Kausalitet og lovmæssighed

Al videnskab har med afdækningen af sammenhænge at gøre. Som sådan er alle verdens sammenhænge videnskabens genstand. Alligevel har videnskaben i sin historiske udvikling ikke udvist den samme interesse for alle materiens forskellige former for sammenhænge. Som tidligere beskrevet har eksempelvis den objektive realitets tilfældige sammenhænge først relativt sent påkaldt sig videnskabens interesse. De sammenhænge, som i særlig grad har haft videnskabens opmærksomhed, er den objektive realitets lovmæssige sammenhænge.

En lovmæssig sammenhæng er en almen og nødvendig sammenhæng af væsentlig betydning for det system, som loven har som genstand.

I sin begrænsning til det almene, nødvendige og væsentlige udtrykker denne definition, at de lovmæssige sammenhænge på ingen måde er identisk med totaliteten af sammenhænge. Ikke blot er de lovmæssige sammenhænge begrænset til de almene sammenhænge, dvs alle lovmæssige bestemmelser er underlagt dialektikken mellem det enkelte og det almene. Men inden for de almene sammenhænge finder der en yderligere begrænsning sted med bestemmelsen om, at sammenhængene også skal være nødvendige og væsentlige. Men ifølge sagens enhedsmæssige natur eksisterer de lovmæssige sammenhænge ikke isoleret fra den objektive realitets øvrige sammenhænge, men konstituerer sig omvendt ud af totaliteten af sammenhænge.

Selv om de lovmæssige sammenhænge til enhver tid vil påkalde sig videnskabens hovedinteresse, må det ikke overses, at de former for objektive sammenhænge, som den materialistiske dialektiks korrelative kategorier er et udtryk for, alle rækker ud over den objektive realitets lovmæssige sammenhænge.

Dialektikkens centrale kategoripar: enkelthed/almenhed, abstrakthed/konkrethed, fremtrædelse/væsen, tilfældighed/nødvendighed, mulighed/virkelighed m.m. - rækker alle ud over den klassiske videnskabs traditionelle genstands- og interessefelt. I videnskabsteoretisk sammenhæng står vi her over for marxismens største nyskabende tænkning - også selv om netop dette gennembrud i den videnskabelige tænkning kun i ringe grad har nyt fremme og forståelse i den marxistiske teoris historiske udvikling.

Dén metodologiske hovedfejl, som den moderne naturvidenskab fra begyndelsen af blev hjemsøgt af, og som blev rendyrket i den tidlige borgerlige materialismes mekanicistiske videnskabsideal, er karakteriseret ved en sammenblanding af kausalitet og lovmæssighed. Fejlen er den dag i dag vidt udbredt overalt, hvor den sunde fornuft kolporterer sine selvindlysende og dog indlærte "sandheder". På grund af tyngdeloven falder efterårets modne æbler til jorden! På grund af 'loven om udbud og efterspørgsel' falder varepriserne i perioder med overproduktion! Osv. Osv. På grund af loven - derfor denne virkning! Men disse udsagn er og forbliver falske, idet det lovmæssige i ovennævnte eksempler har indtaget kausalitetens plads.

I det forhold, at alle materielle legemer står i et vekselvirkningsforhold til hinanden, er allerede indbefattet, at de indvirker på hinanden, at de betinger hinanden. Anerkendelsen af sammenhængenes objektive betingethed er en fundamental forudsætning for al videnskab og udtrykker i virkeligheden ikke andet end anerkendelsen af, at alt har en naturlig forklaring, dvs anerkendelsen af, at der ingen virkninger findes i den objektive realitet, som ingen objektive årsager har.

Den materialistiske dialektik og den tidlige borgerlige materialisme er ikke uenige om verdens kausalitet, dvs i det kausalitetsprincip som siger, at der ikke findes processer, der ikke (som virkning) er betinget af andre processer (som årsag). De objektive sammenhænge er alle betingede sammenhænge. Måden hvorpå denne betingethed udfolder sig bliver blotlagt af videnskaben i form af love. Men netop i forståelsen af ovennævnte måde, i forståelsen af det betingedes bestemmelse hører enigheden op.

Determinismeopfattelsen i meget af den marxistiske forfaldslitteratur - herunder stalinismen - er med rette blevet angrebet for mekanicisme. Den er blevet angrebet for at identificere nødvendigheden med det uundgåelige, det objektive med det subjektives elimination. I relation til Marx og Engels er anklagen urimelig, men ikke over for hovedparten af teoretiske og politiske arvtagere. Alligevel glemmer denne kritik, at Marx's arvtagere ikke var ene om at forsvare en mekanicistisk fortolkning af materialismen. 

Mere end noget andet er de tilbagevendende paradigmedebatter[1] i dette århundredes naturvidenskab karakteriseret ved oprensningsoperationer rettet mod overlevet 1700-tals materialisme, dvs mekanicistisk materialisme. Når denne materialisme besidder en så enestående overlevelseskraft, skyldes det, at mekanicismen har en trofast allieret i den sunde fornuft. Den fornuft - eller mangel på samme - som endnu ikke har kunnet legitimere videnskabens nødvendighed.

I centrum for de mange oprensningsoperationer har stået en dybere forståelse af forholdet mellem kausalitet og lovmæssighed. Materialismen har først befriet sig for vulgær-materialismen, når den ubetinget anerkender fremtiden som determineret og på samme tid uforudsigelig (i absolut forstand).

I dette kapitel skal vi følge videnskabens svære vej frem til udviklingen af et materialistisk determinismebegreb, som ikke låser fremtiden fast i en determinisme, som identificerer kausalitet og lovmæssighed.

I Aristoteles' såkaldte "Metafysik" omtales fire forskellige typer af årsagssammenhænge, som alle refererer til "de måder 'årsag' bruges på" i daglig tale (5:119). Ved deres latinske betegnelser omtales disse fire årsagstyper som causa materialis, formalis, efficiens og finalis. De to første årsagstyper, som refererer til tingenes indhold og form, knytter sig til spørgsmål af typen: Hvad er denne ting (form), og hvoraf er den lavet (indhold)? De to sidste årsagstyper stiller spørgsmålene: Hvordan er denne ting blevet til og til hvilket formål, dvs hvorfor er denne ting blevet til?

For Aristoteles var den fjerde årsagstype den vigtigste, fordi denne årsag gav den samlede aktivitet sin mening. Det er da også den fjerde årsagstype, som især har påkaldt sig eftertidens interesse. Tingenes causa finalis refererer ikke til en endelig (afsluttende) årsag men mere præcist til en hensigtsmæssigt virkende årsag, en forudbestemt formålsrettethed, der virker determinerende. Aristoteles skriver. "Endvidere målet, dvs hensigten, f.eks. er [ønsket om] sundhed, årsag til det, at gå en tur. For 'Hvorfor går man en tur?', siger vi. 'For sundhedens skyld'. Og når vi siger det, mener vi, at vi har angivet årsagen"(5:119).

Fra det samfundsmæssige livs sammenhænge, hvor aktørerne er handlende subjekter udstyret med bevidsthed, er vi helt fortrolige med Aristoteles' fjerde årsagstype. Når dommeren i mordsagen - på jagt efter motivet til mord - stiller spørgsmålet til den mordanklagede: "Til hvilket formål tjente handlingen?", og den mordanklagede svarer: "Ønsket om berigelse", så føler vi os ganske godt dækket ind i forhold til mordets opklaring. Mordårsagen er i sine væsentlige aspekter opklaret i og med, at hensigten bag handlingen er opklaret. I denne situation svarer formålsårsagerne til handlingens natur og væsen. Forstår man årsagerne, forstår man det væsentlige, fordi årsagen er det væsentlige.

Engels finder, at netop eksistensen af denne type årsagssammenhænge i det menneskelige samfund på afgørende måde udtrykker samfundets væsentlige forskellighed til naturen. "Men nu viser samfundets udviklingshistorie sig på et punkt at være væsentlig forskellig fra naturens udviklingshistorie. I naturen er det - når vi ser bort fra menneskets tilbagevirken på naturen - lutter ubevidste blinde drivkræfter, som indvirker på hinanden, og i hvis vekselspil den almindelige lov gør sig gældende. Af alt hvad der sker (...) sker intet med bevidst villet formål. I samfundets historie er de handlende derimod udelukkende mennesker, der er udstyret med bevidsthed, der handler med overlæg eller lidenskab, der arbejder henimod bestemte mål; intet sker uden bevidst hensigt, uden villet formål"(85:389).

Aristoteles stiller dog ikke spørgsmålet "til hvilket formål" alene til samfundet, men til alt levende, til hele den organiske natur, som danner forbillede for Aristoteles' kausalitetsopfattelse. Med sin store interesse for biologi og morfogenetiske spørgsmål fandt Aristoteles, at også naturen i f.eks. dyrenes adfærd, i et fosters udvikling, i planternes strukturudvikling er styret af en immateriel hensigt, der eksisterer som idéen med det sammenhængende hele.

Et æbles causa efficiens er således selve æbletræet, idet æbletræet indeholder forklaringen på, hvordan æblet er blevet til. Æblets causa finalis er imidlertid - ifølge Aristoteles - reproduktionen, dvs tilblivelsen af et nyt æbletræ, idet æblet er blevet til med reproduktionen som hensigt.

Om hensigten i naturen skriver Aristoteles."Kort sagt, dels fuldfører vor kunnen det, naturen ikke er i stand til at gøre færdig, dels efterligner den. Hvis altså de ting, som skyldes vor kunnen, har en hensigt, må naturligvis også de ting, som skyldes naturen, have det (...) Dette forhold er mest indlysende ved andre levende væsener end mennesket, ved de levende væsener, hvis værk hverken er kommet i stand ved kunnen eller ved undersøgelse eller overvejelser, således at man må spørge, hvor vidt det er ved hjælp af indsigt eller ved hjælp af noget andet, edderkopperne og myrerne og lignende levende væsener udfører deres værk. Og efterhånden bliver vi ledet mod den slutning, at også hos planterne tjener det, som opstår, en hensigt; bladene skal for eksempel danne et værn for frugten. Hvis det altså både er ifølge naturen og ifølge en hensigt, at svalen bygger sin rede og edderkoppen sit spindelvæv, at planterne danner blade på grund af frugterne, at rødderne søger nedefter og ikke opefter for at finde næring, så er det åbenbart, at vi finder denne slags årsager også i det, som bliver til og er ifølge naturen"(5:52f). Og ligesom mennesket kan begå fejl, dvs tage fejl af det tilsigtede mål, så "må det være på samme måde i de naturlige ting, og vanskabninger må være mislykkede forsøg på at opnå en hensigt..."(5:53).

Den aristoteliske teleologi har ikke blot præget den kristne teologi, men også store dele af europæisk filosofisk tænkning - fra G.W. Leibniz i 1600-tallet til Henri Bergson i 1900-tallet. På trods af sin kritik af "den radikale finalisme" tildeler Bergson således alligevel alle "vitale fænomener" en "élan vital"(12:246f), en "livskraft", hvor helheden får et formålsstyrende fortrin.

Også inden for naturvidenskaberne har den aristoteliske finalitet opnået en vis anerkendelse, omend den moderne naturvidenskab - fra Galilei til Newton - ikke er født i Aristoteles' billede men snarere i Euklids verdensbillede med dets rette linier, cirkler, punkter osv. Men det er aldrig lykkes for denne ellers succesrige naturvidenskab at erobre sig hele banen. Fra flogistonteoriens grundlægger G. E. Stahl (1660-1734) over embryologen Hans Driesch (1867-1941) til nutidige kritikere af neo-darwinismen har naturvidenskaben hele tiden været hjemsøgt af videnskabsfolk, som har fastholdt eftersøgningen af et "ordensprincip" for helheden, som de har fundet fraværende i den mekanicistiske videnskab, hvor "videnskab" er at opløse helheden i sine enkelte dele.

