbillederne bærer præg af den bitre og uforsonlige politiske broderstrid, hvor socialdemokrater og kommunister kæmpede mod hinanden om indflydelsen i arbejderbevægelsen. I slutningen af 1900-tallet var arbejdernes politiske stillingtagen en helt anden. En smed fortæller: "Sidste gang stemte jeg på hende, man ikke må stemme på, hvis man ifølge de gamle arbejderpartier skal være stueren". En anden kommenterer arbejdernes politiske tilhørsforhold således: "Det er ganske uforståeligt for mig, at folk, der hele deres liv har støttet Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti, kan gå over til de borgerlige partier, herunder Dansk Folkeparti".

Bogen er et stykke interessant socialhistorie og fortjener egentlig en mere omfattende anmeldelse. De 31 erindringsbilleder kan dog være lidt trættende at læse på grund af mange gentagelser og en vis fortælle-monotoni.

http://www.undervisere.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=45239

BogInfo 

Den store bølge. Erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser. Af Anders Laubjerg. 301 sider, 17,5 x 24,5 cm. Ill: 146 fotos. Pris kr 249,00 (ib.). [Udgivet 14/11 2006]

Den store bølge er en kulturhistorisk beskrivelse af arbejdslivet på de største københavnske industriarbejdspladser fortalt af 31 smede. Bogen handler om den arbejderkultur, som i 1900-tallet udfoldede sig på de store københavnske smedearbejdspladser. I korte erindringsbilleder berettes der om de familiemæssige rødder, om værkstedsliv og sammenhold, om fagligt fællesskab og politisk engagement samt om fremtid og forandring.
Industriens indtog i København fandt for alvor sted i 1890'erne. I dette årti grundlagdes hovedparten af de industrivirksomheder, som omtales i denne bog - Titan blev etableret som aktieselskab på Tagensvej, Valby Maskinfabrik blev oprettet som en del af cementvirksomheden F.L. Smidth, Atlas blev oprettet i en nedlagt hestesporvognsremeise i Baldersgade på Nørrebro, Dansk Rekyl-Riffel Syndikat satte det af oberst Madsen konstruerede rekyl-maskingevær i produktion i midlertidige lokaler på Dampfærgevej i Frihavnen. Lauritz Knudsen, telefonvirksomheden Automatic, vaskerimaskinfabrikken Vølund samt mange andre industrivirksomheder heriblandt den største og ældste af dem alle Burmeister & Wain forvandlede ved indgangen til 1900-tallet København til en moderne industriby.
Hundrede år senere begyndte denne store bølge - de københavnske industriarbejderes store århundrede - at trække sig tilbage. B&W's skibsværft uddokkede det sidste skib i 1996. Og få år senere lukkede som de sidste Atlas i Ballerup og Valby Maskinfabrik.
"I årene fra 1870 til 1900 blev alle de idéer grundlagt, som denne bogs arbejdere senere skulle vokse op med. Og i periodens sidste årti - 90'erne - grundlagdes hovedparten af de industrivirksomheder, som denne bog i særlig grad henviser til. [...] Det moderne samfund - industrisamfundet - har nu stået på i hundrede år, og tidsmæssigt er det i store træk sammenfaldende med 1900-tallet. Såfremt vi i dag står ved overgangen til et nyt og såkaldt postindustrielt videnssamfund, så repræsenterer industrisamfundet i virkeligheden en enestående kortvarig periode. København som industriby blev overstået på hundrede år. Historien vil ofte kunne sammenfattes i blot tre generationer, hvilket denne samling af erindringsbilleder indeholder flere eksempler på"(fra indledende kapitel).
København som industriby er historien om opfindsomme industriherrer og driftige finansfyrster; det er historien om nye og billigere energiformer og -metoder; nye og billigere transportveje, og ikke mindst er det historien om en endeløs række af teknologiske opfindelser. "Men København som industriby er også historien om arbejdernes århundrede - herunder historien om maskinarbejderen og den sorte smeds århundrede." Den organiserede smed og maskinarbejders store århundrede blev knyttet til mange forskellige virksomheder, men med deres egen organisation skabte smedene en intern kontinuitet i den endeløse række af skiftende ejerforhold. "Selv om virksomhederne undervejs i århundredet skiftede ejere, navn eller kerneaktivitet adskillige gange, så er historien fra begyndelsen og til slutningen knyttet sammen af smedens og maskinarbejderens faglige organisering i værkstedsklubber."
Den københavnske smed vil som industri- og servicetekniker, rejsemontør, it-supporter m.m. leve videre i en postindustriel tid - "men som 'sort smed', som jernets håndfaste betvinger og med arbejdsliv på store københavnske industriarbejdspladser, er hans tid en saga blot. [...] Tilbage står minderne. Minderne om 1900-tallets industrisamfund, minderne om arbejdernes århundrede på godt og ondt."
I en fortællestil - fyldt med smedens ånd og sjæl, stolthed og selvværd, grovheder og humor - leverer Den store bølge nyt kildemateriale til 1900-tallets København som industriarbejdernes store århundrede.
Den store bølge er rigt illustreret med billeder fra de nævnte virksomheder. Billedteksterne supplerer smedenes erindringer med industrihistoriske oplysninger om de pågældende virksomheder.
Bogens erindringsbilleder er gennem interviews indsamlet og redigeret af Anders Laubjerg, der er formand for de københavnske smedes afdeling 1 inden for Dansk Metal.