Den ordensdannende faktor i levende organismer gav Hans Driesch betegnelsen "enteleki", og læren om disse faktorer gav Driesch navnet vitalisme (vitae = liv). Med betegnelsen enteleki forsøger Driesch at definere det helhedens princip, der som vitalkraft målretter enkeltdelenes kooperation med planen for det hele. Drieschs standpunkt har polemisk brod mod den videnskab, som betragter "morfogenesen som en maskine"(43:bd.1,240); som forsøger at supplere fysikkens mekanik med en "udviklingsmekanik" og en "morfogenetisk mekanik"(43:bd.1,241). Drieschs enteleki er en naturvirkning helt for sig selv i og med at entelekien "ikke i sig selv er materiel"(43:bd.1,295), men har en materiel virkning, som består i det individuelles formning. "Enteleki er individualiseringens agent"(43:bd.2,317).

I relation til Aristoteles' causa finalis skriver Driesch, at "selv om enteleki ikke er kausalitet i dette ords rigtige betydning, så ligner enteleki kausalitet for så vidt som det determinerer ændringer i naturen med entydig nødvendighed"(43:bd.2,306). Enteleki er ikke i rummet, det er en ideel agent, som fører delprocesserne frem til målet, på samme måde som en hensigt i menneskets eget univers virker retningsbestemmende på menneskets handlinger.

Selv om vitalismen i det 20. århundrede ikke har haft mange tilhængere inden for naturvidenskaben, så synes de moderne teorier om hierarkisk kontrol og selvorganisation på uventet måde at give Aristoteles mere ret end den eksakte (og reduktionistiske) naturvidenskab på noget tidspunkt kunne have forestillet sig. Mange af efterkrigstidens førende biologer har på trods af neo-darwinismens åbentlyse successer fundet en "rationel kerne" i vitalismen. Blandt disse biologer kan nævnes - og flere af dem skal omtales nærnere i kapitel 7 - Stephen J. Gould, R. Lewontin (f.1929), Niles Eldredge, S. N. Salthe, C. H. Waddington, Rupert Sheldrake, Brian Goodwin og Michael Polanyi (1891-1976). Klarest skimtes "det vitalistiske princip" bag det begreb om et "morfogenetisk felt", som den engelske biolog C. H. Waddington har introduceret, og som igen har inspireret "Waddington-elever" som Sheldrake og Goodwin.

Også Prigogine har i sin forståelse af tidens kvalitet samt i helhedens selvstændige orden hentet megen filosofisk inspiration hos "vitalisten" Bergson. Dennes hovedværk fra 1907 om den "kreative evolution"[2] er absolut en bog, som fortsat tåler at blive læst.

Prigogine og Isabelle Stengers skriver. "Et af de interessante aspekter af de dissipative strukturer er utvivlsomt hele sammenhængen i systemet. Efter den første forgrening synes systemet at opføre sig som et hele, som om det var sæde for kræfter af lang rækkevidde. En population af molekyler, hvis vekselvirkninger ikke har større rækkevidde end omkring 10^-8 cm, strukturerer sig, som om hvert molekyle var 'informeret' om hele systemets tilstand. Man har ofte sagt (…) at den moderne videnskab er opstået ved at give afkald på det aristoteliske rum, der navnlig var inspireret af de biologiske funktioners organisation og sammenhæng, til fordel for Euklids homogene og isotrope rum. Teorien om de dissipative strukturer fører os til en opfattelse, der står Aristoteles' opfattelse nærmere"(343:217).

Disse anerkendende ord om Aristoteles fører dog ikke til, at Prigogine i sidste instans giver Aristoteles ret. Vitalkræfter eksisterer ikke, men teorien om dissipative strukturer, selvorganisation i det hele taget, har vist, at forholdet mellem del og organisk helhed er mere kompliceret end den klassiske naturvidenskab i Newtons billede lader formode.

I slutningen af forrige århundrede fik vitalismen tilsyneladende sit alvorligste grundstød ved på egen hjemmebane - biologien - at blive tilbagevist af Darwins udviklingslære.  

Også datidens biologer og medicinere lod sig fascinere af den enestående fuldkommenhed, hvormed mangfoldigheden af forskellige arter er tilpasset omgivelserne (og hinanden). Indtil udgivelsen af Darwins bog om arternes oprindelse (1859) var det for biologerne forbundet med uoverskuelige videnskabelige vanskeligheder at give en ikke-finalistisk forklaring på denne tilpasnings yderste hensigtsmæssighed.

Hvordan var denne fuldendte hensigtsmæssighed opstået? Spørgsmålet omhandlede ikke mindst tilpasningens årsagssammenhænge. Skyldes eksempelvis polarrævens hvide pels, at den lever i snedækkede egne? Er polarræve hvide, fordi de lever og jager i snefyldte omgivelser? Teleologiens (og vitalismens) svar på dette spørgsmål er bekræftende, dvs vitalismen bekræfter, at kausaliteten i dette "fordi" er et teleologisk princip om en hensigtsmæssigt virkende årsag. Bag polarrævens hvide pels gemmer der sig en målrettet aktivitet, som med minutiøs sikkerhed bevirker, at polarræve bliver udstyret med den for polarræve mest hensigtsmæssige pels. Overført på plante- og dyrealvsarbejdet vil et vitalistisk standpunkt i alvsarbejderens idé med den kunstige udvælgelse se dét teleologiske princip, dén hensigtsmæssigt virkende årsag manifesteret, som fører til fremavlingen af de ønskede egenskaber.

Det kan ikke benægtes, at arternes tilpasning til omgivelserne i reglen afspejler en optimal funktionsopfyldelse inden for rammerne af det givne økologiske system. Men denne optimale funktionsopfyldelse er ikke resultatet af en hensigtsmæssigt virkende årsag endsige af nogen målrettet aktivitet overhovedet. Det er Darwins store fortjeneste, at han giver ovennævnte idealisme i biologien "dødsstødet". Som Marx skriver om Arternes oprindelse. "Trods alle mangler får 'teleologien' i naturvidenskaberne ikke blot her for første gang dødsstødet, men dens rationelle mening bliver yderligere empirisk blotlagt"(266:578).[3] Én af dette århundredes førende biologer, Ernst Mayr er af samme opfattelse.[4]

Når det lykkes for Darwin at give teleologien dødsstødet, skyldes det Darwins dialektiske forståelse af enheden mellem variabilitet og selektion. Med påvisningen af, at arternes tilfældige variabilitet i den naturlige udvælgelse er underlagt en betinget virkeliggørelse, beviser Darwin, at der absolut ikke ligger nogen "idé" bag udviklingen af eksempelvis polarrævens hvide pels, selv om netop den hvide pels er yderst funktionstilpasset til polarrævens miljø. Udviklingen af den hvide pels er blot den betingede virkeliggørelse af én mulighed inden for en vifte af mulige udviklinger i utallige målløse retninger.

Som Engels skriver herom. "Darwin undersøgte nu, om der muligvis i naturen findes årsager, der - uden avlerens bevidste hensigt - alligevel over længere tidsrum kunne fremkalde lignende forandringer på de levende organismer som det kunstige avlsarbejde. Disse årsager fandt han i det uhyre antal kim, som naturen skaber, og det ringe antal organismer, der faktisk opnår modenhed. Men da hver kim stræber mod at udvikle sig, så opstår der nødvendigvis en kamp for tilværelsen (...) Og det er indlysende, at de individer, der besidder et eller andet individuelt særtræk, det være sig nok så ubetydeligt, som er fordelagtigt i kampen for tilværelsen, har de bedste udsigter til at nå modenhed og til at forplante sig"(78:78f).

På Darwins tid kendte biologien intet til det levende livs genetiske kode og dermed til mutationernes molekylær-biologiske indhold, til overkrydsning, rekombination m.m. Årsagen til arternes variabilitet er Darwin derfor af gode grunde ude af stand til at kunne forklare videnskabeligt. "Hvor Darwin taler om den naturlige udvælgelse - skriver Engels videre - ser han ganske vist bort fra de årsager, der har fremkaldt forandringerne hos de enkelte individer, og beskæftiger sig fremfor alt med måden, hvorpå sådanne individuelle afvigelser efterhånden bliver til kendetegn ved en race, variant eller art. For Darwin drejer det sig i første omgang mindre om at finde disse årsager - de er indtil nu til dels helt ukendte, til dels kan de kun angives meget generelt; det gælder for ham snarere om at finde en rationel form, hvori disse virkninger fikseres og får varig betydning"(78:80f).

Men selv om Darwin ikke kunne forklare variabilitetens oprindelse, etablerer Darwin enheden mellem den konstaterede variabilitet og selektionen, og dermed overvinder Darwin den daværende naturvidenskabs absolutte og uformidlede modsætning mellem tilfældigheden og nødvendigheden.

En undskyldende forklaring på fastholdelsen af et teleologisk kausalitetsbegreb helt op i vort eget århundrede kan være, at den verden, som vitalismen har som objekt, omfatter så komplicerede forhold, at det reelt er meget vanskeligt at redegøre for, hvorledes de nødvendige sammenhænge slår igennem - selv om dette ifølge Marx er videnskabens opgave[5].

De biologiske vitalister beskæftigede sig eksempelvis meget med fosterudvikling (embryologi), hvor morfogenesen (organismens form- eller organdannelse) er et centralt begreb. Den lange årsagskæde mellem mennesket som ét encellet æg, som et celledelende og celledifferentierende organisme, som foster og som organdannende organisme omfatter så komplicerede sammenhænge, at videnskaben den dag i dag ikke udtømmende kan beskrive hele den epigenetiske proces, dvs beskrive hvorledes denne proces forløber i alle enkeltheder.

At følge celledelingens vej fra én celle til en organisme af milliarder af specialiserede men sameksisterende celler var under alle omstændigheder for videnskaben i 1800-tallet en uoverskuelig opgave. Det lå uden for videnskabens muligheder i mekanicistisk forstand at følge kausalkæden i morfogenesen. Processens finalitet var derimod umiddelbart iøjnefaldende.

Vitalisterne nægtede at reducere denne komplicerede formdannelsesproces til en kæde af simple fysisk-kemiske årsager, og fremhævede i stedet eksistensen af en "vital kraft", et "formdannende og styrende princip", som på forhånd var tilstede som en ideel agent for morfogenesen. Den dag i dag findes der som omtalt embryologer, som opererer med et "morfogenetisk felt", som er styrende (determinerende) for den enkelte celles "skæbne" under morfogenesen, således Rupert Sheldrake[6] og Brian Goodwin[7]. Waddington går dog ikke så vidt, at han anser det "morfogenetiske felt" som en egentlig kausal faktor. "Som klassisk arbejdende embryologer længe har vidst, så er begrebet 'felt' i det væsentlige kun en despriptiv bekvemmelighed og ikke en kausal forklaring"(402:138).

Og selv om videnskaben i dag på materialismens grundlag kan forklare mange af hovedtrækkene i de processer, som epigenesen omfatter (helhedens plan i form af DNA's genetiske kode, celledeling, celledifferentiering gennem celleinduktion (celle-til-celle-kontakt), eksistensen af kronogener (tidsgener) m.m.), og selv om videnskaben i dag er klar over, at hele celledelingsprocessen ikke er en simpel forudprogrammeret mekanisk proces, men en proces som vedvarende under forsterudviklingen taget regulerende "målinger" af omgivelserne, så forbliver fosterdannelsens formdannende "livskraft" en bevægelsesform, som vitalismen med rette protesterede mod at reducere til simpel mekanik. Men med ophøjelsen af teleologien til kausalitetsprincip formulerede vitalismen et idealistisk standpunkt.

Fosterdannelsen fascinerede også Aristoteles, og ifølge Aristoteles kunne denne proces kun være styret af hensigten med totalforløbet. Tingenes formål er hos Aristoteles tingene iboende. I fosterets iboende formålsbestemmelse gemmer sig den finale årsag til det fuldt udvoksede individs tilblivelse, indre organisation og strukturudvikling.

Aristoteles kausalitetsopfattelse er også vitalismens. Med de levende organismer som forbillede foreskriver vitalismen en kausalitet, som har den virkeliggjorte hensigt som årsagsforklaring. En intern finalitet, en formålsbestemthed eksisterer i alt levende som et immaterielt projekt, en "livskraft", som realiserer helhedsplanen og gør idéen til virkelighed. Helheden går her forud for delene i kausal henseende.

Den moderne naturvidenskab blev som allerede anført ikke født i Aristoteles' billede. Men den har heller ikke det levende liv som forbillede. Derimod er forbilledet Euklids geometriske verden, forbilledet er fixstjernerne, Solen og planeternes univers samt den mekaniske maskine.

I modsætning til vitalismen og animismens teleologiske projekter udvikles den klassiske mekanik helt løsrevet fra menneskets hensigtsbestemte verden. Mennesket er i mekanikkens verden kun et nødvendigt onde. Det er skrumpet ind til et i bedste fald neutralt punkt som erkendelsens usynlige ståsted. Mekanikken beskriver verden som et objekt, hvortil iagttageren ikke hører hjemme. Idealet er objektivitet, men i en fortolkning, hvor mennesket konstant udgør en trussel mod videnskabens objektivitet. I forhold til idealet er mennesket en fremmed. På den ene side er mennesket den videnskabelige erkendelses subjekt, på den anden side er idealet en videnskab uden subjekt. Jo mere iagttageren elimineres fra videnskaben, jo mere objektiv bliver mekanikkens videnskab.

Det må være nærliggende at antage, at en videnskab med dette ideal ikke stiller teleologiens spørgsmål "til hvilket formål" og "hvorfor" dette eller hint sker. Hvis et natursystem undergår en ændring fra en tilstand til en anden tilstand - det kunne være Newtons berømte æble, der falder til jorden - spørger den klassiske fysik ikke umiddelbart om, hvorfor æblet falder til jorden, men alene hvorledes eller hvordan det falder til jorden, dvs hvordan denne tilstandsændring forløber med henblik på, at kunne beskrive lovene for den pågældende ændring.

Kort fortalt består den afgørende forskel mellem den klassiske mekanik og vitalismen i det forhold, at førstnævnte videnskab stiller spørgsmålet "hvordan", sidstnævnte spørgsmålet "hvorfor".

Det er Galileo Galilei, som i begyndelsen af 1600-tallet indleder den moderne naturvidenskab ved at ekskludere Aristoteles' causa finalis fra videnskaben. Galilei siger, at det overhovedet ikke er nødvendigt at kende årsagen til accellerationen i et legeme, der falder, dvs det er ikke nødvendigt at have kendskab til, hvorfor et legeme i fald accellererer for at undersøge hvorledes det falder, og dermed afdække lovmæssigheden for accellerationen. I sig selv er der intet forkert i dette.

Med kravet om alene at undersøge, hvorledes naturfænomenerne virker, lægger Galilie naturen åben for videnskabelige forsøg og undersøgelser.

Alligevel lykkes det ikke for Galilie endsige for Newton at formulere et holdbart videnskabsideal. Den videnskabelige ambition bag den klassiske fysiks "hvorledes" er en beskrivelse af naturen, der er helt uafhængig af iagttageren, og som fikserer naturen som en absolut uforanderlig natur, der er lige så evig, som de love, som beskriver naturen.

I flere århundreder fremstod pendulet som idealet på en menneskeskabt orden, der i al beskedenhed tålte sammenligning med Skaberens egen fuldkomne natur. Prigogine og Strengers skriver om dette symbol på verdensordenen. "Pendulet er et stykke konstrueret mekanik, der er underkastet en rationalitet, der ligger uden for uret. Det er underkastet en plan, som dets hjulværk blindt gør til virkelighed. Pendulursverdenen er en metafor, der henviser til en pendulurs-Gud, der rationelt styrer en automatmaskine-natur"(343:80).

Grundlaget for pendulets succes som symbol på verdensordenen er den lovmæssighed i svingningstiden, som Galilei opdagede for ethvert ophængt legeme, der ikke er fastspændt i systemets tyngdepunkt, og som derfor kan svinge fra side til side. Galilei opdagede, at et pendul med en bestemt længde har en ganske veldefineret svingningstid helt uafhængig af amplituden, dvs af størrelsen på udsvinget.

Ved siden af så mange andre af fysikkens love syner denne opdagelse ikke af meget - og alligevel er netop pendulet i stand til at udtrykke idealet på den klassiske fysiks naturopfattelse.

Det tiltrækkende ved pendulet er, at det tilsyneladende stiller sig ligegyldig over for forandrede udgangsbetingelser (udsvingets størrelse). Også den klassiske fysik måtte erkende, at verden ikke eksisterer uden småforstyrrelser, uden mindre forandringer i udgangsværdierne i naturens gentagne kredsløb, kort sagt uden en vis "baggrundsstøj". Pendulets fortrinlige egenskab er netop i denne sammenhæng, at forstyrrende afvigelser dør bort af sig selv i systemets videre forløb. Uafhængig af udefra kommende småforstyrrelser finder pendulet altid sin egen veldefinerede rytme.

Dette er grundlaget for pendulets store egnethed til forudsigelighed. I penduluret, hvor det svingende penduls dissipation af energi i et stabilt system opvejes af vægtloddernes potentielle energi, benyttes pendulets evne til forudsigelighed - og det kan ikke overraske nogen - til tidsmåling. Mange vil sikkert endnu kunne erindre sig de gamle og klodsede bornholmerure, som ofte blev udsat for børns, hundes og kattes udefra kommende småforstyrrelser i form af stød og slag. Men selv om disse stød bragte forstyrrelser ind i urets periodiske svingninger, er det pendulurets triumf, at det hurtigt eliminerer forstyrrelsen, idet den dæmpes bort af dissipationen. Forstyrrelsen går tabt i systemet, og derved forhindrer penduluret, at en time snart varer 58 minutter snart 62 minutter osv.

Penduluret blev symbolet på en verden, der én gang sat igang, er dømt til blindt at virkeliggøre den plan, som skaberen (i dette tilfælde urmageren) udefra har indbygget i det mekaniske system. Penduluret blev menneskets svar på "the cosmic blueprint". En gang sat igang er pendulurets frihedsgrad nul. Penduluret er i bogstaveligste forstand dømt til at løbe tiden ud. Dens fremtid er alene determineret af den nødvendighed, der er indbygget i systemet, og som penduluret aldrig kan undslippe. Det, som faktisk sker, må ske. Der eksisterer intet valg, intet alternativ. Derfor er dets frihedsgrad nul. Og ydermere er dette mekaniske mesterstykke i afgørende grad ufølsom over for skabelsens præcise udgangsværdier, dvs en infinitesimal forstyrrelse på udgangsbetingelserne er uden betydning for den indbyggede rationalitets virkeliggørelse. 

Systemets tilblivelse er i virkeligheden spaltet op i en skabelse, som er der på forhånd, og en igangsættelse, som snarere er en begyndelse i ét slag, en antænding som i en bilmotor, som blindt og instantant sætter systemet igang med at virkeliggøre den indbyggede plan. Først sat igang er alle skabelsens spor slettet. Intet kan røbe, at den tilblevne tilstand ikke har eksisteret i al evighed.

På dette sted kan der være grund til at stoppe op et øjeblik. Den mekaniske materialisme blev ikke født i Aristoteles' billede! Den afskyede teleologien, tanken om styrende vitalkræfter. Men i beskrivelsen overfor synes mekanikken på trods heraf ikke at have frigjort sig fra teleologien. Penduluret i ovennævnte eksempel virkeliggør jo tilsyneladende en logik, som ideelt har været tilstede på forhånd. Tiden i penduluret attraherer tilsyneladende planens virkeliggørelse. Men er dette ikke det teleologiske princip om igen?

Bergson er ikke i tvivl. Bergson kritiserer netop den radikale mekanicisme og den radikale vitalisme for begge at sidde fast i teleologien med det resultat, at fremtiden holdes tillukket for den kreative evolution, tilblivelsens mulighed og virkelighed.

Bergson skriver. "Den radikale mekanicisme indebærer en metafysik, hvor det virkeliges totalitet er forudsat fuldkommen i al evighed, og hvor tingenes tilsyneladende varighed kun er et udtryk for svagheden hos en ånd, som ikke kan vide alt på forhånd (...) Men den radikale finalisme er lige så uacceptabel - og af samme grund. Teleologiens doktrin i dens ekstreme form, som vi f.eks. finder den hos Leibniz, indebærer, at tingene og det levende kun realiserer en på forhånd arrangeret plan. Men hvis der ikke er noget uforudset, ingen fornyelse eller skabelse i universet, så er tiden ubrugelig igen"(12:45).

Bergson finder på denne baggrund at såvel mekanicismen som teleologien i deres radikale former underlægger sig en "ekstern finalitet"(12:47), som udelukker disse videnskabsretninger fra den "uforudseelige tilblivelse af former"(12:52), som gemmer sig i en fremtid, hvor ikke alt er givet. Bergson har i denne kritik af mekanicismen og vitalismen fuldkommen ret. Men Bergson er ikke den første, som fremfører kritikken.

Problemet med makanikkens kausalitetsbegreb er ikke blot, at den har svært ved at frigøre sig fra idealismen, hvilket er "pinligt" i sig selv. Problemet er også, at mekanikkens kausalitetsbegreb har svært ved at begrunde videnskabens nødvendighed overhovedet. 

I mekanikkens verden, hvor alt er gennemskueligt; hvor alt sker med en nødvendighed, der er nedlagt i evige love, og hvor det væsentlige er det, som umiddelbart fremtræder, forekommer videnskabens nødvendighed at være ubegrundet.

Og i mekanikkens verden, hvor alt er principielt lovmæssigt og erkendeligt som en lukket, sammenhængende og fuldstændig verden skabt i et øjeblik, men hvor verdens rationalitet alligevel ligger uden for verden selv som en ekstern finalitet med Skaberens plan som adressant, forekommer denne videnskab at udelukke en videnskabelig forklaring på sin egen tilblivelse. Stillet over for dette problem søger den mekaniske materialisme hjælp i idealismen. Som en fremmed i denne verden, men som et væsen skabt i Guds billede, tilkommer det mennesket at få indblik i den eksterne finalitets rationalitet, i den guddommelige plan. Her sniger teleologien sig ind af bagdøren.

Deismen blev den tidligere borgerlige materialismes svar på dels at få verdensuret sat igang og dels at få forenet en uforanderlig verden med menneskets (frie) erkendelsesproces. Den mekaniske materialisme fornægter ikke, at materien er en materie i bevægelse, men da bevægelsen ikke opfattes som en iboende attribut ved materien, bliver det nødvendigt for den mekaniske materialisme på en ydre måde at få sat bevægelsen igang. Engels skriver i denne sammenhæng, at "bevægelsen er givet" som en ydre kausalitet ved tingene, og derfor må Newton opfinde sin "første impuls". "Det vil sige, at vi behøver - idet vi forudsætter den bestående tilstands evighed - en første impuls, Gud"(74:535).