UDDRAG AF INDHOLD: Den store bølge - København som industriby - arbejdernes århundrede. Rødderne. Til fodboldkamp med 11 Gøtterup'er! Familien Rahr - over 100 år på B&W. Med rødt blod i årene. Krigssejler i allieret tjeneste. Det forjættede land. Værkstedsliv og kammeratskab. Hummerfritz og flæskesteg fra bageren. 160 år i Dansk Metal. Kulturmøde i København. Overadministreret landsbysmedje. Velfærden slår igennem. Hedning døbt i køkkenvask. Så kald mig bare 'maskinarbejderen'!. Sjov idræt til Fagenes Fest. Med arbejdsmiljøet i fokus. Med 'Holger Danske' til modstand. Fra tæsk i skolen til tillidsmand på DISA. Fagligt fællesskab og politisk engagement. Da Gagarin fik pils af Gravballemanden. Byd autoriteterne trods! Vi rystede 'den stærke smed'. Jomfrutalen fra værftet husker jeg - men ikke den fra Folketinget! Fra kammerat til 'morder'! Med Carl Scharnberg i DDR. Socialdemokrat imod strømmen. Nok fræk, men ikke uforskammet! Da Hans Engell hørte om 'de døde duer'. I audiens hos 'den pavelige nuntius'. Fremtid og forandring. Med rødderne ind i fremtiden. Den globale smed. Ansigtet til kunderne.

MED ERINDRINGER AF: Jørgen Gøtterup, Ib Arne Rahr, Bent Andersen, Jørgen Sørensen, Poul Stencel, Jens Nielsen, Otto Pedersen, Niels Gottfredsen, Bjarne Gårdsvoll, Karl Nielsen, Bent Pedersen, Rudolf Michalski, Jørgen Johansen, Jørgen Frederiksen, Berner Madsen, Willy Sonne, Robert Larsen, Reno Sandstrøm, Bjarne Jensen, Bent Fjellerad, Søren Søndergaard, Kaj Samuelsen, Ivan Hansen, Johnny Laugesen, Bent Jensen, John Hansen, Max Bæhring, Knud Johnsen, Werner Jørgensen, Bill Rister, Jan Wiebach.

 http://www.fagboginfo.dk/Genseks/gensekso.htm 

Metal - december 2006

Den første store bølge

Anders Laubjerg, formand for Metal København afd. 1, har netop udgivet bogen "Den store bølge - erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser", hvor en række Metal-medlemmer fortæller om, hvordan det var.