Hvis verdens årsag derfor i sidste instans ligger uden for materien og bevægelsen selv, må systemet sættes igang udefra. Deismen blev den mekaniske materialismes bedste bud på dette dilemma, idet den både kunne tilfredsstille videnskaben og religionen. Engels skriver, at deismen for Newton og andre af tidens naturforskere var "en bekvem og ugidelig måde at komme af med religionen på"(76:93).

Om de "troende" naturforskere skriver Engels iøvrigt. "Gud bliver intetsteds behandlet dårligere end hos de naturforskere, som tror på ham (...) Den gamle Gud - himlens og jordens skaber, opretholderen af alle ting, uden hvem der ikke kan falde et hår af hovedet" får af sine jordiske advokater "med alle kanoniske æresbevisninger" overladt rollen som "første impuls" - hvorefter guddommens profane venner venligst men bestemt "frabeder sig enhver videre indblanding" fra Skaberens side i de jordiske anliggender (74:470f).

At pendulet kan fremstå som idealet på en menneskeskabt orden, som tåler sammenligning med Skaberens egen fuldkomne natur, bliver på denne baggrund mere forståeligt. For i Newtons verden er Gud af profession urmager. Den verden, som deismens gud er skaber af, er en urmageragtig verden, som blot én gang for alle skal sættes igang for derefter i evighed at gennemløbe sin egen indbyggede plan.

At den mekaniske materialismes determinismeopfattelse i sidste instans må søge tilflugt i idealismen må ikke forbigås, idet det tydeligt demonstrerer, at verden ikke kan forklares ud fra verden selv, hvis den objektive realitets tilfældige  sammenhænge negligeres.

Ingen har bedre end de franske materialister formuleret den mekaniske materialismes videnskabsideal. I Paul d'Holbachs bog om Naturens system er klapjagten på tilfældigheden ophøjet til videnskabens sande bekendelse og lidenskab. Ikke sådan at forstå, at tilfældighedens eksistens anerkendes. Tilfældigheden udtrykker alene en subjektiv mangel på indsigt i de nødvendige sammenhænge. Det tilsyneladende tilfældige er blot det endnu ikke teoretisk bestemte. Videnskabens opgave er derfor at forfølge den tilsyneladende tilfældighed tilbage i rækken af uendelige kausalitetsforhold af årsager og virkninger, og herved afsløre den tilsyneladende tilfældighed som nødvendighed, bestemme den som nødvendighed. Denne opgave støder kun på kausalitetsmæssige problemer, idet nødvendigheden er det, som er determineret.

Holbach skriver. "Ingen virkning opstår af sig selv eller i naturen af tilfældigheden; et ord, som vi allerede har vist, overhovedet ingen mening har"(140:164). Og Holbach fortsætter. "Naturen virker med nødvendighed i alle sine fremtrædelser og i overensstemmelse med sit væsen, med sit særlige væsen; gennem bevægelsen står helheden i relation til sine dele, ligesom delene igen står i relation til helheden; på denne måde er alt i universet forbundet med hinanden; universet er selv kun en uendelig kæde af årsager og virkninger, som uophørligt hidrører fra hinanden. Allerede efter den mindste overvejelse må vi erkende, at alt, hvad vi ser, er nødvendigt, at intet kan være på nogen anden måde, end som det er..."(140:46).

Også mennesket selv er ifølge Holbach underlagt denne tingenes uundgåelige nødvendighed. Mennesket gør, hvad det må gøre; hvad det er bestemt til at gøre ud fra fortidens årsagssammenhænge. "Det, som mennesket gør, er altid en følge af det, som mennesket har været, og af det, som det er, og som det har gjort indtil øjeblikkets handling (...) Vort liv er en række af nødvendige øjeblikke"(140:163). At dette menneske også hos Holbach tilkommer en frihed er kun muligt i den henseende, at mennesket får indsigt i den "i mennesket selv indeholdte nødvendighed"(140:165).

I denne beskrivelse er menneskets frihed i sidste instans begrundet i, at det tilhører en fremmed verden, at det er skabt i Guds billede, hvorfor mennesket tilkommer "friheden" til indsigt i ufrihedens nødvendighed. I den mekaniske materialisme står naturens nødvendighed og menneskets frihed absolut og uformidlet over for hinanden. Den mekaniske materialismes menneske står med et ben i to forskellige verdener.

Menneskets fremmedhed i mekanikkens verden har også den dimension (jvf. kapitel 2), at naturens nødvendige sammenhænge i realiteten først opstår, når mennesket betragter naturen, idet disse sammenhænge som almene sammenhænge af den tidlige borgerlige materialisme bliver betragtet som resultatet af en subjektiv konstruktion. Den objektive realitet er alene en verden af enkeltting, hinsides hvilken det almene eksisterer som enkelttingenes sammenhænge i et immaterielt medium.  

Kausaliteten i denne verden er ikke blot karakteriseret ved en årsag, som virker blindt og på en ydre måde. Den mekaniske materialismes kausalitet er karakteriseret ved, at årsagen virker med en nødvendighed, der har elimineret tilfældigheden. Den mekaniske determinisme skelner ikke mellem årsager, der udtrykker væsentlige eller uvæsentlige, nødvendige eller tilfældige sammenhænge. Alle årsager er væsentlige og nødvendige og leder dermed direkte frem til de lovmæssige sammenhænge. Nødvendigheden virker ubetinget i den betydning, at nødvendigheden aldrig forefinder betingelser, som fører til et andet resultat end beskrevet i loven for den pågældende proces.

I denne forsimplede verden udgør ethvert fænomen, som ikke straks lader sig bestemme som nødvendighed, en fundamental trussel. Ikke fordi det besværliggør en bestemmelse af loven, men fordi det i mekanikkens verden er identisk med tabet af determinisme. Finder den mekaniske materialisme sammenhænge, som ikke ubetinget udtrykker det nødvendige i sagen, er der tale om indeterminisme.

Har man erklæret sin fulde loyalitet til den makaniske materialismes videnskabsideal, må indeterminisme imidlertid afvises som en uting, dvs indeterminisme afspejler ikke noget ontologisk, men alene en begrænsning ved den menneskelige erkendelseevne. Begrebet er omtalt her, fordi det tilbagevendende dukker op i de videnskaber, som ikke har overvundet den mekaniske materialismes determinismeopfattelse.

Virker nødvendigheden først uafhængig og ubetinget, bliver tilfældigheden i virkeligheden forvandlet til nødvendighed, dvs tilfældigheden bliver elimineret. I denne verden kan enhver begivenhed beskrives af loven. Loven selv er deterministisk. Den mekaniske materialisme stiller ikke spørgsmålet "hvorfor", men ender alligevel op med at svare: "på grund af loven, derfor"!

Kausaliteten i den mekaniske materialisme er lineær, en simpel og direkte kausalnødvendighed, hvor årsag og virkning har karakter af impulsoverføring mellem selvstændige enkeltdele. Den lineære kausalitet fører aldrig til et andet resultat end beskrevet i loven for den pågældende proces, hvorfor fremtiden er principiel forudsigelig og i praksis forudsigelig i den udstrækning, som loven og en af systemets instantane tilstande er kendte. Dualismen mellem loven og dennes begyndelsesbetingelser er den mekaniske materialismes videnskabsgrundlag. Den mekaniske determinisme fremholder en forudsigelig verden, hvor alt det, der kan bestemmes som objektivt muligt, også nødvendigvis virkeliggøres.

Hvor naivt La Mettries (1709-1751) forsøg på at fremstille mennesket som et kompliceret mekanisk ur end virker i dag, så førte udgivelsen af bogen L'Homme machine i 1748 til La Mattries udvisning fra det ellers oplyste Nederlandene. Dengang var det ikke den mekaniske materialismes naivitet, som påkaldte sig de herskende lags vrede, men mekanikkens proklamerede modvilje mod alle ikke-naturlige forklaringer.

Anerkendelsen af en objektiv determinisme er den mekaniske materialismes blivende bidrag til videnskaben. Alt har en naturlig forklaring, bag enhver virkning findes en naturlig årsag, og hvis noget fremtræder overnaturligt, kan det alene skyldes vor videns provisoriske karakter. Denne anerkendelse af tingenes objektive kausalitet er fortsat videnskabens grundlæggende paradigme. Det er i eftersøgningen af de objektive sammenhænges kausalitet, at videnskaben når frem til sine resultater.

Alligevel har det 20. århundredes naturvidenskab - herunder ikke mindst fysikken - nølende men nødtvungent måttet frigøre sig fra den mekaniske determinisme. Det overraskende i denne frigørelsesproces har mindre bestået i erkendelsen af, at mekanikkens love kun besidder begrænset gyldighed, hinsides hvilken lovene må generaliseres. Det "smertelige" i overraskelsen har været erkendelsen af, at enheden mellem kausalitet og lovmæssighed er af dialektisk art (omend dette udtryk sjældent anvendes), dvs i erkendelsen af, at denne enhed involverer forholdet mellem (dialektiske) begreber som mulighed og virkelighed, tilfældighed og nødvendighed, moment og organisk helhed, hierarkiske strukturer, hvor det lavere er ophævet i det højere m.m.

Fysikkens eget dødsstød mod den klassiske fysiks determinismeopfattelse er ført over hundrede år og i fire omgange.

Det første dødsstød mod den mekaniske determinisme anrettes med udviklingen af den statistiske termodynamik i slutningen af 1800-tallet. Over for den mekaniske materialismes determinisme, som er knyttet til lokaliseringen af enkeltstående objekters bevægelsestilstande, introducerer Ludwig Boltzmann sandsynligheden som et videnskabeligt begreb. Termodynamikken omhandler typisk systemer, hvor det antal enkeltdele, som konstituerer systemer, må tælles i milliarder og atter milliarder af enheder. Lokaliseringen af denne "uendelighed" af enkelte objekter udgør hos Boltzmann en praktisk umulighed, hvorfor Boltzmann vælger at beskrive tilstandene som en statistisk sandsynlighed. I denne beskrivelse kommer systemets orden faktisk til udtryk, dvs det lovmæssige i sammenhængen afdækkes, men uden at de enkeltstående processer som sådan er lokaliseret og bestemt i deres direkte indbyrdes kausalforhold. Det enkelte er alene bestemt som en statistisk sandsynlighed.

Boltzmanns ordensbegreb, som senere har fundet anvendelse i mange andre sammenhænge, kommer til udtryk i dennes berømte formel

S = k ^. log Z

hvor S er et mål for den givne orden (i termodynamikken et mål for entropien), k er Boltzmanns konstant og Z er antallet af (mikroskopiske) kombinationsmuligheder - også kaldet kompleksioner. I denne formel knyttes der en relation mellem systemets ordensgrad på makroskopisk niveau og sandsynligheden for en bestemt fordeling af kompleksioner på mikroskopisk niveau.

I denne sammenhæng skal vi hæfte os ved, at Boltzmann bringer kausalitet og sandsynlighed sammen, hvilket på afgørende måde bryder med den mekaniske materialismes determinisme. Ifølge denne er det enkelte ubestemt og indetermineret, hvis det kun lader sig bestemme som en statistisk sandsynlighed. Det enkelte er i denne tilstand alene bestemt som vilkårlighed, og det er ingen bestemmelse. En rigtig videnskab regner ikke med statistiske sandsynligheder, idet sandsynlighed og nødvendighed udgør hinandens modsætninger. Så vidt den klassiske fysik før den statistiske termodynamiks tilblivelse.

Men Boltzmann (fysikkens Darwin) har ret. Kausalitet og sandsynlighed er indbyrdes forbundne, og det forhold, at udforskningen af enkeltstående processers kausalitet må finde sted som en statistisk sandsynlighed, blokerer ikke for videnskabens vej frem til en bestemmelse af de lovmæssige sammenhænge.

Dette ved vi i virkeligheden godt. Eksempelvis er de dødsulykker, som hvert år finder sted i trafikken, i hvert enkelt tilfælde underlagt et kausalitetsforhold (høje hastigheder, farlige vejkryds, gammel bilpark, uopmærksomhed hos bilisten osv). Ændres betingelserne for trafiksikkerhed, ændres statistikken over uheld sig også. En halvering af hastighederne vil med lovmæssig sikkerhed (alt andet lige) nedbringe antallet af dødsulykker, dvs en afgørende forbedring af betingelserne for trafiksikkerhed vil kunne aflæses i statistiken, selv om denne forbindelse mellem kausalitet og statistisk lov ikke har som konsekvens, at det enkelte trafikuheld kan bestemmes endsige forudsiges. Det enkelte uheld virkeliggøres tilfældigt om ikke kausalfrit.

Som den første inden for fysikken nægter Boltzmann at bestemme nødvendigheden løsrevet fra tilfældigheden. Omvendt fremfører Boltzmann, at det forhold - at nødvendigheden eksisterer som en enhed af tilfældighed og nødvendighed - ikke udelukker en bestemmelse af nødvendigheden. Indholdet i denne tankegang er helt igennem dialektisk.

Det andet dødsstød mod den klassiske fysiks determinisme anrettes af relativitetsteorierne, selv om Einstein ingen intentioner havde herom - tværtimod. Blandt alle det 20. århundredes store fysikere er Einstein den mest loyale over for den klassiske fysiks determinisme. Alligevel er Einstein den første fysiker, som bringer et subjekt ind i videnskabens objektive beskrivelser.

Dette er en følge af opgivelsen af det absolutte samtidighedsbegreb, dvs af "fjernvirkningsbegrebet". Hermed er erkendelsens ståsted ikke længere et usynligt punkt i beskrivelsen. Omvendt er enhver bestemmelse af verden et bestemt inertialsystems bestemmelse. Gennem særlige ligninger, som gør det muligt at overføre beskrivelsen af naturen fra et inertialsystem til et andet, lykkes det dog for Einstein at eliminere dette subjekt igen. Eliminationen kan dog ikke bortforklare, at den har subjektets eksistens i den videnskabelige beskrivelse som grundlag.

Relativitetsteorierne er dog med undtagelse af dette "borteliminerede subjekt" en meget klassisk videnskab, hvad angår determinismeopfattelse.

Det tredje dødsstød mod den klassiske fysiks determinisme anrettes af kvantemekanikken. Meget af indholdet i dette dødsstød er allerede omtalt i kapitel 5.1.2. Kvantemekanikkens dødsstød indeholder elementerne af de to tidligere i sig i en mere fundamental fortolkning. Tilfældigheden og subjektet indtager i kvantemekanikken en principiel uundgåelig plads i enhver objektiv beskrivelse af naturens lovmæssige sammenhænge. Men i kvantemekanikken har dette som konsekvens, at fremtiden inden for en bestemt kompleksion af sandsynligheder er uforudsigelig.

Idealet for en god fysisk teori består i dens evne til at forudsige fremtiden. Videnskabelige teorier kan opfattes som hypoteser om fremtiden, som gennem eksperimenter skal kunne efterprøves. Hvis virkeligheden morgen, middag og aften viser et andet resultat end forudsagt i teorien, så er der tale om en dårlig teori. Bekræfter alle observationer altid teoriens forudsigelser, så er der omvendt tale om en god teori.  

Kvantemekanikkens ubestemthedsrelation indførte - som omtalt - en nøjagtighedsbarriere på teoriens evne til forudsigelighed. Kvantemekanikken opererer med et antal forskellige mulige udfald på en kvantetilstand, hvor teoriens evne til forudsigelighed består i, at den fortæller os sandsynligheden for disse mulige udfald. I stedet for at forstå disse nyopdagede betingelser for forudsigelighed som betingelser for lovens eksistens, bliver disse betingelser - tro mod den mekaniske materialismes determinismebegreb - opfattet som et tab af determinisme. Når teorien ikke længere kan forudsige verden i absolut forstand, så må verden være ophørt med at være "fuldstændig determineret".

Determinisme og forudsigelighed tænkes endnu som uadskillelige størrelser, fordi kausalitet og lovmæssighed identificeres.

Kvantemekanikken indeholder intet "budskab" om tab af determinisme. Omvendt udvider kvantemekanikken grænserne for den determinerede verden, idet det mulige i kvantemekanikken bliver en virkelig del af virkeligheden ligesom det tilfældige uadskilleligt indgår i det lovmæssiges konstituering. Den egentlige problemstilling, som kvantemekanikken rejser på dette område, er derfor: Hvordan bestemmes de lovmæssige sammenhænge i en verden, hvor det tilfældige og det mulige fremstår lige så objektivt realt som det nødvendige og det virkelige? Denne problemstilling er helt igennem dialektisk.

Det fjerde dødsstød mod den mekaniske materialismes determinisme er måske det mest fundamentale, idet det finder sted på mekanikkens egen slagmark. Med udviklingen af den ikke-lineære dynamik er det blevet bevist, at selv de mest simple mekaniske systemer, som f.eks. pendulet, indeholder en ikke-linearitet i sig, et element af kaos i sig, som under bestemte betingelser gør pendulets deterministiske bevægelse uforudsigeligt.

Den ikke-lineære dynamik har så at sige gjort den klassiske fysiks "baggrundsstøj" til sit forskningsområde. Alle de data, som ikke har passet ind i denne fysiks pæne lineære ligninger (hvilket er de ligninger, som kan løses), og som af samme grund er blevet smidt i papirkurven som udslag af forstyrrende tilfældigheder, har den ikke-lineære dynamik gjort til genstand for egentlig videnskabelig forskning. Resultatet af denne forskning har på afgørende måde udvidet videnskabens genstandsfelt samt vor forståelse af de lovmæssige sammenhænges betingethed. Forskningen i ikke-linearitet har vist, at infinitesimale ændringer på udgangsbetingelserne pludseligt kan forvandle orden til kaos; at orden og kaos lever side om side i de samme systemer; at tilfældigheden og nødvendigheden er to sider af samme sag.

For første gang har en ny gren udviklet sig inden for fysikken, som ikke blot har problematiseret den klassiske determinismeopfattelse men på afgørende måde præciseret indholdet i en ny determinisme. Ingen moderne naturvidenskabelig teori har i den grad bekræftet den materialistiske dialektik på centrale videnskabsteoretiske spørgsmål som den ikke-lineære dynamik. Lad os se nærmere på disse resultater - og starte et velkendt sted.

I 1800-tallet henholdsvis chokerede og glædede den engelske præst og socialøkonom Thomas R. Malthus (1766-1834) sin samtid med en "videnskabelig" teori om den naturnødvendige overbefolkning.[8] Forklaringen på overbefolkningens uundgåelighed fandt Malthus begrundet i det forhold, at den menneskelige populationsvækst følger biologiske love, hvorimod væksten i komsumtionsudbuddet følger økonomiske love. Ulykken består i, at den biologiske vækst som tendens er exponentiel i sin progression (følger en kvotientrække - 2,4,8,16,32...), hvorimod den økonomiske vækst som tendens kun er aritmetisk (følger en differentialrække - 2,4,6,8,10...). Mennesket er med andre ord fra naturens side bedre indrettet til at avle børn end til at producere mad, hvorfor en overskydende del af befolkningen altid vil være henvist til et liv i nød og elendighed. 

Ligningen for en malthusiansk vækst, hvor populationen stiger med den samme procentvise størrelse i det uendelige, kan skrives på følgende generelle formel:

Xnæste = F(X) eller Xn+1 = F(Xn)

Befolkningsstørrelsen næste år (Xn+1) er i ligningen en funktion af befolkningsstørrelsen i år (Xn).[9]  Er den årlige befolkningsvækst 10% (vækstfaktor = 1.1) får ovennævnte formel følgende udtryk: Xn+1 = 1.1 x Xn. Er udgangsværdien på Xn en befolkning på 1 mill. mennesker vokser befolkningen de første ti år til følgende antal mennesker i millioner: 1.0 - 1.1 - 1.21 - 1.33 - 1.46 - 1.61 - 1.77 - 1.95 - 2.14 - 2.36 - 2.59. På ti år er befolkningstallet steget med 159%.

Heroverfor stiger den aritmetiske vækst i fødemidler meget langsommere. Er væksten eksempelvis 10 % det første år, vil den samlede vækst efter ti år kun være 100%. Grafisk kan Malthus absolutte overbefolkning, og dermed den arbejdende befolknings naturtvungne nød og elendighed, illustreres som svælget mellem konsumtionsudviklingens rette linie og populationskurvens tendentielle himmelflugt. (Fig. 6.2).

Biologer, som anvendte den biologisk begrundede faste procentiske Malthus-funktion på dyrepopulationer, fandt dog hurtigt ud af, at modellen ikke var særlig realistisk. Modellen forudsætter, at "modstanden" mod vækst forbliver konstant uafhængig af populationens størrelse. Modellen forudsætter i virkeligheden, at alle populationer til sidst vokser "ind i himlen". Men denne forudsætning synes ikke at være til stede i virkeligheden, hvor det naturlige fødegrundlag i de givne økologiske systemer sætter bestemte vækstgrænser, samtidig med at væksten i en population af byttedyr alt andet lige også øger væksten af rovdyr. Til væksten er knyttet en tilbagekobling, en feed-back mekanisme kendetegnet ved, at modstanden mod væksten stiger ved stigende vækst. Dette forhold kendes fra de mest forskelligartede dynamiske systemer. Jo mere et system presses, pumpes eller udnyttes, jo mere øges modstanden mod et yderligere pres. Eksempelvis er et cykeldæk pumpet op, når modstanden mod en yderligere pumpning sætter en naturlig stopper for pumpningen.

Den enkleste af alle modificerede Malthus-modeller for vækst har i modellen indført en tredje variabel foruden fertilitets- og mortalitetsvariablerne, nemlig en variabel, der afspejler den forøgede mortalitet p.g.a. den vækstbetingede begrænsning i fødegrundlaget og/eller den vækstbetingede forøgelse i rovdyrmængden. Funktionen for denne modificerede procentiske vækst lader sig udtrykke ved følgende formel:

Xn+1 = rXn(1 - Xn)

hvor r er vækstfaktoren og leddet (1 - Xn) et udtryk for den "modstandsfaktor" (angivet ved bestandens størrelse som en brøk mellem 0 og 1), som holder bestanden inden for bestemte grænser. Nærmer bestanden sig 0, dvs er bestanden meget lille, nærmer leddet (1 - Xn) sig faktoren 1, dvs den procentiske vækst møder ingen feedback-modstand i øko-systemet p.g.a. populationens vækst.

Dette fremgår måske klarere, hvis ligningen omskrives til Xn+1 = rXn - rXn². Er bestanden meget lille kan man næsten se bort fra leddet (-rXn²). Populationen vil da vokse, hvis r > 1, og uddø for r < 1. Er r > 1 vil bestanden vokse indtil ligningens ikke-lineære del (-rXn²) begynder at få afgørende betydning. Da leddet (-rXn²) er negativt virker denne modstandsfaktor som en ikke-lineær dødelighedsrate. Når bestanden nærmer sig sin optimale størrelse (udtrykt ved tallet 1), nærmer leddet (1 - Xn) sig 0, hvilket i funktionen udtrykker den maksimale modstand mod en yderligere vækst.[10]

Denne model blev mødt med den klare forventning, at den ville være i stand til at afspejle den iagttagelse fra væksten i virkelige dyrepopulationer - det være sig fisk, mariehøns, bakterier m.m. - at en bestemt vækst til sidst konvergerer mod en ligevægtsværdi, som udtrykker, at populationen i det givne øko-system har nået sin optimale størrelse. Indtil denne ligevægt er fundet, kan populationen udmærket fluktuere, men forventningen var, at fluktuationerne til sidst ville indstille sig på populationens optimale størrelse.