Anders Laubjerg flyttede selv fra Vestjylland for at arbejde på B&W. Ved præsentationen af bogen og erindringsbillederne sagde han:

"Engang spurgte man i hele Danmark "hvad siger de på B&W?" Men der er ikke nogen, der spørger, hvad de siger på Danfoss og Grundfos. Nu er det kun direktørerne, der siger noget.

Jeg har valgt at kalde bogen "Den store bølge", fordi en bølge trækker sig tilbage, men så kommer der en ny. Vi har nu behov for et globalt modsvar til kapitalen. Men ligesom vi på nationalt plan først måtte lære den styrke, der ligger i fællesskab og sammenhold, således må vi nu lære, hvori vores fællesskab med den polske håndværker og med den kinesiske arbejder, der laver de fladskærme, vi er så glade for, består".

Kommunist nr. 12 2006- af Bent W. Nielsen

Kald mig bare maskinarbejderen!

Erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser gennem efterkrigstiden og frem til i dag

I bogen “Den store bølge” om de større københavnske industriarbejdspladser, netop udkommet på forlaget Sohn, giver forfatteren, formand for Metal afdeling 1, Anders Laubjerg læserne et godt indblik i arbejdet og skildrer tilværelsen, som københavnske industriarbejdere fristede fra 30erne og frem til i dag.
Det slipper Anders Laubjerg ganske godt fra. Særligt med hans ide om at lade en stribe af personer selv fortælle om livet, som det udfoldede sig på de store arbejdspladser, Dansk Industri Syndikat, Titan, Atlas, Automatic, Vølund og ikke mindst de største af dem B&W motor- og maskinfabrik på Christianshavn og B&Ws skibsværft på Øen.

Faglige og politiske kampe

Gennem disse arbejderes fortællinger føres læserne ind i de enkeltes hverdag. Lidt om kammeratskabet, om solidaritetens betydning og lidt af den rigdom de gennem produktionen bibragte de enkelte virksomheder og samfundet, men som de selv fik alt for lidt ud af. Bevares! Gennemgående bedre boligforhold, små parcelhuse, køleskab, tv, vogn og vovse.
Bogen fortæller også gennem interviewene med de enkelte om den rigdom der blev skabt på disse virksomheder, helt frem til deres endelige lukning – enten selvforskyldt gennem dårligt lederskab, eller opslugt af spekulation (B&W), eller arbejdsgivernes evindelige klagesang om ikke at opnå nok profit, eller “sælge” virksomhederne i globaliseringens hellige navn.
Forfatteren får i bogen også godt fat i et af efterkrigstidens store spørgsmål, den faglige og politiske kamp mellem kommunister og socialdemokrater og de stadige krav om bedre løn- og arbejdsforhold.
Om end kun i glimt, så er der også blevet plads til en skildring af, hvad kommunisterne fagligt/politisk har betydet gennem hele efterkrigstiden for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold for landets arbejdere.