Denne forventning blev faktisk indfriet. Sættes som et eksempel[11] vækstfaktoren r til 2,7 og udgangsbestanden til 0,02 bliver næste års population 0,0529 - dvs mere end en fordobling. (Xn+1 = 2,7 x 0,02(1 - 0,02) = 0,0529). Dette resultat indgår nu som udgangspunkt for beregningen af næste års population og således i det uendelige. Herved fremkommer følgende talrække: 0,02 - 0,0529 - 0,1353 - 0,3159 - 0,5835 - 0,6562 (populationen topper) - 0,6092 - 0,6428 - 0,6199 - 0,6362 - 0,6249 (populationen fluktuerer) - 0,6328 - 0,6273 - 0,6312 - 0,6285 - 0,6304 - 0,6291 - 0,6300 - 0,6294 - 0,6299 - 0,6295 (fluktuationerne aftager) - 0,6297 - 0,6296 - 0,6297 - 0,6296 - 0,6296 - 0,6296 (populationen er i ligevægt). Grafisk er denne velordnede populationsvækst afbildet i Fig. 6.3.

Denne simple model for populationssvingningerne i en dyrebestand er ikke blot smuk i sig selv, men lever også smukt op til de klassiske videnskabsidealer. I modellen kommer dette ideal til udtryk i den uafhængighed, som funktionen tilsyneladende indeholder i forhold til små ændringer i vækstparameteren. Disse ændringer indvirker ifølge sagens natur på vækststigningen og givet vis også på den grad, som populationen i fluktuationsfasen skyder over eller under målet, men ikke på slutresultatet - en entydig optimal populationsstørrelse.

Modellen undsiger ikke det videnskabsideal, som ligger gemt i enhver lineær funktion. Hvis y = ax, så er y + Dy = ax + Dx. En lille ændring eller usikkerhed på begyndelsesbetingelserne har også kun en lille virkning på slutresultatet. Små virkninger får aldrig ubegrænset store effekter. Og selv om populationssvingningerne i en periode fluktuerer, selvregulerer systemet disse fluktuationer. De udlignes eller konvergeres. Pendulurets ideal dukker frem igen.

For biologerne ude i feltet stod der kun ét ubehageligt problem tilbage. De indsamlede data var ikke entydige i forhold til modellen. Overalt i naturen fandt man også populationer, hvor en vækst aldrig til sidst konvergerer mod en bestemt optimal populationsstørrelse, dvs man fandt populationer, som aldrig faldt til ro på en bestemt ligevægtsværdi.

Inden for den klassiske dynamiks rammer stod to muligheder åbne. To muligheder som samtidig opdelte populationsforskerne i to lejre. Den ene lejr fastholdt lovmæssigheden i det indsamlede datamateriale ved at bortforklare uregelmæssighederne som mangler ved selve datamaterialet eller grundlaget for dette. Den anden lejr drog den for videnskaben skuffende konklusion, at dyrebestandenes populationssvingninger udvikler sig helt tilfældigt. De to lejre afspejlede den klassiske dynamiks uformidlede opdeling af verdens sammenhænge i nødvendige og tilfældige sammenhænge.

Denne situation varede ved indtil en australsk biolog - uddannet som teoretisk fysiker - Robert M. May i midten af 1970'erne bragte de to lejre sammen gennem et arbejde[12], hvor May minutiøst eftersøgte et overordnet mønster i det uendelige talmateriale, som er knyttet til selv den mindste ændring i en populations vækstparameter. May fik i bogstaveligste forstand øje på den bagvedliggende orden i det uoverskuelige datamateriale ved at afbilde populationens størrelse som funktion af vækstparameteren. Et punkt i dette diagram vil da svare til den ligevægtsværdi, som en population ved en given vækstparameter konvergerer mod.

May fandt, at for alle værdier af r under 3 finder populationen én bestemt ligevægtstilstand (med undtagelse af de små værdier, hvor populationen uddør). En vækstfaktor på 3 udgør imidlertid en kritisk parameterværdi, idet populationen nu nægter af falde til ro på et bestemt niveau. Derimod oscillerer populationen år efter år mellem to ligevægtstilstande. En såkaldt bifurkation er indtrådt, en tvedeling eller forgrening af populationens ligevægtstilstand. I dette kritiske forgreningspunkt fjernt fra ligevægt står populationen over for to udviklingsalternativer, dvs over for et valg. Populationen har opnået en frihedsgrad. Ved en vækstfaktor på 3,5 bifurkerer bifurkationen igen, dvs der indtræffer igen en periodefordobling, således at populationen nu svinger mellem fire forskellige værdier.[13] Disse periodefordoblinger fortsætter dog ikke i det uendelige, men ender til sidst i kaos - en tilstand, hvor populationen aldrig falder til ro på nogen bestemt ligevægtsværdi. En kaotisk variation er indtruffet. Bifurkationerne er blevet til et "bifurkationstræ".

Efter fysikeren Mitchell Feigenbaum er det mønster, som Mays simple ligning skjuler, blevet sammenlignet med et figentræ, hvor løvet afspejler kaos (i Fig. 6.5 ses figentræet ligge ned langs x-aksen). Det forunderlige er, at inde i løvet dukker der pludseligt "vinduer" op, svarende til at populationen igen falder til ro omkring bestemte ligevægtsværdier for igen at overgå i kaos ved en yderligere stigning i vækstfaktoren - og således i det uendelige.[14]

I ligningen Xn+1 = rXn(1-Xn) udtrykker r funktionens grad af ikke-linearitet. Stigende værdier for r fører mod kaos. Ligningen har været kendt i århundreder, men først den ikke-lineære dynamiks forståelse af den har godtgjort, at videnskabens brud med den mekaniske determinisme er endegyldig.

Den revolution i den videnskabelige tænkning, som er indeholdt i ovennævnte simple funktion, kan sammenfattes i følgende overskrifter.

Deterministisk kaos. På sin egen forunderlige måde fremholder den ikke-lineære dynamik en deterministisk verden, som i egentlig forstand er mere determineret end den mekaniske materialismes idéelle forestillinger herom. Den mekaniske materialismes strenge determinisme har som indhold en fornægtelse af tilfældigheden i ord, idet enhver virkning, som har en årsag, fortolkes som en nødvendig virkning. Den ikke-lineære dynamik fremfører i modsætning hertil, at bestemmelsen af en sammenhæng som enten tilfældig eller nødvendig ikke relaterer sig til sammenhængens kausalitetsforhold, idet enhver sammenhæng - tilfældig eller nødvendig - er determineret. Løvet i Feigenbaums figentræ - svarende til kaos - er ikke i mindre grad determineret end stammen og de enkle forgreninger - svarende til bestemte ligevægtsværdier.

Selve begrebet kaos må man ikke lade sig distrahere af. Begrebet, som er introduceret af den amerikanske matematiker James Yorke i 1975, er uheldigt valgt, for så vidt som begrebet forbindes med vilkårlighed. Kaos-begrebet indeholder den diametralt modsatte pointe. Også tilfældigheden, det ubestemmelige er determineret. I sit indhold skal kaos fortolkes og forstås som determineret uforudsigelighed. Eksempelvis skriver Roderick V. Jensen fra Yale University, at begrebet kaos har "en præcis matematisk betydning", som refererer til "determinerede, ikke-lineære systemers irregulære og uforudsigelige opførsel"(160:168).

Men teorien om deterministisk kaos går endnu videre. Det tilfældige er ikke blot determineret, men har også en grund til, at det er tilfældigt. Det er ingen tilfældighed, at tilfældigheden eksisterer.[15] Matematisk udtrykt dukker tilfældigheden i ovennævnte ligning nødvendigvis op efterhånden som funktionens grad af ikke-linearitet vokser og slår pludseligt igennem hinsides bestemte kritiske tærskelværdier. Kaos er eksempelvis den turbulens, det virvar af uorden, som pludselig men nødvendigvis opstår, når et given hydrodynamisk system (gennemstrømningen i en olierørledning, luftstrømmen over en flyvinge, blodets bevægelse i et blodkar, vandets bevægelse omkring et skibsskrog osv) "presses for hårdt". En ubetydelig ændring i konstruktionen er måske nok til igen at fremkalde de parameterværdier, som ikke tilsvarer kaos. For det deterministiske kaos bærer ordenen i sig. Tilstandene går ved bestemte kritiske værdier over i hinanden.

Kompleksitet gennem det simples gentagelse. Iteration er ikke blot en matematisk fremgangsmåde for bestemte funktioner, men én af naturens ældste byggeprincipper. Hemmeligheden bag mange af naturens særdeles komplekse mønstre er en simpel opskrift, som blot er blevet gentaget igen og igen. Det, som kilden til det komplekse her har brug for, er ikke information om det færdige resultat, men ... tid. Tid til at lade det simple blive gentaget i én uendelighed. Tid til at lade endeligheden møde uendeligheden. Tid til at gentagelsen til sidst gør en forskel; til sidst udvikler sig til noget, der er anderledes. Og er der noget, som udviklingen synes at have nok af, så er det netop tid. I modsætning hertil er "det moderne menneske" jo altid i knaphed for tid, hvorfor det blev computeren med dens velegnethed for iterationer, der kom til at afdække gentagelsen i tid som en vej til kompleksitet.

Uforudsigelig fremtid. Den ikke-lineære dynamik fremhæver ikke blot verdens grundliggende determinerethed men også verdens grundliggende uforudsigelighed. Determinisme og uforudsigelighed udelukker ikke hinanden. Bruddet med den klassiske dynamiks videnskabsideal er på dette punkt en konsekvens af, at infinitesimale ændringer på udgangsbetingelserne godt kan få en tendensiel ubegrænset virkning på slutresultatet. Ændringen kan være afgørende for om slutresultater ender i ordnede eller kaotiske sammenhænge. En vækstfaktor på henholdsvis 2,9 og 3,0 udgør i ovennævnte ligning den infinitesimale forskel, som afgør om populationen falder til ro på en bestemt ligevægtstilstand eller oscillerer mellem to tilstande. Kaos omhandler netop sådanne systemer, som udviser hyperfølsomhed på udgangsbetingelserne. Og i sådanne systemer er fremtiden principiel uforudsigelig selv om lovene for systemet er kendte.

Et meget velkendt kaotisk system er vejret. Alle de parametre, som konstituerer vejret, er velkendte. Og efterhånden har vejrstationer og vejrmålinger overalt på jordkloden givet meteorologerne et ganske godt datagrundlag for vejrprognoser. Men netop udviklingen af den moderne ikke-lineære dynamik har endegyldigt punkteret alle forhåbninger om holdbare langtids-vejrprognoser. Den praktiske grænse for vejrprognoser sættes i dag til én uge. Og årsagen hertil er, at vejret om en uge i Danmark ikke blot afhænger af, om eksempelvis havoverfladetemperaturen i det nordlige Atlanten er 9° eller 10° C, men om temperaturen er 9,446° C eller 9,447° C. Denne hyperfølsomhed på udgangsbetingelserne afspejles i modellen for de såkaldte "identiske tvillinger" (Jvf. Fig. 6.6), som udtrykker to identiske vejrprognoser - blot med den forskel, at der er ændret på de yderste decimaler i den alternative vejrprognoses indgående parameterværdier.

Betydningen af denne hyperfølsomhed på begyndelsesbetingelserne er først for alvor gået op for naturvidenskaben i løbet af de sidste to årtier. Men opdagelsen går i virkeligheden tilbage til århundredeskiftet. Matematikeren Henri Poincaré skriver således i 1908: "En ganske lille årsag, som unddrager sig vores opmærksomhed, kan afstedkomme en betydelig virkning, som ikke kan overses; i så fald siger vi, at virkningen skyldes tilfældigheder (…) Men selv om det gjaldt, at naturlovene ikke længere rummede nogen hemmeligheder for os, kunne vi stadig kun kende begyndelsessituationen tilnærmelsesvist. Hvis dette nu satte os i stand til at forudsige den efterfølgende situation med samme tilnærmelse, kunne vi ikke ønske os mere, og vi ville sige, at fænomenet var blevet forudsagt, dvs var under lovenes kontrol. Men således er det ikke altid; det kan forekomme, at små forskelle i begyndelsesbetingelserne bliver store i slutfænomenerne. En lille fejl i førstnævnte vil frembringe en stor fejl i sidstnævnte. Forudsigelser bliver umulige..."(335:68). Poincaré's indsigt i kaos forblev upåagtet i mere end et halvt århundrede.

Det lovmæssiges betingethed. Over for ovennævnte karakteristik af vejret, som et system, der på samme tid kører i ring og alligevel aldrig helt gentager sig selv, da det er stærkt ikke-lineært, kan der indvendes, at den klassiske dynamiks videnskabsideal dog ganske godt tilsvarer mange virkelige dynamiske systemer. Da fem rumsonder i marts 1986 passerede ganske tæt forbi Halleys komet - heriblandt passerede rumsonden Gioto i sin TV-transmitterede passage forbi kometen i en afstand af kun 600 km - byggede planlægningen af de fem kometpassager på unøjagtige bestemmelser af kometens position fra dens sidste passage i 1910! Denne unøjagtige positionsbestemmelse var dog i praksis uden betydning for de fem rumsonders møde med Halley. Efter 76 års rejse ud til solsystemets fjerneste egne dukkede Halley op omtrentligt på det forventede tidspunkt og omtrentligt på den forventede position.

Den ikke-lineære dynamiks pointe er ikke, at verden ikke indeholder ordnede strukturer og processer, som lader sig beskrive i form af love, og som indeholder en grad af stabilitet, der retfærdiggør videnskabelige prognoser. Pointen er, at de lovmæssige sammenhænge eksisterer i et medium af determinerede sammenhænge, som også kan antage kaotiske former.

Fire dødsstød mod den klassiske fysiks determinismebegreb på ét århundrede - udrettet af fysikken selv og efter begrebet allerede i århundredet før var overvundet filosofisk. Det må give et begrundet håb om, at teksten efterhånden er lært.

Og dog står vi med troen på tilfældighedens bestemmelse som nødvendighed over for én af den moderne videnskabs mest slidstærke bedetæpper. For dette bedetæppe er vævet af den sunde fornufts tanketråde. Derfor sniger den mekaniske determinismes forskellige begreber sig vedvarende ind i hverdagssproget - og herfra videre ind i videnskaberne. Til tider er det blot terminologien, som lader meget tilbage at ønske. Andre gange stikker det hele dybere.

I dette afsnit skal en række mere eller mindre tilfældige eksempler trækkes frem fra videnskabens verden omhandlende forholdet mellem kausalitet og lovmæssighed. Eksemplerne skal fremhæve, hvor meget sproget er inficeret med den mekaniske determinismes begreber, og hvor afgørende det er for videnskaben at overvinde denne begrebsinfektion.

Hvis den mekaniske determinisme er referencerammen, så vil kvantemekanikken indeholde et budskab om ontologisk "indeterminisme". Med dette begreb har fysikerne lukket en størrelse ind i verden, som de med usvigelig sikkerhed vil gøre alt for igen at få udelukket. For i en indetermineret verden er al videnskab spild af tid og ressourcer. Hvis verden regeres af årsager, som er uden virkninger og af virkninger, som er uden årsager, så vil den mest overflødige person i denne verden være videnskabsmanden selv. Spåmænd, heksedoktorer og troldkvinder vil da være værdige kandidater til fremtidige Nobelpriser.

I stedet for ordet "indeterminisme" har ofrene fra den mekaniske materialismes begrebsverden derfor udviklet en gradueret determinismeskala, som opererer med begreber som "streng determinisme" og "fuldstændig determinisme" - vel med det skjulte håb for øje, at kvantemekanikkens "indeterminisme" engang i fremtiden vil afsløre sig som en blot "mindre streng determinisme".

David Bohms teori om "skjulte variable", som på et sub-kvantemekanisk niveau og i det enkelte tilfælde kan beskrive, hvad der kan registreres som virkninger på det kvantemekaniske niveau, er således et klassisk forsøg på at overvinde kvantemekanikkens "indeterminisme". Forsøget - hvis relevans ikke skal kritiseres - indeholder imidlertid ingen overvejelser om at udvikle et nyt og måske mere adækvat determinismebegreb. "Først må vi huske, at vi har betragtet indeterminisme som en reel og objektiv egenskab ved materien, men dog en egenskab, der kun optræder i en bestemt, begrænset sammenhæng (i dette tilfælde kvanteniveauet). Vi antager, at der på et dybereliggende sub-kvanteniveau eksisterer flere variable, der mere detaljeret bestemmer fluktuationerne i de kvantemakaniske målingers resultater"(16:194)

Bohm tager som udgangspunkt, at materien er delt op i et determineret område og i et indetermineret område. Bohm vil som fysiker gerne bygge bro fra den ene verden til den anden - dog ikke ved at udvikle et determinismebegreb, der reelt omfatter begge verdeners sammenhænge, og hvor det tilfældige og det nødvendige, det mulige og det virkelige ikke er hinandens absolutte modsætninger, men ved at finde en underliggende verden, en "indfoldet orden", som kan begrunde Bohms "holistiske verden".

Skulle dette forsøg mislykkes, må vi med Bohm acceptere, at vi lever i en tvedelt verden: i relativitetsteoriens verden, som kræver "kontinuitet, streng årsagsbestemthed (determinisme) og lokalitet" og i kvanteteoriens verden, som kræver "diskontinuitet, ikke-årsagsbestemthed og ikke-lokalitet"(16:155f).

Stephen Hawkings terminologi på dette område lader også tilbage at ønske. I Hawkings univers:dukker der en kausalitet op, som tilsyneladende kan gradueres i en større eller mindre fuldstændighed "Ubestemthedsprincippet varslede enden på Laplaces drøm om en videnskabsteori, en universmodel, der ville være fuldstændig deterministisk..."(122:46). Begrebet "den fuldstændige determinisme" er som nævnt ikke velvalgt. Ubestemthedsprincippet varslede enden på en fuldstændig forudsigelig fremtid, men ikke enden på verdens determinerethed. Hawkings formulering antyder, at den "fuldstændige determinisme" af kvantemekanikken er blevet erstattet med en mindre fuldstændig determinisme. Men forholdet er snarere det omvendte. Hvor den mekaniske materialisme borteliminerede tilfældigheden fra denne verden, påpeger kvantemekanikken, at også tilfældigheden er determineret. Kvantemekanikken udvider determinismebegrebet til at omfatte flere af virkelighedens sammenhænge.

Også fysikeren Max Born hænger terminologisk fast i de begreber, der identificerer determinisme med absolut forudsigelighed. Ubestemthedsrelationens realitet får Born til at konkludere, at "den nye mekanik ikke er deterministisk, derimod statistisk..."(21:174). Men tabet af evnen til absolut forudsigelighed er ikke identisk med tabet af determinisme, fordi "streng determinisme" - i modsætning til f.eks. opfattelsen hos fysikeren og "populærmystikeren" Fritjof Capra - ikke er identisk med de processer, som er "fuldstændig årsagsbetinget og forudbestemt"(27:58). 

Heller ikke Prigogine er terminologisk konsekvent i brugen af sit determinismebegreb - selv om meningen er god nok. Prigogine udtaler i et interview fra 1982. "Der gives intet drama, hvis alt er determineret". (Det er her underforstået, at tilfældigheden ligger hinsides det determinerede). Spørgsmålet er "hvor meget determinisme og hvor meget tilfældighed vi har gemt i vore modeller, og svaret lyder igen (...), at vi i dag har brug for begge: tilfældigheden og determinismen"(342:130f). Prigogine burde vide, at dette begrebsligt er noget mekaniscistisk vrøvl. De korrekte korrelative begreber er, at videnskaben i dag er tvunget til at arbejde med såvel den determinerede nødvendighed som den determinerede tilfældighed. Endnu engang. Der findes ingen indeterministisk tilfældighed.

Fysikeren og videnskabsjournalisten John Gribbin blander også kausalitet og lovmæssighed sammen, når kvantespringene i det radioaktive henfald betegnes som et brud på årsagssætningen - omend "ikke et voldsomt brud med årsagssætningen". Også denne formulering inderbærer en graduering af kausaliteten. Gribbin skriver. "Det ser virkelig ud til, at forandringerne sker helt styret af tilfældigheder, eller på statistisk grundlag. Og det rejser i sig selv en række filosofiske spørgsmål. I den klassiske verden er der en årsag til al ting (...) Men i kvanteverdenen fortoner den direkte årsagskæde sig, så snart vi ser på radioaktive henfald eller på atomare overgange. En elektron flytter sig ikke fra et bestemt energiniveau til et andet på et bestemt tidspunkt af en bestemt grund"(112:69). Og Gribbin skriver ligeledes. "Kvantemekanikken viser os, at præcision i rumtidskoordinaterne må betales i form af ubestemthed i impuls og energi og dermed kausalitet"(112:166).

Her gentager Gribbin mekanicismens fejltagelse. Det tilfældige identificeres med det kausalfrie. Blot fordi et givent fænomen indtræffer tilfældigt, er det ikke ensbetydende med, at fænomenet som observeret virkning er uden årsag. Det radioaktive henfald er som naturfænomen tværtimod så virkeligt, at kvantemekanikken kan fremskrive denne virkelighed som en dialektik mellem virkelighed og mulighed. Sandsynligheden i kvantemekanikken eksisterer som en objektiv mulighed. Det mulige er netop ikke identisk med "fri fantasi" eller anerkendelsen af overnaturlige fænomener. Alt er ikke muligt. Det mulige står i et dialektisk forhold til det virkelige, hvorfor kvantemekanikken på kausalitetens sikre grund kan udregne sandsynligheden for mulighedens virkeliggørelse. Kvantespringet vil først miste sin determinisme i det øjeblik, videnskaben kan bestemme fænomenet som et overnaturligt fænomen på niveau med jomfrufødsler, Jesus genopstandelse og himmelfart. Men så vidt er vi ikke kommet endnu.[16]

Mange af de filosofiske problemer, som kvantemekanikkens determinismediskussion har ført med sig, kan dog også rejses i forhold til langt mere hverdagsagtige og velkendte forhold. Hvordan skal eksempelvis forholdet mellem kausalitet og lovmæssighed bestemmes i et terningespil?