En krone mere

Et af efterkrigstidens krav ude på arbejdspladserne, der blev ført igennem med succes, inspireret og iværksat af kommunistiske tillidsmænd på B&W-arbejdspladserne i slutningen af 60erne var kravet om “en krone mere i timen”.
I bogen fortæller Ivan Hansen, den gang fællestillidsmand på B&Ws motorfabrik, senere valgt på kommunisternes stemmer til borgmester i København:
“På Christianshavn kørte vi nok dette krone-krav temmelig hårdt. Flere gange blev kollegerne kaldt på gaden...”
For arbejdsgiverne fandt man tillidsmændenes krone-krav for hårdt, og det fik B&W-ledelsen til i et brev at kræve af Ivan Hansen, at han skulle nedlægge sit hverv. Ellers blev han fyret...
“Fannemig nej. Er det dem (B&Ws ledelse) eller os, der vælger tillidsfolk,” sagde en af de socialdemokratiske tillidsmænd på motorfabrikken på et arbejdermøde, og så blev arbejdet nedlagt og først genoptaget fem dage efter, og Ivan Hansen var fortsat fællestillidsmand.
På B&Ws motorfabrik blev resultatet af arbejdernes aktion 3,25 kr. mere pr. time. Og læren, som Ivan Hansen siger det, og som går gennem bogen som en rød tråd, “at når sammenholdet er til stede, så kan arbejdspladserne selv beskytte og sikre sine tillidsmænd mod overgreb.”
Bogen fortæller i et flimmer en række episoder – sørgelige som muntre. Sørgelige som det opgør med Jan Bonde Nielsens sjakren med B&W, som ikke mindst Johnny Laugesen, den gang fællestillidsmand på B&Ws motorfabrik og senere formand for Metal afdeling 12, var impliceret i. Takket været Johnny så kunne Land og Folk afsløre Bonde Nielsens økonomiske forbrydelser, som han beklageligvis ikke fik nogen straf for.
Det sørgelige resultat og eftervirkningerne betød motorfabrikkens endeligt og senere værftets lukning, dog efter nogen tids huseren med værftets aktiecirkus.
At miste sin arbejdsplads illustreres i bogen af skibsbygger Kaj Samuelsen, efter 43 år på værftet blev præsenteret for fyresedlen af mesteren, der sagde til ham:
“Nå, er det sidste arbejdsdag i dag, – hvis du da ikke ønsker at forlænge min opsigelse for fjerde gang...” med det svar til Kaj Samuelsen:
“Har du endnu ikke forstået det! Ballet er forbi”.
Lad denne anmeldelse slutte med tillidsmand på Atlas og den gang arbejdernes bestyrelsesrepræsentant i Atlas-ledelsen, Jørgen Johansen, da han blev mildt irettesat efter et bestyrelsesmøde i Atlas, hvor han var blevet bebrejdet af storaktionæren Hr. Knud Lauritzen, der ikke ville tiltales med hr, men som “Rederen”, hvortil Jørgen Johansen svarede:
“Det er i orden for mig, så kald mig som “Maskinarbejderen.”

Jydske Vestkysten den 10. december 2006 - af Steen Rasmussen

Glimt fra arbejdertiden

16 børn i et fattigt arbejderhjem, op at gå med byærinder for mejeriudsalget klokken seks og så i skole og bagefter et job hos bageren. De fleste penge skulle afleveres derhjemme hos mor. Sådan var det bare. Siden blev meget anderledes.

I en ny bog har Anders Laubjerg samlet 31 københavnske industriarbejderes erindringer fra hele 1900-tallet. Det er historien om at klare sig i en hård verden, om at være nederst i hierarkiet som lærling, om utålelige værkførere, om tillidsmænd, om kampen mellem socialdemokraterne og kommunisterne, men også historien om at møde vanskeligheder med godt og stålsat humør og om at få det bedste ud af familielivet. Mere spræl i layoutet kunne have livet gevaldigt op på det ellers udmærkede værk.

Vita - P1 

Med baggrund i Bjarne Jensens bidrag i Den store Bølge fortæller den tidligere fællestillidsmand i tre Vita-programmer om sin barndom, tiden som tillidsmand på B&W og om den politiske kamp i forbindelse med splittelsen i DKP i 1958. Interviewet af Bente Kromann.

Bjarne Jensen om sin barndom og ungdom. Sendt 21.5.2007)

http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2007/05/21155103.htm 

Bjarne om sin tid på B&W. Sendt 25.5.2007

http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2007/05/29084606.htm

Bjarne Jensen om sit politiske liv. Sendt 29.5.2007.

http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2007/05/29125408.htm