Dette spørgsmål kommer videnskabshistorikeren Simo Køppe ind på i bogen Virkelighedens niveauer. Køppes centrale determinismebegreb er tilsyneladende meget nuanceret. Det skal indfanges omkring udtryk og vendinger som "strengt determineret"(171:59) og variantudgaverne "strikt deterministisk"(p.412) og "absolut determination"(p.67). Omkring udtryk som "kausale lovmæssigheder"(p. 283); "stokastiske og deterministiske processer"(p.382); ifølge Bohm er "tilfældighederne lige så afgørende som kausaliteterne"(p.117); forskellen er om fænomenet er "kausalt determineret" eller "et mere diffust produkt"(p. 386); den "egentlige uberegnelighed er indeterministisk"(p.394); kaosteorierne udtrykker en "umiddelbart besynderlig dobbelthed", når de hævder, "at systemer både kan være deterministiske og uforudsigelige/tilfældige"(p.405); "umiddelbart tilfældigt" og "i sidste ende deterministisk"(p.411f); "lovene er det, der begrænser", og "konsekvensen af deres (lovenes,AL) indgreb..."(p.422).

Dette udpluk at determismebestemmelser giver klar association til den mekaniske materialismes determinisneopfattelse. Køppe skal fremhæves her, fordi denne - i modsætning til traditionelle fremgangsmåder - ikke lader Einstein, Bohr, Prigogine, Feigenbaum m.fl. kritisere 1700-tals materialisten Paul Holbach, men omvendt lader Køppe Holbach kritisere det 20. århundredes naturvidenskab - dog uden at Holbach på noget sted omtales. På denne baggrund når Køppe ganske naturligt frem til, at det 20. århundrede ikke videnskabsteoretisk har indvarslet noget nævneværdigt nyt.[17] Den determinisme, som Paul Holbach i 1770 formulerede i Naturens system, klarer fortsat tidens værste prøvelser. Det er da et standpunkt, som må kaldes sejlivet.

Køppe skriver. "Der er to aspekter, som er væsentlige i denne sammenhæng, nemlig 1) spørgsmålet om kausalitet og tilfældighed og 2) spørgsmålet om videnskabelig uvidenhed/begrænsning i målinger (...) Hvis man betragter streng determination som det modsatte af tilfældighed, så er sandsynslighedsteorier i én forstand et forsøg på at formidle mellem denne modsætning. Tilfældighed kan kvantificeres via sandsynlighedsbegrebet, og man kan bruge begrebet til at vise, at det, der umiddelbart fremtræder tilfældigt, i sidste ende er strengt determineret"(171:410).

Som en illustration af den kun umiddelbart fremtrædende tilfældighed omtaler Køppe "et par banale eksempler". "Hvis en mønt kastes op i luften, kan den lande med en af to sider opad. Hvilken af siderne den lander på, er umiddelbart tilfældigt, og da der kun er to muligheder, er sandsyndligheden for hvert udfald 1/2"(171:410). Men - påpeger Køppe i Holbachs ånd. "Tilfældigheden er imidlertid kun praktisk, idet man i princippet ville kunne beregne udfaldet, hvis man kunne bestemme udgangsbetingelsen tilstrækkeligt præcis. Denne bestemmelse ville bl.a. indebære en ekstrem nøjagtig beskrivelse af mønten, af selv de mindste unøjagtigheder i dens overflade, af den kraft som mønten påvirkes af, når den kastes, af de faktorer, som har betydning for friktionen o.m.a. På denne måde ville man kunne fastlægge årsagerne til et givet udfald og opnå en deterministisk beskrivelse..."(171:411).

Og Køppe tilføjer, at tilfældigheden i ovennænvte eksempel derfor i sidste instans alene udtrykker en erkendelsesmæssig begrænsning. Ontologisk eksisterer tilfældigheden ikke.

Således argumenterer den sunde fornuft, den mekaniske materialisme - og Simo Køppe i 1990. Men således argumenterer hverken den tyske idealisme endsige den materialistiske dialektik. Hegel skriver eksempelvis. "Det er ganske rigtigt, at videnskabens opgave og filosofiens opgave overhovedet består i, at afdække den bag tilfældighedens skin skjulte nødvendighed; dette må imidlertid ikke forstås således, at tilfældigheden blot tilhører vores subjektive forestilling, og derfor slet og ret skal elimineres for at komme til sandheden"(127:bd.1,286f).

Lad os se nærmere på forholdet, idet vi fastholder banaliteten i vore eksempler. Vi tager to personer A og B, giver dem bind for øjnene og udleverer én terning og et raflebæger til hver. Vi beder dem herefter om at starte spillet. Og efter spillets simple natur udfører begge personer spillet på samme måde: de stopper terningen i raflebægeret, ryster omhyggeliget bægeret, siger 'pøj-pøj' og slår derefter bægeret i bordet. Over for de to lidenskabelige spillere placerer vi to videnskabelige kommentatorer, Marx og Holbach, som vi beder om at iagttage spillet og undervejs redegøre for forholdet mellem kausalitet og lovmæssighed i det pågældende spil.

Læseren skal på forhånd indvies i en manipulation med spillet. Spiller A's terning er en særlig terning. I stedet for de almindelige talværdier fra 1 til 6, viser denne ternings sider alle talværdien 6. Spillet kan nu gå igang.

Spiller A lægger ud og slår 6! Spiller B slår 2. Spiller A slår igen 6! Spiller B slår 4. - og sådan fortsætter det et stykke tid. Ordet gives nu til Marx.

Marx: "Stop et øjeblik! Spiller A, må jeg undersøge din spilleterning.Tak! Jeg tænke det nok, Paul. Vi er udsat for et bedrag. A's terning er en snydeterning. Den kan kun slå 6'ere. Men never mind, som englænderne siger. Verden vil bedrages, men ikke jeg. Lovmæssigheden i A's spil er bestemt ved, at han med en naturlovs nødvendighed slår 6 hver eneste gang. Spillet indeholder nemlig kun en mulighed, som også i hver enkelt tilfælde virkeliggøres. Bag det enkelte kast udspiller der sig en lang kausalkæde af årsager og virkninger, som jeg ikke kan eller skal redegøre for. Kausalitetens enkelte led i det givne system er ikke afgørende for en bestemmelse af systemets lovmæssigheder. For uafhængig af den specifikke kausalkæde er systemet indrettet på en sådan måde, at det mulige altid virkeliggøres".

Holbach: "Jamen Karl, vi er slet ikke uenige. Selvfølgelig må A slå 6, for han kan jo ikke andet. I dette spil er det jo allerede forudbestemt, at A strengt determineret må  slå 6 hver gang. Det er almindelig sund fornuft".

Marx: "Jeg ved ikke om det kendetegner franske baroner, men min kære Holbach, du er ikke ærlig. Over for dit eget videnskabsideal er din argumentation ikke ærlig. Men det skal jeg vende tilbage til senere. Lad os nu bestemme spiller B's forhold. Jeg har allerede noteret mig, at B i bogstaveligste forstand spiller i blinde. Efter tur slår han alle talværdierne mellem 1 og 6; dog på en sådan måde, at han ved hvert nyt kast har lige store chancer for at slå en hvilken som helst tålstørrelse ganske uafhængig af det hidtidige spilleforløb. Det enkelte kast kan med andre ord bestemmes som tilfældigt. Uafhængig af opdelingen i tilfældige og nødvendige sammenhænge er et terningekast dog et terningekast. De tilfældige talværdier, som B vedvarende slår, er derfor lige så determinerede, som når spiller A - i sin rene uvidenhed - fortsætter med slå ene 6'ere. Selv om det enkelte kast hos B kun udtrykker tilfældigheden, så viser det enkelte os vejen frem til de almene sammenhænge i spillet. Hos spiller B foreligger der 6 muligheder, og da tilfældigheden i dette spil er en ren matematisk tilfældighed, har alle 6 muligheder lige store chancer for at virkeliggøres. Lovmæssigheden i B's spil er derfor bestemt ved, at B med en naturlovs nødvendighed som tendens vil slå 1'ere 1/6 af gangene; som tendens vil slå 2'ere 1/6 af gangene osv."

Holbach: "Du tager ganske fejl. Først blev jeg skræmt, da jeg iagttog den verden, som trådte frem for mine øjne hos spiller B. Det forekom mig, at tilfældigheden var ved at snige sig ind i vores ellers determinerede verden. Og jeg siger dig! Indeterminismen er som en tyv om natten - en trussel mod alle ordnede forhold. Men medens du har kastet omkring dig med begreberne, har jeg ringet til min gode ven, Laplaces dæmon, som jeg nu har med på min øresnegl. Og spiller B, nu beder jeg så dig om at slå påny. Karl, kan du høre det? Kan du høre larmen ved mit øre? Det er min dæmon, som arbejder. Min intelligente dæmon, som i brøkdele af sekunder knuser milliarder af talstørrelser, og som kan analysere hele kausalkæden bag det enkelte kast i samme øjeblik, som det foregår. Og B, du kan nu løfte dit raflebæger og se, at du har slået 3, fordi du under de givne betingelser ikke kunne slå andet end 3. Den umiddelbare og tilsyneladende tilfældighed er blevet elimineret i og med kausalitetens bestemmelse. I sidste ende er også B's spil determineret. Idet jeg har blotlagt hele kausalkæden i det enkelte kast, har jeg med lovmæssig nødvendighed bestemt, at B i det omtalte kast slår 3. Så, kære Karl, din anerkendelse af tilfældigheden skyldes kun din egen manglende fatteevne".

Marx: "Som allerede Spinoza sagde: 'Ignorantia non est argumentum'. Du påstår, at tilfældigheden i kraft af kausalitetens bestemmelse er blevet elimineret. Men herved overser du, at det ikke er kausaliteten i sig selv, som afgør om bestemte sammenhænge er tilfældige eller nødvendige. Selv om du i brøkdele af et sekund før spiller B faktisk slår 3, kan bestemme, at B i næste øjeblik slår 3, så udtrykker talværdien 3 fortsat en tilfældighed i spillet. For B kunne - ikke i dette kast - men i spillet som sådan lige så godt have slået en hvilken som helst anden talværdi. Derfor udtrykker talværdien 3 i dette kast en objektiv tilstedeværende almen sammenhæng i spillet, som vi karakteriserer med begrebet tilfældighed. Såvel tilfældigheden som nødvendigheden implicerer i sig et aspekt af system. Begreberne er af samme grund helt irrelevante, hvis vi isolerer det enkelte kast. Består "systemet" kun af ét kast, har det ingen mening at tale om tilfældighed og nødvendighed. Disse korrelative begreber udtrykker forskellige egenskaber ved et systems almene sammenhænge - sammenhænge som uafhængig af karakteren af disse almene forhold dog altid er kausale.

Og Poul, dette ved du i virkeligheden godt, men tilbageværende lader du dig bedrage af den sunde fornuft. Du lod dig også bedrage af den sunde fornuft i forhold til spiller A, men på grund af manipulationen med dette spil - som forenklede tingene til det ekstreme - kom den sunde fornuft til at bedrage dig til at sige det rigtige - men nu i modsætning til dit eget videnskabsideal. For du var enig med mig i, at A med en naturlovs nødvendig må slå ene 6'ere - og denne lovmæssighed turde du fastslå, selv om hele kausalitetsforløbet fortsat lå ubestemmeligt hen i et buldrende mørke; et mørke som Simo Køppe omtaler som "epistemologisk indeterminisme"(171:394). De ekstremt forenklede forhold i dette spil fik dig umiddelbart til - ikke at forstå - men at udtrykke, at opdelingen af verdens sammenhænge i nødvendige og tilfældige sammenhænge ikke finder sted i forhold til verdens kausalitet men i forhold til verdens lovmæssighed. Ydermere..."

Holbach: "Undskyld jeg afbryder. Men jeg tilhører et andet århundrede. Jeg tror ikke, vi taler det samme sprog. Nu overtager jeg A's raflesæt, og så tager jeg mig et spil med B - så kan du fortsætte din fremstilling alene. Terningen er kastet!"